Ankestyrelsens principafgørelse C-32-02

Lovhenvisninger

• Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 844 af 24. september 2001 - § 99, stk. 1
• Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 114, stk. 1

Afgørelse

Information

• Sagen vedrørte en 57-årig mand, der modtog invaliditetsydelse og som lønmodtager arbejdede med opsøgende salgsarbejde. Ansøger - som boede i Jylland - var hver 14 dag i firmaet, som lå på Sjælland. Øvrig kontakt til firmaet foregik pr. telefon. Ansøgers opsøgende salgsarbejde foregik hjemmefra og med kørsel til kunder i Jylland og på Fyn. Kørselsbehovet var oplyst til ca. 30.000 km. årligt. Herudover havde han et trivselsmæssigt kørselsbehov i forbindelse med bl.a. besøg hos familie og venner, indkøb, udstillinger m.v. Ansøger var 7 gange tidligere bevilget støtte til bil.
• Af de nyeste oplysninger - erklæring fra ortopædisk speciallæge - fremgik det bl.a., at ansøger led af følger af lårbensamputation i 1963 med en kort benstump på 23 cm. , hvor knogledelen kun var ca. 12-13 cm. Han havde tiltagende stumpproblemer med tendens til hævelse, tryksår og macerering af stumphuden. Der havde gennem en årrække været tiltagende belastningssmerter fra lænderyggen, og disse var tiltaget efter mange års skævbelastning og følger af brud på lårbenshalsen i 1987, ligesom der også var tiltagende smerter og skurren fra højre knæled, hvor der også var belastningsrelaterede smerter. Ansøger klagede over udtrætning. Gangdistancen var oplyst til ca. 50 til max. 100 meter, hvorefter han måtte stoppe op. Ortopædisk speciallæge tilrådede at skåne stumpen så meget som muligt, da yderligere stumprevision næppe var mulig.
• Amtskommunen fandt ikke, at ansøger var berettiget til vægtafgiftsfritagelse og begrundede afgørelsen med, at der ikke var dokumenteret noget væsentligt kørselsbehov "til og fra arbejde". Det oplyste behov for bil var således begrundet med arbejdets karakter, således at en ikke-handicappet person ville have et tilsvarende behov for en bil for at udføre arbejdsopgaverne.
• Amtskommunen henviste til SM C-14-99 som udtryk for Ankestyrelsens praksis vedrørende støtte til køb af bil på et erhvervsmæssigt grundlag, hvor det ikke er lidelsen/funktionsnedsættelsen, der gør, at en bil er nødvendig, men arbejdets særlige karakter.
• Amtskommunen anførte i afgørelsen bl.a., at ansøger ikke havde ønsket at få vurderet ansøgningen ud fra et trivselsmæssigt grundlag og ikke ønskede at medvirke ved afprøvning af hans gangfunktion og gangdistance, samt ved en lægeundersøgelse med en beskrivelse af nedslidningen af ryggen med henblik på en vurdering af ansøgningen på trivselsmæssigt grundlag. Der forelå således ingen aktuelle oplysninger om gangformåen og gandistance.
• Nævnet tiltrådte amtskommunens afgørelse, hvorefter ansøger ikke var berettiget til fritagelse for betaling af vægtafgift efter bilbekendtgørelsens § 8, stk. 1, hvorefter det er en forudsætning for fritagelse for vægtafgift, at betingelserne for støtte til bil i bekendtgørelsens § 1 og § 2, stk. 1, er opfyldte.
• Nævnet mente, at ansøgeren ikke opfyldte betingelserne i § 2, stk. 1, nr. 1 (erhvervsmæssigt grundlag).
• Nævnet lagde vægt på, at det ikke var transporten til og fra arbejde, der nødvendiggjorde brugen af bil, men snarere arbejdets karakter. Nævnet var opmærksom på, at ansøger 2 gange månedlig kørte til firmaet på Sjælland. Nævnet fandt dog, at det i sig selv ikke var tilstrækkeligt til at begrunde en anden afgørelse.
• Nævnet lagde med hensyn til støtte til bil efter § 2, stk. 1, nr. 3 (trivselsmæssigt grundlag) til grund, at ansøgeren ifølge kommunens journalnotat af 26. april 2001 telefonisk havde oplyst, at han ikke ønskede at medvirke til vurdering på trivselsmæssigt grundlag.
• På det foreliggende grundlag anså nævnet det ikke for godtgjort, at betingelserne i § 2, stk. 1, nr. 3, var opfyldt.
• I klagen til Ankestyrelsen anførte ansøgeren bl.a., at han ankede afslaget med den begrundelse, at han havde været salgsingeniør i samme branche siden 1978, med stort set samme kørselsbehov. Han havde på ingen måde afvist at få undersøgt sin gang/bevægelse, speciallæge og meget andet om nødvendigt, men han havde fået det indtryk, at det kun var nødvendigt ved trivselsbil. Ansøgeren havde deltaget i flere undersøgelser. Hans benstump var ikke blevet bedre og gangdistancen ikke længere, tværtimod. En stor del af hans kunder var efterhånden næsten ikke til at komme i nærheden af i storbyer, grundet gågader, ensrettede gader, parkering forbudt, tidsbegrænsning osv. Der var mange andre gøremål i forbindelse med arbejdet, hvor der var brug for bil. Det syntes som om, at det kun var til og fra arbejde der talte.
• Ansøgeren oplyste telefonisk overfor Ankestyrelsen, at han ønskede at blive vurderet på trivselsmæssigt grundlag efter bilbekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 3.
• Ankestyrelsen foranledigede, at ansøgeren blev undersøgt af ortopædisk speciallæge.
• Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af spørgsmålet om betydningen af ansøgerens skiftende arbejdssteders placeringer - arbejdets karakter - sammenholdt med bilbekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 1, hvorefter det er en betingelse for at opnå støtte, at der er behov for kørsel til og fra et arbejde, hvor ansøger skaffer sig et væsentligt bidrag til forsørgelsen. Endvidere med henblik på afklaring af spørgsmålet om hvorvidt ansøgerens funktionsevne var nedsat i en sådan grad der berettigede til støtte til køb af bil på erhvervsmæssigt grundlag - og dermed til afgiftsfritagelse - efter servicelovens § 99, jf. Socialministeriets bekendtgørelse nr. 122 af 19. februar 1998 om støtte til køb af bil efter servicelovens § 99.