Ankestyrelsens principafgørelse C-2-03

Lovhenvisninger

• Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 755 af 9. september 2002 - § 28, stk. 1
• Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 41, stk. 1

Afgørelse

Information

• Sagen drejede sig om et forældrepar som havde 2 drenge på henholdsvis 4 og 7 år.
• Det var oplyst, at den 7-årige dreng var alvorlig kontaktforstyrret, umiddelbart grænsende til det autistiske, at han var angstpræget og havde megen fantasi omkring uhyggelige ting. Han havde ingen kontakt til andre børn og var derfor meget isoleret. I børnehaven var drengen tilknyttet en støttepædagog 15 timer ugentligt og han havde efter undersøgelse på børnepsykiatrisk afdeling fået stillet diagnosen DAMP.
• Forældrene havde fået bevilget hjælp til aflastning hver anden weekend af den handicappede søn, som havde fået konstateret DAMP.
• Efter at sygehuset havde stillet diagnosen DAMP bevilgede kommunen aflastningen med tilbagevirkende kraft med virkning fra det tidspunkt, hvor sønnen havde fået stillet diagnosen.
• Forældrene indgav senere ansøgning til kommunen om at få bevilget aflastning til den raske broder til den handicappede søn. Ansøgningen var begrundet i, at de 2 børn havde mange daglige indbyrdes konflikter. Det handicappede barns urolige adfærd smittede således af på den raske broder, som også blev urolig. Børnene skændtes, sloges, råbte og skreg konstant og irettesættelser hjalp ikke på den handicappede søn. Den raske søn ville først sove ved 21-tiden og den handicappede søn sov som regel først kl. 23.00. Forældrene havde derfor ikke tid til at slappe af og finde det nødvendige overskud. Trætte og stressede forældre var ikke det børnene havde brug for.
• Forældrene havde oplyst, at børnene kunne komme i aflastning hver anden weekend hver for sig. Forældrene ville herved kunne få energi og overskud samt dyrke forholdet til hinanden, som ellers blev meget tilsidesat. Forældrene havde samtidig anført, at der ind imellem ville kunne byttes rundt på weekenderne således, at det ene barn var hjemme hos forældrene mens det andet barn var på aflastning.
• Kommunen bevilgede aflastning til den raske søn hver anden weekend. Hjælpen blev ydet med virkning for fremtiden.
• Forældrene ansøgte herefter kommunen om at få bevilget aflastningen til den raske søn med tilbagevirkende kraft fra det tidspunkt, hvor broderen havde fået stillet diagnosen DAMP. Forældrene henviste til, at aflastningen til det handicappede barn var blevet bevilget med tilbagevirkende kraft fra dette tidspunkt og at forældrene ikke tidligere havde haft kendskab til at det var muligt at få hjælp til aflastning til den raske søn.
• Kommunen gav forældrene afslag på at få bevilget aflastning til den raske søn med tilbagevirkende kraft. I afgørelsen havde kommunen henvist til servicelovens § 28 samt resultatet af den tidligere afgørelse om hjælp til aflastning til den raske søn. Afgørelsen indeholdt ingen begrundelse for afslaget om tilbagevirkende kraft.
• Forældrene klagede over afgørelsen og anførte bl.a., at kommunen ikke havde givet en begrundelse for afslaget. Forældrene var i øvrigt uforstående overfor kommunens afslag, idet kommunen tidligere havde bevilget aflastning til den handicappede søn med tilbagevirkende kraft.
• I kommunens genvurdering af afgørelsen havde kommunen som begrundelse for afgørelsen anført, at forældrene havde været i løbende kontakt med forvaltningen, men ikke ansøgt om aflastning til den raske søn på et tidligere tidspunkt. Det var endvidere anført, at bevillingen beroede på en samlet vurdering af de aflastningsbehov familien havde og at der ikke var tale om automatik, når der var tale om søskende.
• Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse, hvorefter forældrene ikke havde ret til aflastning med tilbagevirkende kraft til den raske søn, jf. servicelovens § 28.
• Begrundelsen var, at det følger af den almindelige vejledningspligt (forvaltningsloven, retssikkerhedsloven og vejledningen hertil), at de sociale myndigheder har pligt til, når en sags omstændigheder peger i retning af, at en borger kan have krav på en ydelse i henhold til lovgivningen, at borgeren underrettes om denne mulighed.
• Hvis der har været tale om en sådan manglende eller mangelfuld vejledning kan den retlige virkning heraf efter omstændighederne blive, at ansøger stilles som hvis behørig vejledning var givet.
• Dette indebar i forældrenes tilfælde, at hvis de havde krav på aflastning til den raske søn og kommunen burde have været klar over dette krav og familiens behov, ville ydelsen skulle bevilges med tilbagevirkende kraft.
