Ankestyrelsens principafgørelse F-1-06

Ankestyrelsen fandt, at ansøger ikke havde krav på partshøring, at ansøger ikke kunne klage til de sociale myndigheder over kommunens opsigelse af plejekontrakten, og at der ikke kunne klages til de sociale myndigheder over afslag på aktindsigt.

Afgørelsen om, at ansøger ikke havde krav på partshøring, da plejekontrakten blev opsagt, blev begrundet med, at opsigelse af en plejefamilie som følge af hjemgivelse af et anbragt barn ikke kunne sidestilles med afskedigelse i et ansættelsesforhold. Ankestyrelsen fandt, at der er tale om ophør af en kontrakt.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at de opgaver, som var knyttet til, at barnet var anbragt hos ansøger, ophørte, da forældremyndighedsindehaveren ikke længere gav samtykke til anbringelsen, og barnet blev hjemgivet. Det fremgik af den kontrakt om plejeforholdet, der var indgået mellem ansøger og kommunen, at vederlagsretten ophørte 1 måned efter den faktiske afbrydelse af plejeforholdet, medmindre kommunen skriftligt indgik en anden aftale med plejeforældrene.

Da Ankestyrelsen fandt, at opsigelsen af plejekontrakten med ansøger ikke kunne sidestilles med afskedigelse i et ansættelsesforhold, havde kommunen ikke pligt til at partshøre ansøger efter de regler og den praksis, der gælder ved afskedigelse af offentlige ansatte.

Afgørelsen om, at kommunens opsigelse af plejekontrakten ikke kunne påklages til de sociale myndigheder, begrundedes med, at kommunen ikke traf en afgørelse efter den sociale lovgivning, der kunne påklages til de sociale myndigheder.

Ankestyrelsen lagde, som det er begrundet ovenfor, vægt på, at der var tale om ophør af en kontrakt.

Ankestyrelsen lagde desuden lagt vægt på, at ansøger ikke var part i sagen om hjemgivelse af barnet.

Ankestyrelsen støttede opfattelsen af, at ansøger ikke var part i hjemgivelsessagen, på beretning fra Folketingets Ombudsmand, 1995 side 408 og Østre Landsrets dom af 8. oktober 2004.

Det fremgår af beretning fra Folketingets Ombudsmand, 1995 side 408, at Ombudsmanden udtalte bl.a., at de opgaver, som blev varetaget af en plejefamilie, hvilede på en aftale mellem plejefamilien og kommunen. Et plejeforældrepar var ikke parter i en sag om hjemgivelse, og kommunen var derfor ikke retlig forpligtet til at underrette plejefamilien om en beslutning om hjemgivelse, ud over hvad der måtte følge af kontraktforholdet. I den konkrete sag havde en kommune besluttet, at et barn, der var anbragt med samtykke, skulle hjemgives til sin biologiske mor. Plejefamilien klagede bl.a. over kommunens sagsbehandling i forbindelse med hjemgivelsen. Plejefamilien gjorde bl.a. gældende, at kommunens oplysningsgrundlag var utilstrækkeligt, og at de ikke var blevet tilstrækkeligt informeret om beslutningen om hjemgivelse.

Som begrundelse for at ansøger ikke kunne klage over afslaget på aktindsigt henviste Ankestyrelsen til, at afgørelser om aktindsigtsspørgsmål kunne påklages særskilt til den myndighed, som var klageinstans i forhold til afgørelsen af den sag, som begæringen om aktindsigt vedrørte. Da det sociale nævn og Ankestyrelsen ikke kunne behandle klagen over opsigelsen af ansøgers plejekontrakt, kunne hverken det sociale nævn eller Ankestyrelsen behandle spørgsmålet om ret til aktindsigt i samme sag.

Om Vestre Landsrets dom af 15. april 2004 jf. UFR 2004, 186 VL, hvor landsretten fandt, at opsigelse af plejeforholdet i henseende til spørgsmålet, om den kunne ske efter partshøring, måtte ligestilles med en afskedigelsessag, bemærkede Ankestyrelsen, at der ikke var tale om en situation, hvor et anbragt barn blev hjemgivet til forældremyndighedsindehaveren. Ankestyrelsen bemærkede desuden, at det fremgik af landsrettens begrundelse, at det blev lagt til grund, at opsigelsen af plejeforholdet i væsentlig grad skyldtes, at den uenighed om vilkårene for plejeforholdet, som havde bestået i længere til, havde udviklet sig til egentlige samarbejdsproblemer mellem kommunen og plejefamilien. Landsretten lagde til grund, at de forhold, der førte til opsigelse af plejeforholdet, i væsentligt omfang var forhold, som efter kommunens opfattelse beroede på plejefamilien. Plejefamilien var som den, kommunen havde indgået kontrakt med, part i opsigelsessagen.

Ankestyrelsen tiltrådte således Det Sociale Nævns afgørelse.