P-34-00

Ansøger havde ret til mellemste førtidspension efter § 14, stk. 2, nr. 1 i lov om social pension, idet Ankestyrelsen fandt, at ansøgers erhvervsevne varigt var nedsat med omkring 2/3 af helbredsmæssige grunde. Det bemærkedes, at erhvervsevnen ikke kunne anses for nedsat til det ubetydelige i ethvert erhverv, som er forudsætningen for højeste førtidspension efter pensionslovens § 14, stk. 1. Efter retssikkerhedslovens § 69 kan det sociale nævn og Ankestyrelsen kun, når der foreligger særlige omstændigheder, efterprøve det skøn, der indgår i en afgørelse truffet af kommunen eller amtskommunen. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at de sociale klagemyndigheders adgang til at efterprøve afgørelsen svarer til domstolenes adgang hertil. I en dom af 22. december 1999 har Højesteret i en sag om tilkendelse af førtidspension udtalt, at domstolenes prøvelse af afgørelser om tilkendelse af førtidspension, omfatter de administrative myndigheders bedømmelse af, om betingelserne er opfyldt, selv om denne bedømmelse til dels beror på bevisvurderinger af skønsmæssig karakter. Ved prøvelsen må det dog tages i betragtning, at de sociale nævn og Den Sociale Ankestyrelse gennem behandlingen af et stort antal sager har en særlig erfaring i disse bevisvurderinger og bistås af fast tilknyttede lægekonsulenter. Der må derfor foreligge et sikkert grundlag for, at domstolene kan tilsidesætte en administrativ afgørelse om førtidspension. Ankestyrelsen fandt herefter, at de sociale klageinstanser kunne efterprøve, om lovens betingelser og den dertil knyttede administrative praksis for at påbegynde sag om/tilkende førtidspension var opfyldt, selv om bedømmelsen til dels beror på bevisvurderinger af skønsmæssige karakter. Ankestyrelsen bemærkede i den forbindelse, at de sociale klagemyndigheder har en særlig erfaring ved behandling af sager af denne karakter. Det var således Ankestyrelsens opfattelse, at retssikkerhedslovens § 69 om klagemyndighedernes adgang til at efterprøve det skøn, der indgår i en afgørelse truffet af kommunen eller amtskommunen, kun har en særdeles begrænset betydning i sager om tilkendelse af førtidspension. Ankestyrelsen lagde ved den konkrete vurdering til grund, at ansøger havde haft symptomer på parkinsons sygdom siden 1995, at han havde været sygemeldt siden november 1998, og at han blev opsagt fra 1. april 1999. Ifølge oplysninger i speciallægeerklæring og øvrige helbredsoplysninger fremgik, at ansøger havde en progredierende organisk nervesygdom med manifeste invaliderende fysiske symptomer samt psykiske symptomer med træthed, depressionstendens og manglende overblik. Ansøger havde ikke kunnet påtage sig beskæftigelse, som kommunen havde tilbudt. På baggrund af oplysningerne om ansøgerens helbredsmæssige forhold samt alder og hidtidige beskæftigelse fandt Ankestyrelsen, at der ikke var grundlag for at antage, at erhvervsevnen via en aktiverings- eller revalideringsindsats m. v. kunne forbedres i et omfang, som udelukkede tilkendelse af mellemste pension. Pensionen blev tilkendt fra 1. december 1999, idet pensionssagen var påbegyndt den 24. november 1999 og kommunen havde truffet afgørelse om tilkendelse af førtidspension den 29. november 1999, jf pensionslovens § 33, stk. 2, hvorefter pension tidligst kan udbetales med virkning fra den 1. i måneden efter, at der er truffet afgørelse om pension. Ankestyrelsen ændrede således kommunens og det sociale nævns afgørelse.