Ankestyrelsens principafgørelse C-2-07

Lovhenvisninger

• Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 929 af 5. september 2006 - § 114, stk. 3

Afgørelse

Information

• Sagen drejede sig om en mand, der led af en medfødt muskel-bindevævslidelse med følger i form af betydelig ledstivhed og deformitet. Han havde ikke brugbar funktion af armene, og han brugte benskinner, hvormed han efter det oplyste kunne gå op til 200 meter.
• Manden var bevilget manuel kørestol samt fodbetjent el-kørestol. Han færdedes fortrinsvis i den manuelle kørestol med assistance fra en hjælper. Han var ved færden afhængig af en ledsager, da han på grund af sin funktionsnedsættelse ikke selvstændigt kunne udføre praktiske gøremål såsom af- og påklædning, åbne og lukke døre, toiletbesøg, af- og pålæsning af kørestol i bil og så videre.
• Manden var bevilget hjælpeordning med 46 1/2 time om ugen efter servicelovens § 96, tidligere servicelovens § 77. Han havde oplyst, at han stort set aldrig færdedes uden ledsager, som enten kunne være en hjælper, en ven eller et familiemedlem. Han boede sammen med sin mor og bror, der efter det oplyste ydede ham betydelig bistand med de almindelige praktiske funktioner i dagligdagen.
• Manden søgte om bilstøtte i form af almindeligt lån, brændstofafgiftsfritagelse, særlig indretning og tilskud til kørekort. Statens bilinspektion vurderede efter en vejledende helbredsmæssig køretest, at manden med tilstrækkelig sikkerhed ville kunne komme til at betjene en bil, når denne blev indrettet med automatgear, driftsbremse med forstærker, hensigtsmæssige betjeningskontakter, alternativt tilpasset styresystem, specialsæde og ratknop. Videre måtte den bevilgede bil forsynes med skolevognsudstyr, så manden kunne få køreundervisning i den. Den samlede pris på de særlige indretninger var på 402.833,75 kr.
• Amtet bevilgede manden støtte til køb af bil, men gav afslag på særlig indretning af bilen, så han selv kunne køre den, samt afslag på tilskud til køreundervisning. Der blev lagt vægt på oplysningerne om mandens lidelse og den deraf følgende funktionsnedsættelse samt på det oplyste om, i hvilket omfang han var afhængig af bistand fra andre. På denne baggrund vurderede amtet, at manden ikke opnåede nogen reel grad af selvhjulpenhed og selvstændighed ved selv at kunne føre sin bil, da han fortsat ville være afhængig af hjælp til alle praktiske funktioner, og hans hjælper som regel ville være med ham i bilen.
• Amtet fandt, at der ikke var sammenhæng mellem de ganske betydelige udgifter, der ville være til køreundervisning og indretning af bilen set i relation til den ubetydelige grad af selvstændighed, som manden opnåede ved at kunne køre bilen, og som ville være uden praktisk betydning for graden af hans selvhjulpenhed i øvrigt.
• Det sociale nævn ændrede amtets afgørelse og fandt, at manden var berettiget til særlig indretning efter bilbekendtgørelsens § 10, således at han var i stand til selv at føre bilen. Videre var han berettiget til tilskud til det antal køretimer, som under hensyn til alder og helbredstilstand måtte anses for rimeligt, dog max 50, jf. bilbekendtgørelsens § 11.
• Nævnet var ved afgørelsen opmærksom på, at Ankestyrelsen i SM 0-57-93 havde givet afslag på støtte til bil, som en ansøger selv skulle føre. Nævnet fandt dog, at mandens situation var forskellig herfra, idet han ikke altid havde en hjælper til rådighed, men kun omkring 5-6 timer i døgnet.
• I amtets klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at man ikke fandt, at de anførte 5-6 timers hjælper i døgnet var et pålideligt udtryk for mandens faktiske hjælperforbrug- eller behov. Han havde således udviklet en livsstil, hvor en meget væsentlig del af den hjælp, han fik, kunne opleves som vennetjenester i stedet for købt hjælp fra en ansat hjælper. Det bevilgede timetal kunne derfor ikke tages som et udtryk for hans reelle behov for eller forbrug af hjælp.
• Amtet fandt, at grundlaget for vurderingen måtte være mandens faktiske funktionsevne og ikke det aktuelt bevilgede antal hjælpetimer. Det var fuldt forståeligt, at manden havde et stort ønske om selv at kunne føre sin bil. Amtet fandt imidlertid ikke, at brugerbetjening af bilen ville have nogen betydende indflydelse på hans muligheder for at have en selvstændig og aktiv tilværelse, da han til alle praktiske gøremål var afhængig af hjælp. Amtet vurderede ikke, at brugerbetjening af bilen ville gøre ham mere selvhjulpen og fandt, at hans erhvervelse af kørekort og indretning af bilen ville være forbundet med uforholdsmæssigt store udgifter set i relation til, at han stort set aldrig bevægede sig nogen steder hen uden ledsager, idet han var afhængig af hjælp til stort set alt praktisk ud over at føre bilen og langt fra kunne kompensere for sin manglende armfunktion ved at bruge sine ben, som også var svært påvirket af hans lidelse.
• Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning af begrebet selvhjulpenhed og vægtningen heraf i relation til at yde tilskud til særlig indretning og til køreundervisning, således at den, der modtog bilstøtte, selv blev i stand til at føre bilen.