Ankestyrelsens principafgørelse C-30-05

Lovhenvisninger

• Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet - forordning nr. 1408/71 -
• Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 280 af 5. april 2005 - § 2, stk. 1 og § 97, stk. 1
• Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 112, stk. 1 og § 2, stk. 1

Afgørelse

Information

• Sagen drejede sig om en mand, der modtog pension fra Danmark og som havde fast bopæl i Spanien. Han havde et sommerhus i Danmark, hvor han opholdt sig op til 6 måneder om året.
• Manden fik i sommeren 2002 konstateret en svær type 2-diabetes, som blev behandlet med tabletter og jævnlig blodsukkermåling var påkrævet.
• Under opholdet i Spanien fik han bl.a. udleveret teststrimler til et forbrug på 2 måneder pr. gang.
• Manden var derfor under det ca. 6 måneders lange ophold i Danmark i 2003 kommet til at mangle teststrimler til ca. 4 måneder, hvorfor han i august 2003 søgte sommerhuskommunen om hjælp hertil.
• Kommunen meddelte afslag på ansøgningen med den begrundelse, at personer, som ikke havde fast bopæl i Danmark, og som midlertidigt opholdt sig i landet, i henhold til dansk lovgivning, nærmere servicelovens § 2, ikke var berettiget til tilskud til varige hjælpemidler efter servicelovens § 97.
• Manden klagede over kommunens afgørelse og henviste bl.a. til EU-forordning 1408/71.
• Ved genvurdering af sagen besluttede kommunen at fastholde afslaget. Dette blev begrundet i, at teststrimler ikke var at betragte som større naturalydelser, hvorfor de ikke var omfattet af de rettigheder, som gjaldt EU-/EØS-borgere indenfor hjælpemiddelområdet
• Nævnet stadfæstede kommunens afgørelse og fandt, at manden ikke var berettiget til teststrimler og fingerprikker.
• Nævnet henviste til ordlyden af servicelovens § 2, stk. 1, sammenholdt med stk. 2. Efter nævnets opfattelse var det ved formuleringen af disse bestemmelser forudsat, at hjælp efter loven alene skulle ydes til ansøgere med fast ophold her i landet. Det fremgik således, at der skulle noget særligt til for at få hjælp efter loven under midlertidige ophold i udlandet.
• Nævnet anførte endvidere, at mandens situation efter nævnets opfattelse ikke kunne anses for omfattet af de EU-retlige regler vedrørende pensionister eller andre EU-retlige regler med den virkning, at manden skulle være berettiget til den ansøgte ydelse efter serviceloven.
• Manden klagede over nævnets afgørelse til Ankestyrelsen.
• Under behandlingen af sagen modtog Ankestyrelsen fra Socialministeriet kopi af ministeriets brev til kommunen af 26. marts 2004 i anledning af en henvendelse fra Europa-kommisionen vedrørende mandens sag. I dette brev anførte Socialministeriet bl.a., at da der i denne sag var tale om, at manden fik udbetalt pension fra Danmark, men havde fast bopæl i et andet land i EU, fulgte det af retssikkerhedslovens § 5, at mandens ansøgning også skulle vurderes efter fællesskabsretten.
• Med EU-forordning 1408/71 koordineredes medlemslandenes lovgivning om social sikring. Et af de bærende principper i fællesskabsretten om social sikring er princippet om eksportabilitet. Dette princip indebar, at de sociale sikringsydelser kunne ydes overalt indenfor unionen. Med dette princip ophævedes de traditionelle begrænsninger af ydelser til det nationale område, således at der ved tildeling af ydelser ikke lovligt kunne lægges vægt på et bopælskriterium. Dette indebar endvidere, at naturalydelser kunne ydes i det land, hvor en borger opholdt sig midlertidigt.
• EU-forordning 1408/71 omfattede bl.a. statsborgere, som havde været arbejdstagere indenfor unionens grænser, hvorfor også en pensionist var omfattet af forordningens personkreds. Forordningen fandt anvendelse på sociale sikringsydelser, herunder ydelser ved sygdom. Sociale sikringsydelser var karakteriseret ved at blive tilkendt på objektive kriterier, således at der var et lovbestemt krav på ydelsen i modsætning til ydelser, som blev tildelt efter individuelle skøns- eller trangsmæssige kriterier. Ydelser efter servicelovens § 97 var derfor omfattet af begrebet sociale sikringsydelser.
• Af forordningens art. 31 fulgte det endeligt, at pensionister med ret til pension fra en eller flere medlemsstater under et midlertidigt ophold udenfor bopælslandet havde ret til at modtage naturalydelser efter lovgivningen i opholdslandet. Hvis der var tale om en pensionist, som alene fik udbetalt pension fra Danmark, men som havde bopæl i et andet medlemsland, skulle udgifterne til disse naturalydelser afholdes endeligt af Danmark.
• Ankestyrelsen indhentede herudover en vejledende udtalelse af 30. maj 2005 fra Socialministeriet. Det fremgik bl.a. heraf, at begrebet "lovligt ophold" i servicelovens § 2 var en videreførelse af bistandslovens § 1, stk. 1, hvorefter det offentlige var forpligtet til at yde bistand efter loven til enhver, der opholdt sig i landet, og som havde brug for hjælp efter loven. Bestemmelsen stillede ikke krav om bopæl eller statsborgerskab. Enhver, der opholdt sig lovligt i Danmark, havde ret til hjælp efter serviceloven.
• Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på at afklare, om manden, som bosat i Spanien var berettiget til hjælp til teststrimler og fingerprikker efter servicelovens § 97, jf. servicelovens § 2, og EU-forordning 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændig erhvervsdrivende samt deres familiemedlemmer, der flytter indenfor fællesskabet.