Ankestyrelsens principafgørelse A-31-00

Lovhenvisninger

• Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 266 af 12. april 2000 - § 2, stk. 3

Afgørelse

Information

• Ansøger, der på ansøgningstidspunktet var 14 år og boede hjemme, nedkom i oktober 1999 med en søn. I den forbindelse blev hun vejledt om, at hun ville modtage kontanthjælp som forsørger, og at hendes mor dermed ikke mere ville modtage familieydelserne.
• Efterfølgende gav kommunen afslag på kontanthjælp. Den fandt, at forsørgelsen påhvilede moderen.
• Kommunen begrundede afgørelsen med, at efter kapitel 2 i lov om børns retsstilling havde forældrene (privat)retlig forsørgelsespligt overfor deres børn indtil det 18. år. Denne pligt ophørte kun, såfremt barnet indgik ægteskab, medmindre statsamtet bestemte andet.
• Dette betød således, at der fortsat ville kunne udbetales børnebidrag forskudsvis til ansøger efter reglerne i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag. Ligeledes ville der fortsat ske udbetaling af børnetilskud (jfr. § 5) og børnefamilieydelse (jfr. § 2) til hendes forsørgelse, idet hun ikke havde indgået ægteskab.
• Efter lov om aktiv socialpolitik § 2, stk. 1, har forældre som udgangspunkt, i forhold til det offentlige, også forsørgelsespligt overfor deres børn indtil det fyldte 18. år. Det fremgår imidlertid af § 2, stk. 3, at ansvaret for at forsørge barnet i forhold til det offentlige ophører, hvis barnet selv har ansvar for at forsørge en ægtefælle eller et barn. Denne regel skulle efter kommunens vurdering fortolkes således, at der skulle ses bort fra forældrenes økonomiske forhold, såfremt barnet i øvrigt var berettiget til
• kontanthjælp til forsørgelse.
• Det forhold, at ansøger selv havde fået et barn og forsørgelsespligt overfor dette, berettigede ikke i sig selv til udbetaling af kontanthjælp til forsørgelse. Kommunen vurderede, at der ikke var indtrådt sådanne ændringer og indkomstbortfald som forudsat i § 11 i lov om aktiv socialpolitik, idet ansøger fortsat var skoleelev og undervisningspligtig, og der fortsat ville blive udbetalt bidrag, børnetilskud og børnefamilieydelse til hendes forsørgelse.
• Af lov om aktiv socialpolitik § 2, stk. 4, fremgik videre, at kommunen uafhængigt af forældrenes forsørgelsesansvar gav hjælp til en gravid datter under 18 år til dækning af de behov, der var en følge af graviditeten. Kommunen havde således ydet ansøger hjælp til kursus for unge gravide, beklædning og spædbørnsudstyr.
• Kommunen var opmærksom på, at der kunne gå nogen tid til behandling af faderskabssagen og en efterfølgende forskudsvis udbetaling af børnebidrag, ligeledes at børnetilskud og børnefamilieydelse først kunne udbetales den 20. januar 2000 for januar kvartal. Indtil disse ydelser faldt på plads ville der efter en konkret vurdering kunne ydes hjælp til ansøger i henhold til § 81 i lov om aktiv socialpolitik, således at hun kunne forsørge sit eget barn.
• I klagen til nævnet blev det anført, at der var tale om en fejlfortolkning af lovbestemmelserne. Desuden henvistes til, at der ved den første afgørelse var tale om en begunstigende forvaltningsakt.
• Nævnet fandt, at ansøger var berettiget til kontanthjælp, jfr. lovens § 25, stk. 2.
• Efter aktivlovens § 2, stk. 3, ophører ansvaret for forsørgelse af et barn, når barnet selv får ansvaret for at forsørge et barn.
• Nævnet fandt herefter, at ansøger opfyldte betingelserne for kontanthjælp, jfr. aktivlovens § 11.
• Der fremgår af aktivlovens § 25, stk. 2, at en person under 25 år, der forsørger eget barn i hjemmet pr. 1. januar 2000 modtager brutto kr. 9.865,00 pr. måned.
• Nævnet ændrede således kommunens afgørelse.
• I klagen til Ankestyrelsen blev det bl.a. anført, at der i forbindelse med sagen var rejst en række spørgsmål, som var uafklaret i praksis, og med hensyn til spørgsmålet om børnefødsel som social begivenhed, syntes afgørelsen at stride mod SM A-27-99.
• Ankestyrelsen anmodedes om at tage stilling til, om der kunne foreligge en kontanthjælpsberettigende social begivenhed for en 14-årig skolesøgende pige, der selv fik et barn, men fortsat boede hjemme hos sin egen moder, herunder hvilken betydning det havde, at den offentlige, men ikke den privatretlige forsørgelsespligt var ophørt, og at forsørgelsesbehovet for så vel pigen selv, som hendes barn var dækket af børneydelser og bidrag.
• Det var kommunens opfattelse, at grundbetingelserne om social begivenhed i aktivlovens § 11 ikke var opfyldt. Ansøger havde været ude for en ændring i sine forhold, da hun fik et barn, men hun var ikke derved blevet afskåret fra at skaffe det fornødne til sin forsørgelse. Denne påhvilede nemlig efter lov om børns retsstilling uændret hendes forældre.
• Hertil kom, at ansøger som uddannelsessøgende var afskåret fra hjælp efter § 12, da hendes situation ikke kunne siges at være omfattet af § 1 i bekendtgørelse nr. 10 af 8. januar 1998. Ansøger skulle fortsætte sin skolegang efter barsel. Der var ikke sket en ændring i hendes økonomiske forhold, og hun
• kunne således ikke være berettiget til løbende kontanthjælp.
• Aktivlovens § 2 anvendt alene kunne ikke være tilstrækkeligt grundlag for at fravige lovens hovedprincip, hvorefter under-18-årige kun undtagelsesvis kan anses for selvstændigt berettigede til hjælp.
• Afgørelsen forekom i strid med lovens princip om ydelsernes subsidiære karakter, og dens intentioner, herunder enhvers eget ansvar for sig og sine.
• Nævnet anførte efterfølgende til Ankestyrelsen, at der ved afgørelsen var taget udgangspunkt i aktivlovens § 2, stk. 3, hvorefter ansvaret, i forhold til det offentlige, for at forsørge et barn ophørte, hvis barnet selv forsørgede et barn. Nævnet fandt herefter, at ansøger måtte være berettiget til offentlig hjælp uafhængigt af forældrenes økonomiske forhold, og at offentlig hjælp ikke var subsidiær i forhold til forældrenes forsørgelsespligt. For så vidt angik størrelsen af beløbet, var der ikke i loven sondret mellem hjemmeboende og udeboende forsørgere, jfr. aktivlovens § 25.
• Nævnet bemærkede i øvrigt, at børneydelserne ikke var beregnet til fuldt ud at dække forsørgelsespligten, jfr. SM 0-49-98.
• Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om en 14-årig skolesøgende pige, der fik et barn og fortsat boede hjemme, kunne siges at have mistet sit forsørgelsesgrundlag.