Retssikkerhedsloven
2017

100-17

2017-4035-17708

Resume

Hvis en person, der modtager kontanthjælp, uddannelseshjælp, integrationsydelse eller supplement til brøkpension, har en indtægt, skal den trækkes fra i hjælpen. Indtægten skal trækkes fra i hjælpen i den måned, hvor den kommer til udbetaling. En ind...

Afgørelse

Sådan vurderer vi sagen Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at du har indtægter, der skal trækkes fra i din hjælp for december 2016. Vi vurderer, at der ikke er tale om en efterbetaling af løn, der skal vurderes efter reglerne om dobbeltforsørgelse. Vi vurderer derfor, at du har modtaget kontanthjælp uberettiget i december 2016. Vi vurderer også, at du har undladt at give kommunen oplysninger om dine indtægter. Vi vurderer i den forbindelse, at du på udbetalingstidspunktet er klar over, at du skal oplyse kommunen om din indtægt, da der er tale om en ændring i forhold til de oplysninger, du har givet i ansøgningsskemaet. Hvad er afgørende for resultatet Vi lægger vægt på, at du den 21. december 2016 får udbetalt løn fra Y. Vi lægger vægt på, at kommunen har reduceret dine arbejdsindtægter med udgiften til arbejdsmarkedsbidrag, ATP-bidrag og eventuelle kollektive pensionsbidrag. Vi lægger også vægt på, at du har arbejdet 34,79 timer, og at kommunen har set bort fra timefradrag for disse timer. Vi lægger i øvrigt kommunens beregning af din indtægt til grund for afgørelsen. Det betyder, at vi ud over det, vi har skrevet ovenfor, ikke har undersøgt beregningen nærmere. Vi er opmærksomme på, at lønnen vedrører arbejde i november måned 2016 og at den burde være udbetalt i november måned 2016, samt at du først fik lønnen udbetalt efter flere rykkere. Vi lægger dog vægt på, at den sene udbetaling alene ses at skyldes en forsinkelse hos arbejdsgiver og ikke, at der har været tvivl om din ret til lønnen. Vi lægger også vægt på, at kommunen ikke har noteret en henvendelse fra dig, hvor du oplyser om indtægterne. Vi lægger videre vægt på, at du i forbindelse med din ansøgning om kontanthjælp har oplyst, at du har modtaget din sidste lønudbetaling den 20. november 2016. Vi lægger i den forbindelse vægt på, at du i samme forbindelse er blevet skriftligt vejledt om din oplysningspligt, herunder at du har pligt til at give oplysninger til kommunen om ændringer i dine forhold, der kan have betydning for hjælpen. Om reglerne Efter reglerne skal indtægter som hovedregel fradrages i hjælpen. Dette gælder også ægtefællens indtægter. Visse indtægter er undtaget fra fradrag. Dette gælder dog kun, hvis de særligt er nævnt i loven. Efter Ankestyrelsens praksis skal indtægter fratrækkes i kontanthjælpen i den måned, hvor indtægten udbetales. Lønindtægter trækkes først fra efter, at indtægten er reduceret med udgiften til arbejdsmarkedsbidrag, ATP-bidrag og eventuelle kollektive pensionsbidrag. Ved arbejdsindtægter og indtægter fra beskæftigelsesfremmende foranstaltninger ses bort fra et timefradrag. Efter reglerne skal kommunen træffe afgørelse om tilbagebetaling, når en person mod bedre vidende har tilsidesat sin oplysningspligt. Efter reglerne har personer, der får hjælp, pligt til at oplyse om ændringer, der kan have betydning for hjælpen. Kommunen kan træffe afgørelse om tilbagebetaling, når en person, der har modtaget hjælp, senere får udbetalt en erstatning, et underholdsbidrag eller lignende, der dækker samme tidsrum og samme formål som den udbetalte hjælp. Mødebehandling Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.

Nøgleord

KontanthjælpTilbagebetalingBrøkpensionEfterbetalingUddannelseshjælpIndtægtDobbeltforsørgelseIntegrationsydelse