D-8-03

En 49-årig mand blev sygemeldt den 3. januar 2001 på grund af en vanskeligt regulerbar sukkersyge. Senere tilkom også hjerteproblemer.

Efter 3 måneders sygdom og en udtalelse fra egen læge om, at der nu skønnedes at være brug for socialmedicinske foranstaltninger for at bringe ham tilbage til arbejdsmarkedet, blev sagen overgivet til kommunens afdeling for opfølgning af dagpengesager.

Den 20. juli 2001 anmodede kommunen om oplysninger fra hospitalet.

Efter modtagelse af oplysningerne indkaldte kommunen den 17. september 2001 den sygemeldte til en personlig opfølgningssamtale den 17. oktober 2001.

I kommunens journalark var det om opfølgningssamtalen noteret, at der skulle indhentes lægeoplysninger med henblik på afklaring af, om han kunne henvises til afklaring på revacenter. Det fremgik af de tilhørende uddannelses- og erhvervsoplysninger at den sygemeldte havde indvilget i afprøvning på revacenter med henblik på afklaring af det videre erhvervsforløb, men han havde fortsat vanskeligt ved at styre sukkersygen og følte sig meget træt og havde svært ved at koncentrere sig. Han havde endvidere fået maveproblemer, som nu var under udredning.

Den 31. oktober 2001 modtog kommunen statusattest fra den behandlende overlæge. Det blev heri med henblik på revalidering/beskæftigelse anbefalet, at manden fik et arbejde, der ikke var for fysisk belastende med faste arbejdstider. Det blev skønnet, at der var en betydelig psykisk overbygning i sygdomskomplekset, som egen læge eventuelt kunne belyse nærmere.

Kommunen indhentede herefter statusattest af 12. november 2001 fra egen læge. Efter gennemgang af sagen indhentede kommunen yderligere oplysninger fra lægen i form af specifik helbredsattest af 8. januar 2002. Sagen blev herefter vurderet i socialmedicinsk teammøde.

Dagpengelovens varighedsbegrænsning indtrådte den 31. januar 2002, men dagpengeperioden blev forlænget med 13 uger efter dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2, med henblik på nærmere afklaring af arbejdsevnen.

Med henblik herpå var manden henvist til en revalideringsinstitution i perioden 25. januar 2002 til 6. marts 2002. Det blev herfra anbefalet, at han fik bevilling til 10 psykologsamtaler, hvilket skete.

Dagpengeretten blev forlænget med yderligere 13 uger den 30. april 2002 i forbindelse med ny henvisning til en revalideringsinstitution.

I forbindelse med den sygemeldtes ferie i perioden 8. juli 2002 til 21. juli 2002 oplyste revalideringscentret til kommunen, at der endnu ikke kunne tages stilling til, om revalideringsmulighederne var udtømt.

I brev af 30. juli 2002 meddelte kommunen, at dagpengene standsede den 2. august 2002, da manden ikke længere opfyldte nogen af forlængelsesbetingelserne i dagpengelovens § 22, stk. 1. Det ansås stadig for nødvendigt at afklare arbejdsevnen på revacentret.

I anken blev det bl.a. gjort gældende, at kommunen ikke inddrog den sygemeldte i opfølgningen af sagen før ved mødet den 17. oktober 2001, og at afklaring af arbejdsevnen kunne være sket før ophøret af dagpengeretten, hvis han var blevet inddraget i opfølgningen på et tidligere tidspunkt.

Det anførtes videre, at det må være kommunens risiko, at afprøvningen ikke kan afsluttes inden for 2 x 13 uger. Der henvistes til, at det i SM D-9-02 var anført, at forlængelse efter bestemmelsen i dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2, forudsætter, at det på afgørelsestidspunktet vurderes, at afklaringen af arbejdsevnen forventes at ske indenfor højst 2 x 13 uger.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse.

Der var ikke grundlag for forlængelse efter lovens § 22, stk. 1, nr. 2, da dagpengene allerede havde været forlænget i 2 x 13 uger med henblik på afklaring af erhvervsevnen.

Der var ikke i øvrigt grundlag for yderligere forlængelse efter dagpengelovens § 22, stk. 1.

Nævnet kritiserede kommunens opfølgning i sagen efter dagpengelovens § 24, idet kommunen kun sås at have haft telefonisk kontakt med den sygemeldte indtil møde den 17. oktober 2001 og havde undladt at udarbejde opfølgningsplan. Nævnet fandt dog at afgørelsen var indholdsmæssig korrekt og derfor ikke var ugyldig.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der er ret til fortsat udbetaling af dagpenge, hvis afklaring af arbejdsevnen, jf. dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2, ikke er afsluttet inden udløbet af forlængelsesperioden på 2 x 13 uger.