Ankestyrelsens principafgørelse M-1-06

GældendeÅr: 2006Udgivet: 2013-07-11

Beskrivelse

Ændringer i husstandsindkomsten i indeværende år og i forbindelse med årsomberegningen var reguleret af boligstøttelovens bestemmelse om omberegning i løbet af året. Ændringer i husstandsindkomsten i et tidligere år, der først viste sig det følgende ...

Journalnummer

J.nr.: 8500100-05

Indhold

Lovhenvisninger

  • Lov om individuel boligstøtte - lovbekendtgørelse nr. 75 af 19. januar 2005 - § 46, stk. 1, § 46, stk. 2, § 46, stk. 8 og § 47, stk. 1

Afgørelse

Kvinden skulle tilbagebetale boligstøtten fra 1. oktober 2004 til 31. januar 2005

Begrundelsen for afgørelsen var, at betingelserne for at foretage omberegning for boligstøtteåret 2004 og 2005 var opfyldt efter reglerne i boligstøttelovens § 46.

Det fremgår af lovbemærkningerne til § 46, stk. 1, at man ville præcisere, at støttemodtagerens pligt til at give kommunen oplysninger om alle ændringer, der kunne medføre nedsættelse eller bortfald af boligstøtten, gjaldt såvel i forbindelse med årsomregningen pr. 1. januar, som ved ændringer, der indtrådte i løbet af året.

Ankestyrelsen fandt, at forholdet om ændringer i indeværende år og i forbindelse med årsomberegningen var reguleret af bestemmelsen i § 46 om omberegning i løbet af året.

Ankestyrelsen fandt, at forholdet om ændringer i et tidligere år, der først viste sig det følgende år (i forbindelse med skatteligningen) var reguleret af bestemmelsen i § 47 om efterregulering.

Ankestyrelsen lagde til grund, at kvinden ud fra husstandens faktiske indtægter ikke var berettiget til boligstøtte i tiden 1. oktober 2004 til 31. januar 2005. Boligstøtten var derfor udbetalt uberettiget.

Ankestyrelsen fandt, at kvinden havde tilsidesat oplysningspligten.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at kommunen den 29. december 2004 modtog telefonisk oplysning om indkomstændringen.

Ankestyrelsen lagde ligeledes vægt på, at der ikke var dokumentation for tidligere henvendelse til kommunen vedrørende indkomstændringen pr. 1. oktober 2004.

Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at der i løbet af året 2004 og i 2005 var sket en forhøjelse af den samlede forventede husstandsindkomst ud over lovens indtægtsgrænser.

Ankestyrelsen bemærkede, at det ikke havde noget betydning for sagens resultat, at for meget udbetalt boligstøtte blev krævet tilbagebetalt efter boligstøttelovens § 46 i stedet for efter § 47.

Ankestyrelsen lagt vægt på, at udgangspunktet for at foretage omberegning efter § 46, stk. 2 og efterregulering efter § 47, stk. 1 var, at der var sket en forhøjelse af den samlede forventede husstandsindkomst på mindst 18.800 kr.

Ankestyrelsen lagde herudover vægt på, at begge bestemmelser indeholdt regler om oplysningspligt.

Det var i overensstemmelse med boligstøttelovens § 46, stk. 8, at for meget udbetalt boligstøtte kunne kræves tilbagebetalt, da oplysningspligten ikke var opfyldt.

Ankestyrelsen kom således til samme resultat som det sociale nævn med en delvis ændret begrundelse.

Information

  • En kvinde og samleveren søgte om boligstøtte den 14. september 2002.
  • Der forelå notater af 10. maj, 1. og 2. juli 2004 fra kommunen, hvoraf det fremgik, at kvinden havde ringet vedrørende indkomstændringer. Kvinden modtog efterfølgende meddelelser pr. 1. juni og 1. august 2004, hvoraf det fremgik at husstandsindkomsten var ændret. Det fremgik endvidere af meddelelserne, at kvinden havde pligt til at oplyse om ændringer samt at det var vigtigt, at hun kontrollerede kommunens oplysninger i det vedlagte bilag.
  • Kommunen havde den 29. december 2004 noteret, at kvinden havde ringet og oplyst, at husstandsindkomsten pr. 1. oktober 2004 var steget.
  • Kommunen traf herefter den 1. februar 2005 afgørelse om, at kvinden ikke havde ret til boligstøtte fra 1. oktober 2004 og resten af 2004 og heller ikke i 2005.
  • Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse, hvorefter boligstøtten for tiden 1. oktober 2004 til 31. januar 2005 skulle tilbagebetales.
  • Nævnet begrundede afgørelsen med, at kvinden ud fra de faktiske indtægter ikke var berettiget til boligstøtten.
  • Boligstøtten var modtaget med urette og mod bedre vidende, hvorfor den skulle tilbagebetales efter boligstøttelovens § 47, stk. 1, jf. § 47, stk. 7.
  • Kvinden klagede over nævnets afgørelse.
  • I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at der var givet oplysning om indkomstændringer pr. telefon allerede på ændringstidspunktet 1. oktober 2004. Kvinden fandt, at manglende omberegning skyldtes kommunens fejl, hvorfor der ikke skulle ske omberegning.
  • Nævnet bemærkede ved genvurderingen, at nævnet fastholdt afgørelsen. Nævnet fandt således fortsat ikke, at der forelå fornøden dokumentation for, at kvinden havde givet kommunen oplysninger om ændringerne i indtægtsforholdet tidligere end den 29. december 2004. For meget udbetalt boligstøtte i 2004 kunne kræves tilbagebetalt efter § 46, stk. 9. Krav vedrørende januar 2005 kunne kræves tilbagebetalt efter § 47, stk. 7.
  • Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om et eventuelt tilbagebetalingskrav skulle vurderes efter boligstøttelovens § 46 eller § 47 i den situation, hvor en boligstøttemodtager den 29. december meddelte, at der fra 1. oktober samme år var sket indkomstændringer. Under sagen behandling blev der taget stilling til, i hvilket omfang en kommune, der fejlagtigt havde støttet et krav på § 47, efterfølgende kunne støtte kravet på § 46.

Metadata

Retsområder

Boligstøtteloven

Nøgleord

EfterreguleringÆndringer i tidligere årTilbagebetalingOmberegningBoligstøtte

Paragraffer

§ 47§ 46

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principmeddelelse 16-21

Udgivet: 2021-08-18

Tilbagebetaling af boligstøtte opstået i forbindelse med boligstøttemodtagers fraflytning fra boligen skal afgøres efter boligstøtteloven og ikke efter den obligationsretlige grundsætning om condictio indebiti. Har boligstøttemodtager modtaget boligs...

Ankestyrelsens principafgørelse 72-09

Udgivet: 2013-07-10

Det var en betingelse for efterregulering for hele året på grund af en uoplyst indkomststigning, at støttemodtageren havde været klar over, eller burde have været klar over stigningen i husstandsindkomsten. Støttemodtageren led af følger af en blodpr...

Ankestyrelsens principafgørelse M-8-04

Udgivet: 2013-07-11

Ankestyrelsen fandt, at en 18-årig søn fortsat var omfattet af husstanden, selvom han opholdt sig i en campingvogn, der var opsat på en grund, som moderen havde adgang til som følge af lejemålet. Begrundelsen for afgørelsen var, at sønnen fortsat var...