Sygedagpengeloven
2016

68-16

2016-3312-24409

Resume

Der kan ske forlængelse af udbetalingen af sygedagpenge uden tidsbegrænsning efter sygedagpengelovens § 27, stk. 1, nr. 5, når en læge vurderer, at den sygemeldte har en livstruende og alvorlig sygdom. Bestemmelsen gælder for alle tilfælde, hvor en l...

Afgørelse

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at du på standsningstidspunktet ikke opfyldte betingelsen for forlængelse af udbetalingen af sygedagpenge efter bestemmelsen om livstruende og alvorlig sygdom. Kommunen har ved afgørelse af den 16. juli 2015 truffet afgørelse om, at udbetalingen af sygedagpenge ophørte efter den 30. juni 2015. Du var ved afgørelse af den 30. juni 2015 tilkendt førtidspension med virkning fra 1. juli 2015. Udbetalingen af sygedagpenge ophører, når den sygemeldte overgår til førtidspension. Det fremgår af Ankestyrelsens principafgørelse 79-09, at kommunen ikke er berettiget til at påbegynde en førtidspensionssag, når borgeren, opfylder betingelsen for forlængelse af sygedagpenge uden tidsbegrænsning, og hellere vil fortsætte med sygedagpengene. Livstruende og alvorlig sygdom Vi vurderer, at der ikke var grundlag for at forlænge udbetalingen af sygedagpenge efter bestemmelsen om livstruende og alvorlig sygdom. Du fik konstateret kræft i november 2013. Vi har ved vurderingen lagt vægt på oplysningerne i statusattest fra Onkologisk afdeling af den 25. april 2014, hvoraf fremgår, at der var tale om kræft i bughulen. Du var opereret, og alt synligt kræftvæv var fjernet. Det fremgår videre, at nogle patienter bliver fuldstændig raske, mens de fleste vil have en kronisk kræftsygdom. Hvilken gruppe du tilhørte, var endnu for tidligt at udtale sig om. Vi har derudover lagt vægt på oplysningerne i statusattest fra Onkologisk afdeling, af den 27. august 2014, hvor det fremgår, at din diagnose var udbredt æggestokkræft. Du var blevet kontrolscannet, og der var fortsat ikke tegn på kræft. Prognosen var, at du på et tidspunkt ville få et tilbagefald. Det var uklart, hvornår tilbagefaldet ville komme. Vi har desuden lagt vægt på oplysningerne i statusattest af den 30. oktober 2014 fra Onkologisk afdeling, hvor det fremgår, at du havde været gennem en langvarig kemobehandling for kræft i æggestokkene, og at sygdommen havde en karakter der gjorde, at den kunne vende tilbage. På daværende tidspunkt havde der ikke været tegn til tilbagefald. Af lægeattest til rehabiliteringsteam af 9. marts 2015 fremgår det, at du blev fulgt hver 3. måned på kræftafdelingen. Du fik ikke længere kemoterapi, men du deltog i rehabiliteringstræning to gange ugentligt. Du havde aktuelt følger af lidelsen og behandlingen heraf i form af smerter, psykisk belastningsreaktion, udtalt træthed og manglende koncentrationsevne, nedsat hukommelse, initiativløshed m.m. Vi har desuden lagt vægt på, at det af referat fra rehabiliteringsmødet den 21. maj 2015 fremgår, at kontrolskanninger ikke havde vist tegn på kræft. På den baggrund vurderer vi, at du på tidspunktet for kommunens afgørelse ikke havde en alvorlig og livstruende sygdom, da der ikke var dokumenteret tilbagefald. Vi henviser til Ankestyrelsens principafgørelse 30-15, hvor det fremgår, at det er en forudsætning for forlængelse efter sygedagpengelovens § 27, stk. 1, nr. 5, at borgeren aktuelt har en sygdom, der er livstruende og alvorlig. Bestemmelsen finder derfor ikke anvendelse i tilfælde, hvor en borger har en alvorlig lidelse, som medfører, at borgeren fremtidigt har en øget risiko for at få en livstruende sygdom. Efter reglerne gælder, at sygedagpenge som udgangspunkt er en korttidsydelse. Der kan ske tidsubegrænset forlængelse af sygedagpengeperioden, når en læge vurderer, at den sygemeldte har en livstruende og alvorlig sygdom. Kommunen kan ikke påbegynde en førtidspensionssag, når borgeren opfylder betingelserne for forlængelse af sygedagpengene uden tidsbegrænsning.

Nøgleord

Livstruende og alvorlig sygdomForlængelse