Ankestyrelsens principafgørelse A-27-07

GældendeÅr: 2007Udgivet: 2013-07-10

Beskrivelse

En EU-borger havde fået afslag på EU/EØS- opholdsbevis og fik pålagt at forlade Danmark. Kommunen standsede kontanthjælpen, da borgeren ikke havde processuelt ophold i Danmark. Borgeren ansøgte på ny om registreringsbevis inden for fristen for at for...

Journalnummer

J.nr.: 2000235-07

Indhold

Lovhenvisninger

  • Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1009 af 24. oktober 2005 - § 3, stk. 1 og § 3, stk. 2

Afgørelse

Kommunen havde ikke grundlag for at standse kontanthjælpen. Borgeren måtte anses for at have processuelt ophold i Danmark, så længe Udlændingeservice ikke havde truffet afgørelse i sagen om udstedelse af EU/EØS- opholdsbevis.

Borgeren var således omfattet af den personkreds, der kunne modtage kontanthjælp.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde vægt på, at borgeren inden udrejsefristens udløb på ny havde ansøgt om registreringsbevis.

Statsforvaltningen afviste den 26. oktober 2006 at træffe afgørelse på ny i borgerens sag om registreringsbevis.

Denne afgørelse blev afleveret via afleveringsattest den 5. december 2006. Borgeren havde den 6. december 2006 klaget over denne afgørelse til Udlændingeservice.

Endvidere lagde Beskæftigelsesudvalget vægt på, at Udlændingeservice havde oplyst, at klagen over statsforvaltningens afgørelse automatisk havde opsættende virkning, hvis der var klaget rettidigt.

Kommunen havde således ikke ret til at standse udbetaling af kontanthjælp og den særlige støtte med henvisning til, at borgeren blev pålagt udrejse fra Danmark.

Beskæftigelsesudvalget ophævede derfor kommunens og beskæftigelsesankenævnets afgørelse.

Det tilføjedes, at kommunen burde have oplyst ham om standsningen af udbetalingen af kontanthjælp og den særlige støtte

Beskæftigelsesudvalget kritiserede beskæftigelsesankenævnet, fordi nævnet ikke havde indhentet yderligere oplysninger fra kommunen og Udlændingeservice.

Kommunen skulle derfor træffe en ny afgørelse om, hvorvidt der herefter var grundlag for kontanthjælp.

Information

  • Kommunen standsede udbetaling af kontanthjælp og den særlige støtte til en EU-borger. Begrundelsen herfor var, at borgeren ikke havde ret til at opholde sig i Danmark.
  • Beskæftigelsesankenævnet stadfæstede kommunens afgørelse. Nævnet henviste til, at borgeren ikke længere havde ret til kontanthjælp og den særlige støtte, allerede fordi borgeren på det foreliggende grundlag ikke opfyldte betingelserne om lovligt ophold.
  • Nævnet henviste til, at statsforvaltningen havde afvist at træffe ny afgørelse om EU- registreringsbevis under henvisning til, at der ikke var fremkommet væsentlige nye oplysninger. Det var statsforvaltningens opfattelse, at ansøgningen om registreringsbevis alene var indgivet med henblik på at opnå processuelt ophold i Danmark under sagens behandling. Borgeren havde klaget over denne afgørelse til Udlændingeservice.
  • Beskæftigelsesankenævnet fandt, at det afgørende i sagen var, at retten til kontanthjælp og den særlige støtte var betinget af, om der var tale om et såkaldt processuelt ophold. Der sås ikke aktuelt at være en verserende sag vedrørende EU-registreringsbevis, som gav ret til processuelt ophold.
  • Borgeren klagede over nævnets afgørelse til Ankestyrelsen.
  • Under sagens behandling blev der indhentet oplysninger fra Udlændingeservice.
  • Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af praksis og fremgangsmåde i sager om lovligt ophold, jf. aktivlovens § 3.

Metadata

Retsområder

Aktivloven

Nøgleord

KontanthjælpEuOpsættende virkningRegistreringsbevisLovligt opholdProcessuelt opholdOpholdsbevis

Paragraffer

§ 3

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse A-27-07

Udgivet: 2013-07-10

En EU-borger havde fået afslag på EU/EØS- opholdsbevis og fik pålagt at forlade Danmark. Kommunen standsede kontanthjælpen, da borgeren ikke havde processuelt ophold i Danmark. Borgeren ansøgte på ny om registreringsbevis inden for fristen for at for...

Ankestyrelsens principafgørelse 102-11

Udgivet: 2013-07-10

En EU-statsborger havde ret til starthjælp, men ikke ret til kontanthjælp. Lovligt ophold Ved ansøgning om hjælp må kommunen konkret vurdere i den enkelte sag, om statsforvaltningen må forventes at ville anse en EU-borgers ophold i Danmark for lovlig...

Ankestyrelsens principafgørelse 39-12

Udgivet: 2013-07-10

Forældelsesfristen på tre år i bestemmelsen i lov om aktiv socialpolitik om bortfald af tilbagebetalingskrav skal først regnes fra den dag, hvor kommunen får kendskab til, at der kan være et tilbagebetalingskrav mod en borger. Forældelse efter bestem...