47-13

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da det sociale nævn traf afgørelse i sagen

• Det sociale nævns afgørelse af 15. februar 2011

• Klagen til Ankestyrelsen af 11. marts 2011

• Nævnets genvurdering

B Kommune anmodede ved brev af 3. juni 2010 A Kommune om refusion af udgifter til NN.

Det fremgik af brevet, at NN havde boet hjemme hos sin mor i C Kommune (nu A Kommune), indtil han som 45-årig flyttede til B Kommune pr. 15. februar 2005. Han var pr. 1. september 2004 startet i skånejob i et supermarked i D Kommune (nu B Kommune).

NN blev visiteret til opgangsfællesskab under bofællesskab i B Kommune, hvor han boede til 29. april 2010.

Den 29. april 2010 flyttede han til ordinær bolig med støtte efter servicelovens § 85 samt fortsat skånejob.

Der var anmodet om refusion for udgifter i perioden fra uge 23 2007 til uge 17 2010.

Ved afgørelse af 20. juli 2010 gav A Kommune afslag på refusionstilsagn, da kommunen ikke anså et ugentligt timetal på 14 timer for at være et massivt behov. Støttebehovet og boformen ansås ikke for at kunne sidestilles med boformer nævnt i retssikkerhedslovens § 9c, stk. 2.

B Kommune klagede over afgørelsen.

A Kommune fastholdt afgørelsen om, at A Kommune ikke var refusionsforpligtiget i denne sag, da betingelserne, jf. retssikkerhedslovens § 9c ikke var opfyldt.

A Kommune vurderede sagen ud fra den faktisk ydede støtte på 14 timer ugentlig årene 2005 til 2010, som efter A Kommunes opfattelse ikke var at betragte som omfattende/massiv og ej heller kunne sidestilles med bolig/boform, der var omfattet af retssikkerhedsloven, jf. retssikkerhedslovens § 9c, stk. 2, 4 og 5.

A Kommune anførte den 4. august til nævnet, at A Kommune ikke fandt at have været medvirkende til visitation til boform, da NN flyttede til almennyttig bolig i 2005 med et ugentligt støttebehov på 14 timer, hvilket A Kommune ikke kunne opfatte for et omfattende/massivt behov.

Det sociale nævn stadfæstede ved afgørelse af 2. november 2010 A Kommunes afgørelse.

Det betød, at B Kommune ikke havde ret til refusion af udgifterne til NN.

Nævnet vurderede, at NN ikke fik støtte i et omfang, at hans bolig kunne sidestilles med boformer efter retssikkerhedslovens § 9c, stk. 2, nr. 1-4.

Nævnet lagde vægt på, at han var bevilget socialpædagogisk støtte i 14 timer per uge og var i skånejob 108,25 timer pr. måned. 108,25 timer månedligt svarede til ca. 25 timer per uge.

Det ændrede ikke ved afgørelsen, at NN var visiteret til en bolig i et opgangsfællesskab, hvor de enkelte beboeres bevilgede socialpædagogiske timer kunne afgives til en fællespulje. Timer af fællespuljen blev brugt på de tidspunkter af dagen, hvor mange havde behov for støtte eller hvor det gav mening at blande timerne for at skabe mulighed for fællesaktiviteter. Det var generelt ved indtagelse af mad og i weekends.

B Kommune klagede over afgørelsen og henviste til NNs vanskeligheder. Det vurderedes, at han fortsat havde behov for ophold i boform, men da han ikke længere profiterede af dette, fik han støtte til at blive skrevet op i boligselskaber og pr. 29. april 2010 flyttede han i egen lejlighed fortsat med § 85 støttetimer.

B Kommune måtte påpege, at det var almindelig praksis, at refusionspligt stiftedes i sager omhandlende borgere, der visiteredes til boformer.

At boformen var indrettet, så den bestod af egne boliger med tilknyttede fælles arealer og personale, var helt i overensstemmelse med lovgivers intentioner med § 9c, stk. 2, nr. 5 – at der udvikledes nye boformer og hjælpetilbud, der etableredes ud fra konkrete behov, og at det skulle være muligt at yde hjælp på andre måder end de traditionelle institutioner.

NN blev visiteret til dette botilbud af T Amt og C Kommune (nu A kommune).

Nævnet meddelte ved brev af 10. januar 2011, at det var besluttet at genoptage sagen.

Ved brev af 15. februar 2011 ændrede nævnet sin tidligere afgørelse af 2. november 2010.

Det betød, at A Kommune ikke var berettiget til at afslå at refundere udgifterne vedrørende NN.

Nævnet vurderede, at NN havde et behov for hjælp, som medførte, at han ville være henvist til at bo i et botilbud, hvis han ikke fik den bevilgede socialpædagogiske støtte og skånejob.

Nævnet lagde bl.a. vægt på, at NN boede i et opgangsfællesskab. Han var udmålt socialpædagogisk støtte og skånejob.

A Kommune klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at NN var bevilget skånejob efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 63, stk. 2. A Kommune mente derfor ikke, at nævnet kunne medtage skånejobbet i den samlede vurdering over tildelt støtte efter lov om social service § 85.

Nævnet bemærkede ved oversendelsen til Ankestyrelsen, at nævnet havde foretaget en samlet vurdering, herunder også af hjælpens betydning for at han ikke var nødt til at bo i et botilbud.