2-11
Officiel principafgørelse
En førtidspensionist, der modtager brøkpension, ville - hvis pensionisten ikke særskilt var omfattet af § 27a i aktivloven - opfylde betingelserne for at få løbende supplerende hjælp til forsørgelse efter reglerne i § 25 og § 26. En enlig brøkpension...
Sagsoplysninger
Vi har afgjort sagen på grundlag af:
• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen
• Nævnets afgørelse af 13. april 2010
• Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 8. maj 2010
• Nævnets genvurdering
Du havde søgt om supplerende kontanthjælp, idet din førtidspension på grund af din opholdstid i Danmark kunne udbetales med 25/40.
Kommunen traf afgørelsen om, at du var berettiget til kr. 1.500 brutto som månedlig supplement i henhold til lov om aktiv socialpolitik § 27a. Bevillingen var gældende fra den 1. januar 2010 til den 31. december 2010 og erstattede tidligere fremsendt afgørelse af den 11. november 2009. I den forbindelse henviste kommunen til, at beregningen, der blev foretaget på grund af dine dokumenterede indtægter og udgifter viste, at du på nuværende tidspunkt havde kr. 2.499 til rådighed per måned, når rimelige og nødvendige udgifter var betalt.
Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse og fandt, at du ikke havde ret til supplement ud over det af kommunen bevilgede på brutto 1. 500 kr. per måned.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at du ud fra en konkret økonomisk vurdering ikke var berettiget til at modtage yderligere supplement til brøkpensionen, jf. § 27a i aktivloven. Nævnet lagde vægt på, at du modtog netto 7. 486 kr. i førtidspension, samt boligydelse med kr. 2. 433. De faste godkendte månedlige udgifter var udregnet til 7. 251 kr. Rådighedsbeløbet var således på 2. 668 kr. om måneden til forsørgelse af dig selv og dit barn. Hertil kom børnerelaterede ydelser på 3. 223 kr. per måned.
Nævnet fandt, at dine udgifter til avisabonnement, telefonsamtaler, fagforening, internet, a-kasse, rejseforsikring, medlemskab af gigtforeningen og ulykkeforsikring efter gældende praksis ikke kunne anses for rimelige udgifter i aktivlovens forstand. Sådanne udgifter måtte efter en prioritering afholdes af rådighedsbeløbet.
Du klagede over nævnets afgørelse. Du anførte, at din klage vedrørte bevilling af supplement til brøkpension til kontanthjælpsniveau for enlige forsørgere, som du så entydigt havde formuleret. Du oplyste, at du havde to børn, den ene søn var 16 år og du havde lovmæssigt forsørgelsespligt overfor ham. Du havde fra starten gjort kommunen opmærksom på, at du var enlig forsørger og dermed var dit krav gældende med tilbagevirkende kraft. Du var af den opfattelse, at aktivlovens § 11, stk. 2, pkt. 1.3, samt § 3, stk. 2, pkt. 1 var gældende i din situation.
Nævnet genvurderede sagen og fastholdte sin afgørelse.
Lovhenvisninger
Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 946 af 1. oktober 2009 - § 11, § 25, § 26, § 27a og § 30
Note:
Se også 1-11 og 3-11
Relaterede afgørelser
Har du spørgsmål?
Spørg Regelrytter AI chat for dybere forklaringer og kontekst om denne principafgørelse.