Serviceloven
2022

Ankestyrelsens principmeddelelse 47-22 om botilbud - opsigelse - serviceloven

22-13550

Resume

Principmeddelelsen fastslår Hvis en borger er visiteret til et botilbud, vil borgeren blive placeret på et konkret botilbud i medfør af en afgørelse truffet af kommunen over for borgeren og i medfør af en aftale mellem kommunen og botilbuddet om plac...

Afgørelse

Du har klaget over X Kommunes afgørelse om, at du ikke længere kan have ophold på botilbuddet Q. X Kommune afgjorde sagen den 12. juli 2021.     Denne afgørelse sendes til Y Kommune, som er din aktuelle handlekommune.   Ankestyrelsen har nu afgjort din sag.   Resultatet er:   Du har ikke ret til en plads på Q   Det betyder, at vi stadfæster kommunens afgørelse, da vi er kommet til samme resultat.   Begrundelse for afgørelsen   Sådan vurderer vi sagen Ankestyrelsen vurderer, at kommunen kunne udvisitere dig fra botilbuddet Q.   Hvad er afgørende for resultatet Du er diagnosticeret med Aspergers syndrom og har en betydelig og varig psykisk funktionsnedsættelse, som gør, at du generelt er udfordret i forhold til planlægning og strukturering af dagligdagen.   Det fremgår af sagen, at du primært er udfordret på dine sociale kompetencer, som medfører væsentlige og omfattende begrænsninger i din interaktion med andre mennesker, og at du har svært ved at blive realitetsorienteret eller korrigeret.   Du har boet på botilbuddet Q, som er et midlertidigt botilbud, fra den 1. december 2020. Q har opsagt aftalen med kommunen om din placering på botilbuddet.   Botilbuddet har ifølge kommunens afgørelse  oplyst, at du bliver stresset og frustreret af at bo i en institutionel ramme, på trods af at du bor i en selvstændig bolig, og at du i stigende grad har udtrykt massiv utilfredshed med medarbejdere og ledelse på Q, og at dette i særdeleshed har vanskeliggjort samarbejdet med dig.   Der er ikke i serviceloven bestemmelser, der giver kommunerne mulighed for at pålægge et botilbud at have en bestemt borger boende.       Det betyder, at kommunen ikke kan tilbyde dig plads på Q, og at kommunen derfor i overensstemmelse med servicelovens regler skal sikre sig, at du får den hjælp, som du har brug for, herunder fx ved visitering til et nyt botilbud.   Hvis du ikke er i stand til give et informeret samtykke, eller du modsætter dig at blive optaget i et særligt botilbud, skal kommunen iagttage reglerne om flytning uden samtykke, hvis kommunen fortsat vurderer, at du skal bo i et botilbud.   Vi er opmærksomme på, at du har oplyst, at du har klaget over afgørelsen, fordi du mener, at du er omfattet af personkredsen for et midlertidigt botilbud. Du har også oplyst at du mener, at du kan blive boende på Q som et længerevarende botilbud.   Det ændrer ikke på afgørelsens resultat, fordi det afgørende er, at Q har opsagt aftalen med kommunen om din placering på stedet. Q er derfor ikke længere et egnet tilbud til dig.   Om reglerne Målgrupperne for midlertidigt botilbud er: 1) Personer som på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov for et § 107-tilbud. Ifølge bemærkningerne til bestemmelsen, er det personer med behov for aflastning, optræning, afprøvning af fremtidige bomuligheder, udslusning mv. 2) Personer med betydelig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne, der har behov for omfattende hjælp til almindelige daglige funktioner eller for pleje, eller som i en periode har behov for særlig behandlingsmæssig støtte. Det er ifølge bemærkningerne til bestemmelsen personer, hvis behov er så omfattende, at de ikke kan dækkes på anden vis. Der kan være tale om behov for aflastning, behandling, optræning og udslusning mv. 3) Personer med nedsat psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer, der har behov for pleje eller behandling, og som på grund af disse vanskeligheder ikke kan klare sig uden støtte. Ifølge bemærkningerne til bestemmelsen kan det dels være personer med stofmisbrug som hovedproblem, dels personer med andre adfærdsmæssige problemer af psykisk eller social karakter, herunder personer med sindslidelser.    Hvis en borger er visiteret til et botilbud, vil borgeren blive placeret på et konkret botilbud i medfør af en afgørelse truffet af kommunen over for borgeren og i medfør af en aftale mellem kommunen og botilbuddet om placeringen af borgeren.   Botilbuddet kan opsige aftalen med kommunen i henhold til aftalens indhold. Botilbuddets opsigelse af aftalen med kommunen er ikke reguleret af serviceloven.   Hvis botilbuddet opsiger aftalen med kommunen om placeringen af borgeren, kan kommunen udvisitere borgeren fra botilbuddet. Kommunen skal da i overensstemmelse med servicelovens almindelige regler sikre sig, at borgeren får den hjælp, som borgeren har behov, herunder ved visitering til et nyt botilbud.   Tilsvarende betragtninger gør sig gældende, hvis et længerevarende botilbud efter servicelovens § 108 eller et botilbud oprettet efter almenboliglovens § 105, stk. 2, opsiger aftalen med kommunen om at levere hjælp til borgeren.

Nøgleord

BotilbudOpsigelseServiceloven