228-11

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå, da Beskæftigelsesankenævnet traf afgørelse i sagen

• Beskæftigelsesankenævnets afgørelse af 22. februar 2011

• Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 10. marts 2011

• Beskæftigelsesankenævnets genvurdering

A Kommune traf i brev af 14. juli 2010 afgørelse om standsning af udbetaling af sygedagpenge i perioden 19. juli 2010 til 8. august 2010 til NN i forbindelse med afholdelse af ferie. Sygedagpengene kunne genoptages efter ferien, hvis betingelsen om uarbejdsdygtighed efter sygedagpengelovens § 7 var opfyldt. Afgørelsen var truffet af en fastansat sagsbehandler i kommunen.

NN klagede over afgørelsen. Den 19. august 2010 blev afgørelsen fastholdt ved genvurdering efter klagen, og sagen blev sendt til behandling i Beskæftigelsesankenævnet. Genvurderingen var foretaget af en sagsbehandler, der ikke var fastansat i kommunen.

Beskæftigelsesankenævnet traf den 22. februar 2011 afgørelse om, at hjemvise sagen til ny genvurdering i kommunen, da genvurderingen var foretaget af anden aktør.

Nævnet lagde vægt på, at sagsbehandleren, der havde foretaget genvurderingen, ikke var ansat som vikar, der indgik i kommunens medarbejderstab på lige vilkår med andre ansatte under instruktion af kommunen.

A Kommune klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at vikaraftalen med X overholdt gældende retningslinier for brug af vikarer, herunder Arbejdsmarkedsstyrelsens notat fra juni 2010 om andre aktører i sygedagpengeopfølgningen.

Kommunen anførte, at det, at vikaraftalen var indgået af en konsulent, ikke kunne tillægges afgørende betydning. Aftalen med X var indgået af S på vegne af kommunen, og det fremgår klart af omstændighederne, at det er kommunen der er kunden. Det forhold, at det i aftalen er S, der står opført som kunden kan ikke tillægges betydning, da det er indholdet af aftalen, der er afgørende. Der var tale om en konsulent i forbindelse med en samarbejdsaftale, og kommunen opnåede en administrativ lettelse.

Kommune henviste til EU's vikardirektiv, hvorefter, der skal sondres mellem brugervirksomhed og betalervirksomhed. At der bruges et mellemled har arbejdsretligt ingen betydning for aftalerelationen mellem bruger og vikarbureau. Det var derfor i strid med de arbejdsretlige regler om vikartjeneste, at nævnet tillagde det betydning, at vikaraftalen er indgået af S på kommunes vegne.

Beskæftigelsesankenævnet fastholdt ved genvurderingen sin afgørelse. Nævnet bemærkede, at der ved afgørelsen var lagt afgørende vægt på, at S rent kontraktsmæssigt havde instruktionsbeføjelsen. Nævnet havde ikke stillet spørgsmålstegn ved kontrakternes lovlighed, men alene taget stilling til, om der var sket overdragelse af myndighedsudøvelsen til anden aktør.