R-6-03

Sagen drejede sig om en 54-årig mand, som havde fået konstateret hastigt progredierende dissemineret sclerose. Ansøger var total lam og havde det seneste år boet på plejehjem. Ansøgers hustru og 2 børn boede fortsat i eget hjem ca. 8 km. fra plejehjemmet. Ansøger var tidligere blevet tilkendt støtte til bil efter servicelovens § 99.

Et år efter at ansøger var flyttet på plejehjem meddelte amtskommunen ansøger afslag på fortsat støtte til bil og afgiftsfritagelse. Ved afgørelsen lagde amtskommunen vægt på, at ansøgers kørselsbehov ikke længere kunne begrunde støtte til bil.

Ansøger klagede over amtskommunens afgørelse og anmodede samtidig om at klagen blev tillagt opsættende virkning.

Amtskommunen fastholdt ved genvurderingen den trufne afgørelse og meddelte samtidig, at der ikke var grundlag for at tillægge klagen opsættende virkning.

Nævnet tiltrådte amtskommunens afgørelse, hvorefter klagen ikke skulle tillægges opsættende virkning.

Nævnet henviste i afgørelsen til retssikkerhedslovens § 72, stk. 1, hvorefter klage ikke har opsættende virkning. Nævnet henviste endvidere til at en klage undtagelsesvist kan tillægges opsættende virkning, hvis fuldbyrdelsen af afgørelsen for borgeren eller det offentlige vil have vidtrækkende konsekvenser, som ikke eller kun vanskeligt kan genoprettes ved ankeinstansernes afgørelse, og såfremt der er en vis tvivl om afgørelsens lovlighed.

Nævnet lagde herefter vægt på, at selv om ansøger måtte blive nødt til at afhænde bilen som følge af amtets afgørelse, ville det sociale nævn have mulighed for at tildele ansøger støtte til køb af ny bil og bevilge afgiftsfritagelse. I den tid der i givet fald ville medgå til nævnets behandling af sagen, ville ansøger kunne få dækket sit kørselsbehov via amtets kørselsordning eller servicelovens § 103.

Scleroseforeningen påklagede på vegne af ansøger nævnets afgørelse om afslag på opsættende virkning. I klagen var det bl.a. anført, at sagen burde belyses yderligere med en uddybende beskrivelse af kørselsbehovet, både omfang og værdi for ansøger. Endvidere syntes der at mangle en reel vurdering af alternative transportordningers mulighed for at løse kørselsbehovet hensigtsmæssigt.

Det var endvidere anført, at afgørelsen om inddragelsen af bil absolut havde vidtrækkende konsekvenser for ansøger, som - i praksis - vanskeligt kunne lade sig genoprette, såfremt afgørelsen blev iværksat og ansøger efterfølgende fik medhold i ankesagen. Teoretisk ville der kunne bevilges en ny bil og nødvendig indretning heraf, men den lange ventetid der ville være forbundet hermed, ville gøre løsningen urealistisk. Det var i den forbindelse fremhævet, at ansøger led af progressiv sclerose med hastig progression. Der var ikke ressourcer til flere sagsforløb og lange ventetider. Samfundsøkonomisk ville en løsning med bevilling af en ny bil endvidere være uhensigtsmæssig. Ansøgers bil kunne løse behovet fremover og der ville aldrig blive tale om udskiftning.

I en supplerende klage fra Scleroseforeningen var det oplyst, at der ikke var tvivl om at ansøger opfyldte betingelserne for at få støtte til bil. Der blev i den forbindelse henvist til, at ansøgers helbredsmæssige tilstand indebar, at ansøger kun kunne transporteres siddende/liggende i kørestol.

I forhold til kørselsbehovet var det oplyst, at ansøger var hjemme mindst 1 gang hver weekend og oftere hvis der var specielle anledninger eller ansøgers hustru havde kræfter til og mulighed for at passe ansøger. I sagen var det oplyst, at plejehjemmet sørgede for den daglige kørsel. Dette var imidlertid ikke korrekt. Der blev sørget for kørsel til dagcenter for yngre handicappede, men ikke kørsel til læge, tandlæge m.v., hvilket hustruen sørgede for. Det var videre anført, at ansøger var bevilget en ledsagerordning efter servicelovens § 78. Denne hjælp havde f.eks. været anvendt til handicapridning med den nødvendige transport i invalidebilen.

Ansøgers kørselsbehov var efterhånden beskedent. Transporten var imidlertid af afgørende betydning for ansøgers og ansøgers families trivsel og livskvalitet trods den svære sygdom. Det var i forlængelse heraf anført, at ansøgers sag adskilte sig væsentlig fra SM O-31-99 og SM O-106-96, som kommune og amtskommune havde henvist til.

Ansøger var således far til 2 teenagebørn og netop fordi ansøger var kognitivt velfungerende kunne han stadig udfylde forældrerollen, have god kontakt og være en vigtig person for børnene. Børnene havde svært ved at acceptere, at ansøger boede på plejehjem og besøgene i hjemmet var derfor også en væsentlig forudsætning for at ansøger kunne udfylde forældrerollen.

Det var herudover anført, at både de nævnte SM-afgørelser og nævnets afgørelse lægger til grund, at transporten i egen bil kan erstattes af en anden transportordning, TRA-ordning eller bevilling efter servicelovens § 103.

Disse muligheder var imidlertid i ansøgers tilfælde teoretiske. Ansøger skulle transporteres i lifttaxa, som skulle bestilles i god tid og som indebar at ansøger skulle være parat i god tid. Ansøger led af anfald af svære neurogene ansigts- og hovedsmerter. I tilfælde af anfald skulle ansøger ligge ned. Anfaldene kom uden beregning, kunne ikke forebygges og provokeredes af anstrengelse, træthed pga. . psykisk anspændthed. Det ville være meget anstrengende for ansøger at vente på taxa og kombineret med angsten for alligevel ikke at kunne komme hjem på grund af anfaldene ville der være tale om en så stor belastning, at ansøger i praksis nok ville afstå fra at kunne komme hjem på grund af anfald. Med egen bil var det også sket, at ansøger havde fået anfald således at ansøger ikke kunne komme med bilen. Ansøgers hustru havde imidlertid i disse situationer haft mulighed for at vente en time.

I forhold til spørgsmålet om opsættende virkning var det afslutningsvis anført, at der således ikke var en reel alternativ transportordning for ansøger. Sagsbehandlingstid og ventetid på indretning af en evt. ny bil ville endvidere være så lang, at der var begrundet frygt for, at ansøger ikke ville være i stand til at udnytte bevillingen på grund af helbredsmæssig forværring.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af spørgsmålet om, hvorvidt der kunne klages over afslag på opsættende virkning, jf. retssikkerhedslovens § 72.