135-09

Det fremgik af sagen, at borgeren forud for fængslingenmodtog sygedagpenge. Under fængslingen og ved løsladelsen var han fortsat syg på grund af samme sygdom. Efter løsladelsen søgte han kommunen om sygedagpenge.

Kommunen gav afslag på sygedagpenge, fordi borgeren ikke opfyldte betingelserne for at modtage sygedagpenge. Han havde ikke været tilknyttet arbejdsmarkedet i 13 uger før sygdommens indtrædenog i denne periode været beskæftiget i mindst 120 timer.

Kommunen lagde vægt på, at den tidligere periode, hvor han havde modtaget sygedagpenge var standset på grund af fængsling. Retten til sygedagpenge skulle derfor generhverves.

Beskæftigelsesankenævnet ændrede kommunens afgørelse og fandt borgeren berettiget til at modtage sygedagpenge. Nævnet begrundede afgørelsen med, at beskæftigelseskravet ansås for opfyldt.

Nævnet fandt, at ophøret af sygedagpengene under frihedsberøvelsen måtte betragtes som en suspension af sygedagpengene, og da borgeren fortsat var uarbejdsdygtig på grund af sygdom ved løsladelsen, havde han ret til at få genoptaget udbetalingen af sygedagpenge uden en egentlig ansøgning fra tidspunktet for løsladelsen.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse. Kommunen kunne ikke se, at der varen konkret lovtekst eller en afgørelse fra Ankestyrelsen, hvorefter sygedagpenge skulle genoptages efter endt strafafsoning. Endvidere kunne kommunen ikke se begrebet suspension omtalt i sygedagpengelovens § 74.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om beskæftigelseskravet i § 32, stk. 2, nr. 2 kunne anses for opfyldt efter afsoning, nåren borgermodtog sygedagpenge før indsættelse til afsoning og havde været uarbejdsdygtig i hele afsoningsperioden.