Ankestyrelsens principafgørelse C-14-99

Ankestyrelsen vurderede og behandlede sagen efter reglerne i bilbekendtgørelsens § 1 og § 2, stk. 1, nr. 1 og 3, om henholdsvis behov for kørsel til og fra et arbejde hvor ansøgeren skaffer sig et væsentligt bidrag til forsørgelsen, og om behov for kørsel der i væsentlig grad kan afhjælpe følgerne af funktionsnedsættelsen og derved i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse.

Ved vurdering på erhvervsmæssigt grundlag alene, jf. bekendtgørelsens § 1 og § 2, stk. 1, nr. 1, lagde Ankestyrelsen til grund, at ansøger drev et selvstændigt revisionsfirma fra bopælsadressen. Ankestyrelsen lagde til grund, at ansøger havde kundebesøg i afstande på mellem 10 km. og 100 km. , som ikke kunne planlægges i forhold til offentlige transportmidler, hvorfor en bil var nødvendig for at kunne drive firmaet.

Ankestyrelsen fandt ikke, at ansøger opfyldte betingelserne for støtte til køb af bil på erhvervsmæssigt grundlag efter bilbekendtgørelsen, jf. også betingelserne i Socialministeriets vejledning pkt. 73 om, at bilen skal dække det personlige kørselsbehov, og at der ikke kan lægges afgørende vægt på, at en bil er et nødvendigt led ved arbejdets udførelse.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at en ikke-handicappet person ligeledes ville have behov for bil for at udføre arbejdet i firmaet med kørsel til kunder i en afstand mellem 10 og 100 km. Det var således ikke p.g.a. lidelsen/funktionsnedsættelsen, at en bil var nødvendig, men p.g.a. arbejdets særlige karakter.

Ankestyrelsen fandt herefter ikke, at der var grundlag for en nærmere vurdering af størrelsen af indtægten ved den selvstændige virksomhed i forbindelse med spørgsmål om bl.a. afskrivninger, som var rejst under sagens behandling.

For så vidt angik en vurdering af sagen efter bekendtgørelsens § 1 og § 2, stk. 1, nr. 3, hjemviste Ankestyrelsen sagen til amtskommunen med henblik på fornyet behandling og afgørelse efter indhentelse af erklæring fra en rygspecialist, idet der var behov for en aktuel vurdering af ansøgerens funktionsevne.

Ankestyrelsen lagde ved denne vurdering vægt på, at sagen ikke var tilstrækkeligt lægeligt belyst, efter at ansøgeren i november 1998 var blevet re-opereret.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse om afslag på bilstøtte på erhvervsmæssigt grundlag og hjemviste sagen for så vidt angik ikke-erhvervsmæssigt grundlag.

Ankestyrelsen tilføjede samtidig, at såfremt amtskommunen måtte finde ansøgeren støtteberettiget på ikke-erhvervsmæssigt grundlag ville det ikke udelukke, at bilen kunne benyttes i erhverv.