Serviceloven
2010

78-10

J.nr.: 3500371-09

Resume

Ansøgerenhavde ikke ret til boligændring i form af en tilbygning, da denne boligindretning ikke var nødvendig for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for ansøgeren. Ankestyrelsen lagde vægt på, at det hus, hvor ansøgeren boede sammen med sin ...

Lovgrundlag

  • Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 941 af 1. oktober 2009 - § 116

Sagsfremstilling

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen

• Nævnets afgørelse af 4. juni 2009

• Klagen til Ankestyrelsen af 1. juli 2009

• Nævnets genvurdering

De har søgt om etablering af badeværelse som en tilbygning.

De fik i 2007 stillet diagnosen amyotrofisk lateral sklerose. Det eksisterende badeværelse i Deres hus er for lille, når De får behov for personlig hjælp.

Kommunen meddelte afslag på hjælp til etablering af nyt badeværelse i forbindelse med soveværelset og til indretning af badeværelse i eksisterende værelse i henhold til servicelovens § 116, stk. 1.

Kommunen vurderede, at der var tale om en omfattende og bekostelig ændring.

Kommunen henviste Dem til i stedet at søge en af kommunens handicapegnede boliger.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse.

Efter nævnets afgørelse var De berettiget til støtte til etablering af et badeværelse i et af husets eksisterende værelser.

Nævnet havde lagt afgørende vægt på, at etablering af et badeværelse i form af en tilbygning er en så omfattende og bekostelig ændring, at der skal tages hensyn til den forventede fremtidige udvikling og de brugsmæssige fordele. Nævnet fandt, at udgiften til en tilbygning ikke kunne anses for rimelig i forhold til de fremtidige brugsmæssige fordele.

Nævnet havde dog også lagt afgørende vægt på, at De og Deres ægtefælle havde boet i huset en lang årrække og at de ønskede at blive boende. Ligeledes havde nævnet lagt afgørende vægt på, at huset var i et plan og i øvrigt var istandsat på en sådan måde, at huset fremstod handicapvenligt. Endelig havde nævnet også lagt vægt på, at såfremt der etableredes badeværelse i det eksisterende værelse ville De kunne blive boende i huset under sin sygdom uden behov for yderligere ændringer.

Deres ægtefælle har for Dem klaget over denne afgørelse.

I klagen er det anført, at, De ikke forstår, at man tilbyder indretning af et badeværelse i et eksisterende værelse, som hvis det bliver aktuelt helt vil fjerne grundlaget for bl.a., at deres udviklingshæmmede datter vil kunne være så meget hjemme og overnatte og ikke mindst datteren og børnebørnene fra sjælland, som ofte kommer hjem for at se til Dem.

De havde aldrig søgt om indretning af et badeværelse i et eksisterende værelse. Det vil dels ødelægge huset, og afstanden fra soveværelse og til badeværelse vil stadig være den samme, ca 14 m. Forskellen er kun, om man skal benytte døren til højre eller den til venstre.

De forstod heller ikke, hvorfor kommunen havde været så tilbageholdende med at være behjælpelig med ændring af eksisterende badeværelse, som fungerede på klagetidspunktet efter egen indsats.

Nævnet har bl.a. anført, at det forslag, som kommunen har forholdt sig til i afgørelsen havde nævnet fundet opfyldte behovet for, at boligen bliver egnet som opholdssted.

Afgørelse

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i Deres sag om støtte til etablering af badeværelse. Resultatet er: • De har ikke ret til boligindretning i form af en tilbygning, da denne boligindretning ikke er nødvendig for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for Dem. • De har ret til støtte til boligindretning svarende til etablering af badeværelse i eksisterende værelse. Vi er således kommet til samme resultat som Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen Y.

Nøgleord

Bedre egnet som opholdsstedBadeværelseBoligindretningTilbygning