Ankestyrelsens principafgørelse 39-12

Lovhenvisninger

• Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 946 af 1. oktober 2009 - § 95, stk. 2

Afgørelse

Begrundelse for afgørelsen

Information

• Vi har afgjort sagen på grundlag af:
• • De oplysninger, som forelå, da Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen YY traf afgørelse i sagen
• • Beskæftigelsesankenævnets afgørelse af 4. august 2011
• • Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 22. august 2011
• • Beskæftigelsesankenævnets genvurdering
• Det fremgår af sagens oplysninger, at A Kommune den 10. februar 2011 traf afgørelse om, at NN skulle tilbagebetale kontanthjælp for perioden 28. marts 2007 til 31. august 2007.
• Kommunen skønnede, at NN mod bedre vidende, uberettiget havde modtaget ydelser i perioden ved at udlade at give kontanthjælpsafsnittet besked om arbejdsindtægter.
• Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen YY ændrede den 4. august 2011 kommunens afgørelse.
• Nævnet fandt, at kommunens tilbagebetalingskrav var forældet efter aktivlovens § 95, stk.2, hvorefter kravet bortfalder, når der er gået 3 år efter hjælpens ophør, uden at der har været økonomisk mulighed for at gennemføre kravet.
• Nævnet lagde vægt på, at kommunen havde fremsat kravet den 10. februar 2011, og at kravet vedrørte kontanthjælp udbetalt i perioden marts 2007 til august 2007.
• A Kommune har den 22. august 2011 klaget over nævnets afgørelse.
• I klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har kommunen anført, at tilbagebetalingskravet er rejst den 4. februar 2011, og at der er tale om en uoplyst indtægt, som ikke fremgår af e-indkomst, da det er NN moder, der ud af sin økonomiske hjælp efter serviceloven til pleje, har aflønnet NN mod, at han har plejet hende.
• Kommunen finder ikke, at tilbagebetalingskravet er forældet. Kommunen blev først i januar 2011 bekendt med, at NN havde uoplyst arbejdsindtægt samtidig med modtagelse af kontanthjælp.
• Kommunen har ikke haft mulighed for at konstatere denne indtægt på et tidligere tidspunkt, hvorfor kommunen finder, at den gældende 3 års forældelsesfrist for inddrivelse af kravet både jf. forældelsesloven og jf. aktivloven først vil være gældende på det tidspunkt, hvor forvaltningen fik kendskab til den uoplyste arbejdsindtægt.
• Kommunen har henvist til blandt andet forældelseslovens kap. 3, § 3, stk. 2, hvoraf fremgår”var fordringshaveren ubekendt med fordringen eller skyldneren, regnes forældelsesfristen i stk. 1, først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil”.
• Kommunen fandt, at forældelsesreglen i aktivlovens § 95 er gældende for inddrivelse af et tilbagebetalingskrav fra den dato, hvor forvaltningen fik eller burde have fået kendskab til den uoplyste indtægt.
• Kommunen har endvidere anført i klagen, at det er kommunens opfattelse, at forældelse efter aktivlovens § 95 kun kan indtræde, når der efter 3 år ikke har været økonomisk mulighed for at gennemføre kravet.
• Nævnet har i sin genvurdering anført, at forældelsesloven ikke finder anvendelse. Nævnet har henvist til, at det af forældelseslovens § 1 fremgår, at loven anvendes, medmindre andet følger af særlige bestemmelser om forældelse i anden lov.