Ankestyrelsens principafgørelse C-17-02

Lovhenvisninger

• Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 844 af 24. september 2001 - § 28, stk. 1 og § 97, stk. 1
• Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 41, stk. 1

Afgørelse

Information

• Sagen drejede sig om en 17-årig pige, som siden 2-års alderen havde lidt af en nyresygdom. Det var oplyst, at hun grundet nyresygdommen var i fast medicinsk behandling. Pigen havde gennem de sidste år udviklet pletskaldethed, hvilket muligvis måtte tilskrives den defekt pigen havde i sit immunsystem, som også gav hende nyresygdommen. På ansøgningstidspunktet havde pigen hverken øjen-, øjenbryns- eller hovedhår.
• Sygehuset indgav herefter på forældrenes vegne ansøgning til kommunen om dækning af udgifter til indkøb af ansigts make-up.
• Kommunen gav afslag på ansøgningen om indkøb af ansigts make-up efter servicelovens § 97.
• Ansøger påklagede i samarbejde med sygehuset kommunens afslag til det sociale nævn. I et bilag til klagen var der bl.a. henvist til en kosmetolog, som kunne tatovere øjenbryn og øjenvipper.
• Kommunen genvurderede sagen og fastholdt afslaget. Kommunen henviste samtidig til, at der i øvrigt ikke var hjemmel til at bevilge støtte til tatovering af øjenbryn og øjenvipper efter servicelovens § 97.
• Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse om afslag på støtte til køb af ansigts make-up efter servicelovens § 97.
• Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at servicelovens § 97 alene ses at indeholde hjemmel til at bevilge hjælp til hudpræparater til at skjule stærkt skæmmende modermærker og ardannelse på hoved og hals, samt til hudbeskyttende cremer til anvendelse på hoved og hals efter hudtransplantationer eller forbrændinger.
• Nævnet besluttede imidlertidig samtidig at hjemvise sagen til kommunen til fornyet behandling og afgørelse af, om der eventuelt kunne ydes hjælp til det ansøgte i henhold til lov om social service § 28.
• Forud for kommunens fornyede vurdering af sagen indhentede kommunen en udtalelse fra kommunes lægekonsulent, som bl.a. oplyste, at den ansøgte tatovering af øjenbryn og øjenvipper kunne foregå på sygehuset, men at der ofte var 3-5 års ventetid. Ventetiden skyldtes økonomi.
• Kommunen gav herefter afslag på ansøgning om støtte til tatovering af øjenbryn og øjenvipper efter servicelovens § 28.
• Kommunen lagde ved afgørelsen vægt på, at lægehenvist behandling hos kosmetolog ikke kunne betragtes som en merudgift ved forsørgelsen.
• Kommunen gav samtidig afslag på at yde hjælp efter aktivlovens § 82 og lagde herved vægt på, at ansøger, ifølge ansøgers egne oplysninger, var i besiddelse af en væsentlig formue og derfor selv havde mulighed for at afholde udgiften.
• Ansøger påklagede kommunens afslag til det sociale nævn.
• Det sociale nævnt fandt, at ansøger var berettiget til hjælp til behandlingen - tatovering af øjenbryn og øjenvipper hos kosmetolog - efter servicelovens § 28, som en nødvendig merudgift ved forsørgelsen af et handicappet barn i hjemmet.
• Nævnet lagde ved afgørelsen til grund, at der ikke var mulighed for at behandle ansøgers datters lidelse i offentligt regie.
• Nævnet fandt herefter på baggrund af de lægelige oplysninger, at behandlingen hos kosmetolog var nødvendig og velbegrundet. Nævnet lagde herved vægt på lidelsens sværhedsgrad samt de psykiske belastninger, som lidelsen havde og måtte forventes at medføre.
• Nævnet fandt endvidere, at lidelsen var en følge af datterens sygdom, der var beskrevet som alvorlig og kronisk. Det var i denne forbindelse ikke afgørende om hårtabet var en følge af den primære lidelse eller af den medicinske behandling herfor.
• Det blev bemærket, at hjælp efter § 28 til merudgifter ved forsørgelse af et handicappet barn i hjemmet er uafhængig af indkomst. Hjælp til merudgifter i forbindelse med nødvendig behandling som følge af handicappet, der ikke kan ydes i offentligt regi, skulle således i alle tilfælde vurderes efter servicelovens § 28 og ikke efter aktivlovens § 82.
• Nævnet havde afslutningsvist anført, at de var opmærksom på Socialministeriets vejledning af 5. marts 1998, hvorefter der ikke kan ydes hjælp til behandling. Denne begrænsning forudsatte dog iflg. nævnet, at der var mulighed for at yde hjælp indenfor det offentlige behandlingssystem, jf. vejledningens pkt. 85.
• I ansøgers klage til Ankestyrelsen var der bl.a. henvist til, at det ønskedes afklaret, hvorvidt udgifterne til tatovering henhørte under servicelovens § 28 eller § 97. Eventuelt således at udgifterne blev dækket efter servicelovens § 28 indtil ansøgers datter fyldte 18 år, hvorefter udgifterne blev dækket efter servicelovens § 97.
• Ansøger havde endvidere oplyst, at ansøger gennem foreningen Alopecia Areata var blevet bekendt med, at der er store variationer i kommunernes tolkning af, hvorvidt dækning af udgifter til tatovering af øjenbryn og øjenvipper falder ind under § 97.
• Kommunen havde i sin klage bl.a. anført, at der ønskedes en afklaring af i hvilket omfang en nødvendig behandlingsudgift som følge af handicappet, til børn skulle vurderes i henhold til servicelovens § 28 eller aktivlovens § 82.
• Der var i forlængelse heraf henvist til Socialministeriets vejledning af 5. marts 1998, pkt. 85, hvorefter behandlingsudgifter til handicappede børn kan ydes efter § 82 i lov om aktiv socialpolitik.
• Kommunen var i den forbindelse ikke enig med nævnet i udlægningen af vejledningens pkt. 85, hvorefter begrænsningen for at yde hjælp til behandling skulle forudsætte mulighed for at yde hjælp indenfor det offentlige behandlingssystem.
• Nævnet sendte efterfølgende supplerende bemærkninger til sagen.
• Nævnet havde herefter i forhold til det af kommunen anførte om, at hjælpen skulle være ydet efter aktivlovens § 82, bemærket at dette ville betyde et brud på princippet om, at hjælp til udgifter ved forsørgelsen af handicappede børn skal være uafhængig af forældrenes indkomst.
• Nævnet fandt derfor at hjælpen skulle ydes efter servicelovens § 28.
• I forhold til Ankestyrelsens antagelsestema, havde nævnet bemærket, at nævnet ikke fandt, at der kunne ydes hjælp efter servicelovens § 97.
• Nævnet fandt herunder ikke, at hjælpen var omfattet af hjælpemiddelbekendtgørelsens § 1, hvorefter hjælpemidlet skal afhjælpe en varig funktionsevnenedsættelse, ligesom hjælpen ikke kunne ydes efter bestemmelsen i hjælpemiddelbekendtgørelsens § 12, hvorefter der kun ses at være hjemmel til at bevilge hjælp til en række præcist afgrænsede hudpræparater.
• Nævnet fandt således ikke, at der var tale om et hjælpemiddel i lovens forstand men derimod behandling.
• Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt der kan ydes hjælp til dækning af udgifter til tatovering af øjenbryn og øjenvipper efter servicelovens § 28 om merudgifter eller efter servicelovens § 97 om hjælpemidler.