• Det sociale nævn fandt imidlertid ikke, at kommunen burde have vejledt forældrene om dækning af udgifter til aflastning af den raske søn.
• Det sociale nævn lagde ved afgørelsen vægt på, at lov om social service § 28 kun giver ret til dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelsen af et barn med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Der er således kun hjemmel til at dække udgifter, som har tilknytning til barnets nedsatte funktionsevne eller kroniske/langvarige lidelse, hvilket også følger af vejledning om sociale tilbud til børn og unge med handicap punkt 49.
• Endvidere beskriver vejledningens punkt 83 også, at der med hensyn til aflastning skal betales merudgifter til aflastningen af barnet med lidelsen/den nedsatte funktionsevne, idet der kan være et hensyn at tage "til det handicappede barns søskende, der kan have behov for deres forældres fulde opmærksomhed". Punktet beskriver således netop den omvendte situation, som forældrene også benyttede sig af, dvs. hvor udgifterne til aflastning for det handicappede barn dækkes, for at forældrene kan have den nødvendige tid sammen med også den raske søn.
• Da det således måtte anses for særdeles tvivlsomt, om forældrene i henhold til lov om social service § 28 havde krav på at få dækket merudgifterne til aflastning af søskende til et barn med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse, fandt nævnet ikke, at der var belæg for at udtale kritik af, at kommunen ikke havde vejledt forældrene om en sådan mulighed. Forældrene havde derfor ikke krav på dækning af disse merudgifter med tilbagevirkende kraft, selvom kommunen havde ønsket at bevilge forældrene denne ydelse fremover.
• Nævnet udtalte derimod kritik af, at kommunen i sin afgørelse ikke havde givet forældrene en begrundelse for afslaget. I henhold til forvaltningslovens §§ 22 og 24 skal en afgørelse, der ikke giver parten fuldt medhold, være ledsaget af en begrundelse.
• Nævnet fandt ikke, at dette var opfyldt i forældrenes sag og gjorde samtidig opmærksom på, at en henvisning til pågældende lovbestemmelse og en kort opremsning af sagsforløbet ikke kunne anses for at være en fyldestgørende begrundelse i henhold til forvaltningsloven.
• Den formelle mangel fandtes dog ikke at have en så væsentlig karakter, at den burde få indflydelse på selve afgørelsen, hvorfor nævnet ikke fandt grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelse om ikke at yde forældrene aflastning med tilbagevirkende kraft.
• Forældrene klagede efterfølgende over nævnets afgørelse.
• I forhold til nr. 1) var nævnet enig med forældrene i, at der var tale om et spørgsmål af principiel karakter og ønsket om Ankestyrelsens behandling.
• I forhold til nr. 2) fastholdt nævnet afgørelsen og dermed afslaget på ydelsen med tilbagevirkende kraft, da (uanset udfaldet af pkt. 1) retstilstanden måtte sige at være så uafklaret på daværende tidspunkt, at kommunen ikke kunne kritiseres for ikke at have vejledt om en så uafklaret og uigennemskuelig mulighed.
• I klagen til Ankestyrelsen havde forældrene bl.a. anført, at det fremgår af vejledningen om sociale tilbud til børn og unge med handicap, at der som udgangspunkt bør foretages en samlet vurdering af de aflastningsbehov familien har, herunder også hensyn til det handicappede barns søskende, der kan have behov for deres forældres fulde opmærksomhed. Kommunen havde vurderet, at forældrene havde behov for aflastning til begge drenge, idet de hver især havde behov for deres forældres fulde opmærksomhed. Kommunen ville blot ikke bevilge ydelsen med tilbagevirkende kraft.
• Forældrene havde på intet tidspunkt hørt om mulighederne for at få aflastning til søskende. Forældrene fandt imidlertid tilfældigvis ud af det i efteråret 2001 og kommunen havde herefter begrundet afslaget med, at forældrene ikke på et tidligere tidspunkt havde givet udtryk for, at forældrene havde behov for at få aflastning til deres raske søn. Forældrene vurderede dog, at dette var særdeles vanskeligt, idet de ikke havde været bekendt med at muligheden eksisterede.
• Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt der kunne ydes hjælp til aflastning efter servicelovens § 28 til søskende til et handicappet barn. Ankestyrelsen ville herunder tage stilling til, hvorvidt forældrene i givet fald ville være berettiget til at få hjælp til aflastning til deres raske søn med tilbagevirkende kraft fra det tidspunkt, hvor broderen fik stillet diagnosen DAMP.