D-6-08

Ansøgeren blev sygemeldt i oktober 2005 på grund af hoste og somatiseringstilstand/angst. Hun gik til behandling hos en psykolog fra marts 2006. Behovet for behandling var udløst af hendes reaktion på en nærtstående slægtnings død.

Kommunen traf i november 2006 afgørelse om, at ansøgeren ikke opfyldte nogen af betingelserne for forlængelse i den dagældende dagpengelovs § 22, stk.1, ved varighedsbegrænsningens indtræden den 31. oktober 2006.

Beskæftigelsesankenævnet ændrede kommunens afgørelse og fandt ansøgeren berettiget til forlængelse af dagpengene efter dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2.

Nævnets afgørelse var begrundet med, at den behandlende psykolog i oktober 2006 havde tilkendegivet, at vurderingen af, om ansøgeren ville kunne vende tilbage til A-kassesystemet inden for 2 x 13 uger, ville afhænge af, hvordan hun reagerede på den igangværende behandling over de næste par måneder.

Nævnet henviste desuden til Principafgørelse D-9-02.

Afgørelsen blev anket af kommunen, som anførte, at det ifølge den nævnte Principafgørelse på afgørelsestidspunktet skulle vurderes, at afklaring af arbejdsevnen forventedes at kunne ske inden for højst 2 x 13 uger, for at der kunne forlænges efter den dagældende § 22, stk. 1, nr. 2. Dette var efter kommunens vurdering ikke tilfældet. Kommunen henviste endvidere til Principafgørelserne D-12-03 og D-5-03.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om nævnets afgørelse var i overensstemmelse med Ankestyrelsens praksis.