161-11

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen

• Nævnets afgørelse af 29. oktober 2010

• Klagen til Ankestyrelsen af 11. november 2010

• Nævnets genvurdering

Kommunen meddelte den 24. september 2010, at der ikke længere kunne bevilges merudgiftsydelse efter servicelovens § 100.

Udgiften til kanylebokse anså kommunen som værende en udgift, der hører til i behandlingssektoren, hvorfor kommunen var af den opfattelse, at der ikke kunne ydes tilskud efter servicelovens § 100, idet denne paragraf er subsidiær til andre sektorers forpligtelser. Kommunen anså endvidere ikke udgiften til kanylebokse som en konsekvens af den nedsatte funktionsevne, men som en konsekvens af anden lovgivning – i dette tilfælde miljøregler.

Kommunen lagde vægt på, at udgiften til kanylebokse havde sammenhæng med behandling i sundhedsvæsenets regi, og behandlingsudgifter og egenandele i forbin-delse med behandling ikke kan medtages som merudgift i henhold til servicelovens § 100.

Kommunen havde ved ovenstående vurdering inddraget Ankestyrelsens principaf-gørelse C-7-07, som fastslår, at servicelovens § 100, stk. 1 ikke indeholder hjemmel til at yde hjælp til behandlingsudgifter.

Nævnet ændrede den 29. oktober 2010 kommunens afgørelse.

Ved afgørelsen lagde nævnet vægt på, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han havde en nødvendig merudgift til kanylebokse. Udgiften var oplyst til at være 310 kr., idet han havde oplyst, at han anvendte 5 bokse á 62 kr.

Da apoteket udelukkende modtog brugte kanyler, når de er i kanylebokse finder nævnet, at der er tale om en nødvendig merudgift.

Nævnet havde været opmærksom på, at kommunen havde anført, at kanylebokse anses for en behandlingsudgift. Kommunen havde også peget på, at udgiften var en konsekvens af anden lovgivning (miljøregler).

Nævnet var ikke enig med kommunen i, at der var tale om en behandlingsudgift, idet kanyleboksen ikke skal anvendes som led i behandling på sygehus, eller som led i/fortsættelse af den iværksatte behandling med det formål enten at tilvejebrin-ges yderligere forbedring af det resultat, som var opnået ved sygehusbehandlingen eller at forhindre forringelse af dette resultat. Der var således ikke tale om en egentlig behandlingsudgift.

Kommunen har anket sagen. Kommunen har anført, at nævnet tidligere har anmodet kommunen om at foretage en generel vurdering af udgiften til kanyle-bokse. § 100 er subsidiær i forhold til anden lovgivning. Kommunen anså ikke udgiften til kanylebokse som en konsekvens af den nedsatte funktionsevne, men som en konsekvens af anden lovgivning, i dette tilfælde miljøregler.

Kommunen anså udgiften til kanylebokse som havende sammenhæng med be-handling i sundhedsvæsenets regi. Behandlingsudgifter og egenandele i forbindelse med behandling kunne ikke medtages som merudgift i henhold til servicelovens § 100.

Kommunen anførte endvidere, at tilskud til injektions- og testmaterialer, herunder sprøjter, kanyler, insulinpenne, fingerprikker (lancetter) og teststrimler bevilges i henhold til servicelovens § 112, hvorfor kommunen undrede sig over, at kanyle-bokse skulle bevilges i henhold til servicelovens § 100.

Endelig anførte kommunen, at man måtte kunne sidestille kanylebokse med borgere, som er under behandling og som i forbindelse med behandlingen får udgifter til forskellige glas og kuverter for at kunne fremsende prøver til laboratorieundersøgelser. Kommunen havde tidligere fået medhold i, at disse udgifter var behandlingsudgifter som følge af lidelsen.

Nævnet har den 15. november 2010 anført, at kommunen havde henvist til, at nævnet tidligere havde anmodet kommunen om at foretage en generel vurdering af udgiften til kanylebokse. Nævnet havde såvel i den afgørelse, der blev henvist til, som i den efterfølgende anke vedrørende samme forhold, fundet, at kanylebokse var en nødvendig merudgift. Hjemvisningen vedrørte udelukkende undersøgelse af om, det var lovligt at påbyde kanylebokse.