30-09

A Kommune havde ikke ret til refusion fra B Kommune. Det betød, at Ankestyrelsen var enig i, at B Kommune ikke havde udvist en sådan passivitet, at det kunne begrunde en refusionspligt til A Kommune. Ankestyrelsen kom således til samme resultat som det sociale nævn. Det var en betingelse for at få refusion fra en tidligere kommune, som ikke havde medvirket til flytningen, at kommunen havde udvist passivitet. Kommunen skulle have været bekendt med de forhold, der begrundede tvangsfjernelse, og det skulle have været åbenbart, at der måtte gribes ind. Ankestyrelsen vurderede, at B Kommune ikke havde udvist passivitet i en sådan grad, at det kunne begrunde refusionspligt. Ankestyrelsen lagde vægt på, at B Kommune i slutningen af 2006 besluttede at foretage en nærmere undersøgelse af drengens trivsel. I forbindelse med den eksterne psykologiske undersøgelse, som B Kommune havde iværksat, sendte psykologerne den 21. december 2006 en skærpet underretning vedrørende drengen til kommunen. B Kommune valgte at afvente den endelige psykolograpport inden kommunen ville tage stilling til eventuel tvangsfjernelse af drengen. Ifølge psykologernes brev af 21. december ville den endelige rapport foreligge i medio januar. Inden den endelige rapport forelå, flyttede familien til A Kommune. Det fremgik af lovforslaget til retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 5, at man ønskede at genindføre en retstilstand, hvor kommuner, der havde udvist passivitet i forhold til handleforpligtigelsen, kom til at hæfte for betalingen, hvis den burde have iværksat foranstaltningen selv, men en anden kommune havde ydet hjælpeforanstaltningen. Lovforslaget ville skabe hjemmel til, at der kunne blive refusionspligt for en kommune, når det var åbenbart, at der krævedes handling, og det var åbenbart, at kommunen vidste dette. Det var ikke tanken, at bestemmelsen skulle give en videre adgang til refusion, end hvad der tidligere var forudsat. Det betød, at Principafgørelser, som Ankestyrelsen havde truffet før § 9 c, stk. 5 trådte i kraft den 1. januar 2006, fortsat var gældende. Der kunne især henvises til Principafgørelserne O-109-96 og R-7-01. Der kunne endvidere henvises til R-1-07.