73-10

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen

• Nævnets afgørelse af 7. april 2008

• Klagen til Ankestyrelsen af 24. april 2008 med supplerende bemærkninger af 9. maj 2008

• Nævnets genvurdering

• Oplysninger fremsendt afA Kommune, dateret 17. juni, 23. juni og 25. juni 2009

Det fremgår af sagen, at familie består af 5 personer, med 3 drenge på henholdsvis 4, 6, og 7 år, som alle lider af infantil autisme, derudover har de to mindste diagnosen lettere retarderet. Endvidere har Y en samværssøn, der dog for tiden ikke kommer på samvær på grund af de kaotiske forhold i hjemmet. Familien bor i en 3-værelses andelslejlighed på 95 m2 og har søgt om hjælp til en større og bedre egnet bolig på grund af børnenes psykiske handicaps.

Kommunen gav afslag på at familien kunne få en anden og større bolig med den begrundelse, at børnene, som lider af infantil autisme har en varig nedsat psykisk funktionsevne, men ikke i et omfang, der gør det nødvendigt at flytte til en anden bolig.

Kommunen var enig med familien i, at den nuværende bolig er meget lille i forhold til at rumme en familie på 5 personer og at boligen er upraktisk indrettet. Dette havde dog været samme problemstilling, selvom børnene ikke havde haft diagnosen infantil autisme. Kommunen fandt, at familien ligesom andre familier med behov for ændrede boligforhold, selv måtte stille sig op i boligkøen og være aktiv boligsøgende.

Kommunen vurderede endvidere, at det ikke var boligen alene, der var problemet, men at familien havde mange problemer af social karakter, som ikke kunne løses ved en flytning til anden bolig.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse og vurderede, at familien havde ret til hjælp af anden beskaffenhed end den rådgivning om boligens indretning og generel bolig søgen som kommunen havde givet.

Nævnet fandt, at kommunen skulle anvise en anden bolig eller hjælpe med anskaffelsen af anden bolig efter servicelovens § 116.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at der forelå et sådant særligt tilfælde, hvor den nuværende bolig ikke i tilstrækkelig grad kunne blive et egnet opholdssted for de handicappede børn og for familien set som en helhed.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at børnenes lidelser med de dertil hørende overordentlig store problemer med at indgå i sociale sammenhænge samt særlige behov for ro og eget areal indebar en situation, hvor de aktuelt meget snævre pladsforhold ikke i tilstrækkelig grad kunne tilgodese deres vilkår og trivsel. Forholdene medvirkede tværtimod til opståen af en situation, hvor børnene ud over de sygdomsafledte reaktioner også reagerede yderligere stærkt på de givne forhold, og hvor opgaven som forældre i henseende til at kunne støtte børnene og håndterer deres konflikter blev umuliggjort.

A Kommune klagede over afgørelsen med den begrundelse, at forvaltningen tolkede § 116 stk. 2 således, at den kun kunne anvendes til personer, der på grund af deres handicap af mere fysisk karakter krævede særlige indretninger, eksempelvis mere plads på grund af hjælpemidler, hjælpere m.v. Forvaltningen fandt ikke, at børn med autisme-diagnosen uden andre behov end en bolig med flere værelser og hvor børnenes vanskeligheder skyldtes problemer med at begå sig socialt, var omfattet af målgruppen.

I den konkrete sag fandt forvaltningen, at det var sociale problemer, der primært var årsag til familiens problemer. Familien faldt udenfor den målgruppe, som kunne få anvist en bolig på social indikation, da familien bor i en andelslejlighed og derfor har mulighed for at anskaffe sig en bolig på det ordinære boligmarked.

Ankestyrelsens lægekonsulent har vejledt om de lægelige spørgsmål i sagen.