R-5-06

Ankestyrelsen og det sociale nævn havde ikke kompetence til at tage stilling til ægteparrets klage over A-kommunes underretning og videregivelse af oplysninger i forbindelse hermed i henhold til servicelovens § 33 a i forbindelse med familiens flytning til B-kommune. Det betød, at spørgsmålet om A-kommunes tværkommunale underretning ikke kunne behandles af nævnet eller Ankestyrelsen. Begrundelsen for afgørelsen var, at en tværkommunal underretning efter serviceloven ikke kunne betragtes som en afgørelse, der kunne påklages efter servicelovens § 121, jf. retssikkerhedslovens § 60, stk. 1. Det fremgår af servicelovens § 121, at kommunen og amtskommunens afgørelser efter denne lov kan, medmindre andet er fastsat i denne lov eller lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, indbringes for det sociale nævn efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Det fremgår af retssikkerhedslovens § 60, stk. 1, at de afgørelser, som kommunen og amtskommunen træffer efter den sociale lovgivning, kan indbringes for det sociale nævn. Det er kun den person, som afgørelsen vedrører, der kan klage over afgørelsen. Ankestyrelsen lagde til grund, at ved en afgørelse forstås en beslutning, der træffes af en forvaltningsmyndighed i en konkret sag, og som i forhold til den enkelte borger og/eller myndighed tilsigter at have en retsvirkning efter sit indhold. Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at A-kommunes tværkommunale underretning ikke kunne karakteriseres som en afgørelse med direkte retsvirkning i forhold til ægteparret i forbindelse med deres flytning til B-kommune. Vurderingen af, om der var behov for særlig støtte til drengene efter flytningen til B-kommune, var en afgørelse som B-kommune selvstændigt traf overfor parret, herunder om grundlaget herfor var til stede. Ankestyrelsen var enig med nævnet i, at kommunens videregivelse af oplysninger i en tværkommunal underretning ikke var sket i forbindelse med en sag, hvor A-kommune kunne træffe afgørelse i forhold til ægteparret. Efter servicelovens § 33 a skal en fraflytningskommune underrette en tilflytningskommune om en flytning, hvis en familie med et eller flere børn under 18 år flytter fra en kommune til en anden, og fraflytningskommunen finder, at et eller flere af børnene har behov for særlig støtte. Underretningen omfatter alle oplysninger om de forhold, der giver en formodning om behov for særlig støtte, jf. Socialministeriets vejledning om særlig støtte til børn og unge, pkt. 26. Ankestyrelsen har i SM R-2-04 tidligere taget stilling til spørgsmålet om videregivelse af oplysninger. Det fremgår heraf, at der kun kan klages over en (amts-)kommunal afgørelse om videregivelse eller indhentelse af oplysninger, hvis videregivelse eller indhentelsen sker i forbindelse med en sag, hvori der kan træffes en afgørelse i forhold til den berørte borger. Da A-kommune ikke havde truffet en afgørelse i forhold til ægteparret i forbindelse med flytningen til B-kommune kunne Ankestyrelsen og nævnet således ikke tage stilling til A-kommunes beslutning om, hvilke oplysninger, der var videregivet i forbindelse med den tværkommunale underretning. Ankestyrelsen var enig med nævnet i, at A-kommunes tværkommunale underretning efter servicelovens § 33 a, herunder beslutning om hvilke oplysninger der blev videregivet i forbindelse hermed, faldt ind under kommunens faktiske forvaltningsvirksomhed. Klage over kommunens faktiske forvaltningsvirksomhed skulle rettes til borgmesteren eller kommunalbestyrelsen. Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.