C-23-04

Det fremgik af sagen, at en kommune havde meddelt en kvinde, at kommunen havde ca. 25.000 kr. til gode hos hende. Årsagen hertil var, at hun i en periode på ca. 19 måneder ikke var blevet opkrævet betaling for madservice. Kommunen beklagede, at der ikke tidligere var opkrævet betaling, hvilket ville blive rettet, så fejlen ikke gentog sig. Kommunen vedlagde en opgørelse over leverancerne og en faktura til indbetaling af beløbet.

Af den efterfølgende korrespondance mellem kvinden og kommunen fremgik det bl.a., at den almindelige betalingsmåde var, at beløbet blev trukket i udbetalingen af pension. Kommunen havde troet, at hun var tilmeldt denne betalingsordning, hvilket bl.a. viste sig ved, at kommunen refunderede for de dage, hvor hun ikke modtog mad.

Kvinden henviste til et brev fra kommunen, hvorefter brugerne af kommunens madserviceordning ville betale for leverancerne over pensionen og hun mente at have modtaget et tilsvarende brev i forbindelse med tilmeldingen til ordningen. Hun gjorde gældende, at hun havde været i god tro om, at der var betalt løbende, mens kommunen mente, at hun havde en pligt til at kontrollere om pensionsudbetalingen havde været korrekt. Kommunen erkendte, at den manglende betaling skyldtes en administrativ fejl. Kommunen var af den opfattelse, at hun ikke kunne klage til nogen klageinstans over opkrævningen og at hun derfor måtte anlægge retssag, hvis hun var utilfreds hermed.

Kvinden klagede til det sociale nævn over kommunens behandling af sagen. Det fremgik bl.a. af klagen, at kommunen havde fastholdt kravet om betaling, selvom om hun havde været i god tro.

Det sociale nævn afviste at behandle sagen.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at da den fremsendte regning var knyttet til kommunens tilbud om madservice efter servicelovens § 71, kunne det sociale nævn ikke behandle klagen, jf. retssikkerhedslovens § 60, stk. 2.

Det forhold, at regninger var opstået som følge af fejl begået af kommunen, kunne ikke føre til et andet resultat. Nævnet fandt, at spørgsmålet om kvinden var forpligtet til at betale regningen henhørte under de almindelige domstole.

Kvinden klagede over nævnets afgørelse til Ankestyrelsen.

I klagen var det bl.a. anført, at det ikke var kommunens tilbud om madservice eller prisfastsættelsen, der blev klaget over, men det forhold at kommunen havde begået en administrativ fejl, som havde medført et efterbetalingskrav på ca. 25.000 kr. Kvinden var af den opfattelse, at lignende sager viste, at kommuner selv måtte hæfte for administrative fejl.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af i hvilket omfang de sociale klageinstanser er kompetente til at behandle spørgsmål vedrørende (efter)betaling for madserviceordninger, jf. servicelovens § 71.