Sygedagpengeloven
2012

138-12

J.nr.: 5600037-12

Resume

Kravet om rettidig anmeldelse anses ikke for opfyldtnår a-kassengiver oplysninger inden for fristen til brug for kommunens behandling af den sygemeldte lediges sag. Førstnår den sygemeldte lediges bekræftelse af sygdomsfravær, årsag m.v., er modtaget...

Lovgrundlag

  • Lov om sygedagpenge - lovbekendtgørelse nr. 653 af 26. juni 2012 - § 38

Sagsfremstilling

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da Beskæftigelsesankenævnet traf afgørelse i sagen

• Beskæftigelsesankenævnets afgørelse af 16. maj 2011

• Klagen til Ankestyrelsen af 27. maj 2011

• Beskæftigelsesankenævnets genvurdering

Kommunen traf den 25. november 2010 afgørelse om, at da underretningsbrevet ikke er modtaget, kunne der ikke udbetales dagpenge.

Efter reglerne i sygedagpengelovens § 38, skal sygefraværet anmeldes til kommunen senest en uge efter første fraværsdag eller, hvis arbejdsgiveren har udbetalt dagpenge, senes en uge efter, at udbetaling fra arbejdsgiveren er ophørt, for at få dagpenge fra første fraværsdag (eller første dag efter at arbejdsgiveren er ophørt med at udbetale).

Beskæftigelsesankenævnet ændrer kommunens afgørelse.

Det betyder ifølge nævnet, at medlemmet har ret til sygedagpenge fra den 4. november 2010 (hvis han opfylder de øvrige betingelser i sygedagpengeloven).

Medlemmet har anmeldt sit sygefravær til tiden. Den første sygefraværsdag var den 4. november og a-kassen har anmeldt sygefraværet via NemRefusion den 4. november. Det forhold, at medlemmet ikke har returneret det supplerende skema inden den fastsatte frist, er ikke et forhold, der kan bevirke, at han kan få afslag på sygedagpenge.

Nævnet har lagt vægt på, at der er sket rettidig anmeldelse og at der ikke er retsvirkninger tilknyttet kommunens eget skema. Der er ikke hjemmel i loven til at give afslag på sygedagpenge alene på baggrund af for sen fremsendelse af det supplerende skema.

Nævnet har endelig lagt vægt på, at der i det lovpligtige oplysningsskema er tilknyttet retsvirkninger og at dette skal returneres inden for den fastsatte frist, da det ellers vil få konsekvenser for udbetalingen af sygedagpenge.

Nævnet har derfor vurderet, at anmeldelse af sygefravær er sket rettidigt, og at medlemmet derfor er berettiget til sygedagpenge, såfremt de øvrige betingelser i sygedagpengeloven er opfyldt.

Kommunen har klaget over Beskæftigelsesankenævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at kommunen finder, at a-kassens indberetning af oplysninger til brug for behandling af sagen ikke kan erstatte borgerens egen anmeldelse, med mindre der foreligger en fuldmagt fra borgeren.

Kommunen henviser til Principafgørelse 139-09. Det fremgår af sygedagpengelovens § 38, skt. 1, at anmodning om sygedagpenge fra kommunen skal ske senest en uge efter første fraværsdag.

Kommunen modtog den 4. november 2010 oplysninger fra a-kassen via den digitale løsning, NemRefusion, og den 26. november 2010 modtog kommunen den underskrevne anmeldelse fra borgeren, med første sygefraværsdag den 4. november 2010.

Nævnet fastholder sin afgørelse.

Nævnet bemærker, at Principafgørelsen 139-09 handler om blanketten dp 200A, hvorpå pligter og konsekvenser fremgår. I kommunens underretningsbrev (genereret af en digital anmeldelse fra a-kassen) fremgår ikke, hvilke konsekvenser for sen aflevering måtte have.

Borgeren har ikke i fornøden grad været bekendt med konsekvensen ved for sen aflevering.

Afgørelse

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i sag om, hvorvidt fristen for anmeldelse af sygefravær kan anses for overholdt, når kommunen har fået oplysninger om sygefraværet fra a-kassen inden anmeldelsesfristens udløb. Resultatet er • Anmeldelsesfristen er ikke overholdt, når den sygemeldte indsender underretningsbrevet for sent Det betyder, at kravet om rettidig anmeldelse ikke kan anses for opfyldt ved a-kassens afgivelse af oplysninger inden for fristen til brug for kommunens behandling af den sygemeldte lediges sag. Vi ændrer således afgørelsen fra Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen YY. Vores afgørelse medfører ikke, at borgeren skal tilbagebetale sygedagpenge for den for sent anmeldte periode, hvis kommunen har udbetalt dem. Der var enighed på mødet.

Nøgleord

LedigFor sen anmeldelseA-kasseSygedagpengeAnmeldelsesfrist