T-1-95

I januar 1992 blev der indgået en aftale om, at ansøgeren skulle ophøre med at arbejde fra samme dag og fratræde den 5. august 1992. Indtil dette tidspunkt skulle hun være frit stillet. Det almindelige opsigelsesvarsel var 5 måneder.

Der ville blive udbetalt løn i 5 måneder (perioden 1. februar 1992 til 30. juni 1992). Herefter skulle der afvikles 5 ugers ferie. Restferie optjent i 1990 skulle afvikles i perioden 1. februar 1992 til 1. maj 1992, ligesom merarbejdstimer fra 1991 skulle afvikles i tjenestefrihedsperioden.

Restferien udgjorde 44 timer, og det var oplyst, at pågældende havde 190 merarbejdstimer til gode, som skulle afspadseres med et tillæg på 50%, svarende til ialt 285 afspadseringstimer.

I ansøgningen om delpension var det anført, at pågældende fra den 1. august 1992 arbejdede i sin ægtefælles virksomhed.

Pågældende havde oplyst, at hun både før og efter indgåelsen af aftalen om fritstilling havde kontaktet kommunen for at sikre sig, at hun ville kunne få delpension, når hun fra den 1. januar 1993 opfyldte den aldersmæssige betingelse herfor. Ansøgeren blev bibragt det indtryk, at der ikke skulle være problemer. Først efter at pågældende havde nedsat sin arbejdstid fra den 1. januar 1993 (også med kommunens indforståelse) blev der sat spørgsmålstegn ved, om kravet til beskæftigelse forud for overgangen til delpension var opfyldt. Da ansøgeren blev klar over problemstillingen med arbejdskravet, anførte hun over for kommunen, at hun rent faktisk havde arbejdet i ægtefællens forretning hele tiden siden arbejdsophøret, men først havde fået løn fra den 1. august 1992.

Kommunen meddelte den 4. juni 1993, at ansøgeren ikke var berettiget til delpension, da der kun kunne dokumenteres arbejde i 5 måneder. Kommunen anså ikke arbejdet i ægtefællens forretning forud for den 1. august 1992 for dokumenteret.

Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse.

Nævnet lagde til grund, at ansøgeren ikke reelt havde udført arbejde på den tidligere arbejdsplads i fritstillingsperioden, hvilket er en betingelse for, at perioden kan medregnes ved opgørelsen af arbejdskravet i delpensionslovens § 2, stk. 1, nr. 4.

Nævnet lagde endvidere til grund, at det efter det foreliggende ikke var tilstrækkeligt godtgjort, at ansøgeren havde arbejdet som lønmodtager i ægtefællens forretning fra den 1. april 1992 til den 30. juni 1992.

I anken blev det bl.a. gjort gældende, at det under forhandlingerne om fritstillingsaftalen havde været helt klart for alle parter, at det var meningen, at pågældende skulle søge delpension, når der aldersmæssigt blev mulighed for det, og at en periode med fritstillelse tæller som arbejde, når det drejer sig om arbejdsløshedsdagpenge.

Det blev også anført, at hvis nævnets afgørelse blev fastholdt, måtte organisationerne overveje, om man kan indgå på og medvirke til ellers rimelige fratrædelsesordninger, der er i både arbejdsgivers og lønmodtagers interesse og har vundet stor udbredelse.

Efter indankningen indsendte pågældendes revisor tal for omsætningen i ægtefællens virksomhed i 1992, opgjort måned for måned og med ansøgerens salgstal udspecificeret.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om en fritstillingsperiode uden arbejde for arbejdsgiveren kunne indgå i beregningen efter delpensionslovens § 2, stk. 1, nr. 4, hvorefter retten til delpension er betinget af, at modtageren inden for de sidste 12 måneder før overgangen til delpension har arbejdet som lønmodtager her i landet eller på dansk skib i mindst 9 måneder.