Ankestyrelsens principmeddelelse 17-21

En ansøger fik afslag på tilskud til særlig indretning i form af servostyring. Servostyringen var installeret som ekstraudstyr på fabrikken på bestilling. Nævnet lagde vægt på, at der ikke var tale om en indretning, som ansøgers bil efterfølgende var forsynet med.

Ansøger klagede til Ankestyrelsen og gjorde gældende, at det er uhensigtsmæssigt, at man ikke kan få tilskud til servostyring, hvis bilen udstyres med det fra fabrikken, når det er muligt at få tilskud, hvis servostyring installeres efter levering.

Det fremgik af sagen, at ansøger var bevilget støtte til køb af bil med 114.000 kr. samt særlig indretning i form af automatisk transmission og drejeskydekonsol, og at servostyring som ekstraudstyr fra fabrikken kostede 7.188 kr., og at eftermontering af servostyring ville koste ca. 17.000 kr. Af oplysninger fra FDM fremgik, at hovedparten af bilmodeller leveres med servostyring som standardudstyr, og at der iøvrigt i stort set alle tilfælde kan bestilles servostyring som ekstraudstyr fra fabrikken.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om der kan ydes tilskud til særlig indretning i en situation hvor den særlige indretning ikke er standardudstyr, men indbygges på fabrikken før levering.

Ansøger led af følgerne efter en hjerneblødning i form af en halvsidig lammelse. Han havde købt en ny bil med automatgear og specialindretning. Bilen var indregistreret den 8. november 1996. Den 16. januar 1997 var der stillet krav i hans kørekort om specialindretning af bilen. Ved ansøgning af 30. januar 1997 havde han ansøgt om lån, fritagelse for betaling af vægtafgift og støtte til særlige indretninger. I hans kørekort var der stillet krav om automatisk transmission, letgående styreapperat subsidiært servostyring til betjening med højre hånd, ratknop, kontakter for retningsvisere, lysomskifter, lydsignal og visker/vasker til bekvem betjening. De særlige indretninger var foretaget af autoforhandleren inden leveringen af bilen.

Revaliderings- og Pensionsnævnet gav afslag på støtte til køb af bil, da funktionsevnenedsættelsen ikke havde et sådant omfang, at der efter praksis kunne ydes støtte til køb af bil. Derimod bevilgede nævnet tilskud til særlig indretning til automatisk transmission med et beløb på 15.600 kr. Der henvistes til, at dette kunne ydes, selv om bilen var indregistreret på ansøgningstidspunktet, blot det var sket for under et år siden, jf. bilbekendtgørelsens § 9, stk. 2. Ansøger fik afslag på støtte til de øvrige særlige indretninger, som der var stillet krav om i kørekortet. Nævnet begrundede dette med, at der ikke fandtes at være hjemmel i bekendtgørelsens § 9, stk. 1 til at yde tilskud til disse særlige indretninger, da ændringerne allerede var foretaget på ansøgningstidspunktet.

Et 6-årigt barn var bevilget støtte til køb af bil efter bilbekendtgørelsens § 4. Forældrene valgte at anskaffe en større og dyrere bil i form af en Ford Transit og søgte herefter om tilskud til særlig indretning i form af montering af skinner til fastspænding af kørestol og trinbræt. I familien var der 4 børn.

Ankestyrelsen havde i 1998 tiltrådt en afgørelse, hvorefter barnet ikke var berettiget til støtte til køb af bil udover sædvanlig låneramme efter bilbekendtgørelsens § 6, da der ikke forelå særlige forhold omkring barnets handicap, som nødvendiggjorde benyttelsen af en større og dyrere bil. Hjælpemidlerne der dagligt skulle medbringes, kunne være i en almindelig bil. Ankestyrelsen oplyste om muligheden for selv at betale differencen, hvis forældrene ønskede at købe en større og dyrere bil. Bilen skulle dog være anvendelig til transport af barnet.

Amtskommunen fandt, at barnets kørselsbehov i forhold til den tidligere afgørelse fra Ankestyrelsen kunne varetages i en almindelig bil. På denne baggrund fandt amtet ikke, at barnet var berettiget til særlig indretning af bil til kørestolsbruger.

Nævnet fandt heller ikke, at barnet var berettiget til den ansøgte særlige indretning. Nævnet lagde vægt på, at der ikke var indtrådt ændringer i forhold til de oplysninger, som allerede forelå ved nævnets oprindelige bevilling af bilstøtte i august 1998. Nævnet anførte, at selvom kommunen havde accepteret bilvalget, måtte nævnet fastholde, at den indretning der blev bevilget i 1998, var at betragte som den nødvendige indretning i en personbil, som ville kunne opfylde barnets behov med lån efter § 4.

Nævnet anførte, at når familien havde købt en kassebil, som for at være sikkerhedsmæssigt forsvarligt indrettet, herefter krævede en anden og dyrere indretning end den, der var hjemmel til at yde i en personbil, kunne denne disposition ikke danne grundlag for tilskud til den særlige indretning, som var en følge af valget ved køb af en anden biltype.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der kan ydes tilskud til særlig indretning af kassebil, som er valgt efter eget ønske, når der er bevilget støtte til køb af bil efter bilbekendtgørelsens § 4, det vil sige indenfor normal låneramme, hvor de ansøgte indretninger ikke var nødvendige.

En mand, der var bevægelseshæmmet, søgte i 2006 om lån til udskiftning af sin bil. Ansøgningen blev opretholdt, efter at bilen i mellemtiden var blevet totalskadet.

I overensstemmelse med et tilbud fik manden i 2007 bevilget støtte til køb af bil med standardindretning til kørestolsbruger, i alt 198.000 kr.

Af tilbuddet fremgik det, at en del var standardindretning, der blev monteret og indsat efter at bilen havde forladt fabrikken. Det drejede sig om plan kørestolsbund med skridsikker og rengøringsvenlig vinylbelægning, automatisk lys ved lift og to sæder ved baghjulene med integreret trepunktsele.

Manden fik desuden bevilget tilskud til særlig indretning af bilen med i alt 151.000 kr.

Manden klagede over afgørelsen.

Det sociale nævn ændrede afgørelsen, idet nævnet fandt, at de ovenfor nævnte indretninger var særlige indretninger. Nævnet begrundede afgørelsen med, at det afgørende var, om indretningen var indbygget i bilen efter levering fra fabrikken. Der var i disse tilfælde tale om indretninger, der var udført hos en bilopbygger, og der var derfor tale om indretninger indbygget efter levering fra fabrikken.

Kommunen anførte i sin klage, at standardindretning blev eftermonteret af bilopbygger. Det var praksis i alle kommuner, at standardindretning i nedstolede busser blev beregnet i bilens pris og bevilget som lån.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af afgrænsningen mellem standardindretning og særlig indretning i forbindelse med støtte til køb af bil. Desuden som supplement til principafgørelse O-111-94 og C-11-99.

En borger købte et bilsæde til sin bil, inden bevilling fra kommunen forelå.

Kommunen gav afslag på køb af bilsæde og henviste til, at det var et almindeligt princip i serviceloven, at der normalt ikke kunne ydes støtte til anskaffelser, som var foretaget, inden bevilling var modtaget, med mindre den pågældende ydelse ansås for uopsættelig.

Kommunen anså ikke ydelsen for at have været uopsættelig og henviste til Principafgørelse 0-35-99 fra Ankestyrelsen om særlig indretning.

Landsforeningen af Polio-, Trafik-og Ulykkesskadede (PTU) havde vurderet, at et Recardo sæde med nogle ændringer var det billigst egnede sæde, og at borgeren havde været klar over, at der blev indstillet til et specielt sæde, men købte desuagtet et andet brugt sæde.

Det sociale nævn stadfæstede kommunens afgørelse og begrundede afgørelsen med, at borgeren ikke var berettiget til tilskud til særlig indretning i form af sæde, som borgeren selv havde anskaffet, inden bevillingen var modtaget.

Nævnet lagde vægt på, at anskaffelsen af et andet sæde ikke havde været uopsættelig.

Borgeren anførte i klagen til Ankestyrelsen, at han ikke kunne anvende bilen med det sæde, der var i bilen. Da borgeren efter ½ år endnu ikke havde hørt noget fra kommunen, købte han et sæde. Det sæde, borgeren fik bevilget, opfattede borgeren som uanvendeligt.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på at afklare, om princippet i bistandsloven om, at ansøgning skulle indgives og bevilling modtages inden anskaffelsen, fandt anvendelse i forhold til servicelovens § 114 om støtte til køb af bil.