R-11-03

En yngre kvinde, der led af sclerose, og som modtog højeste førtidspension, var i 2000 flyttet fra D kommune til udlandet. I begyndelsen af december 2001 tog kvinden på ferie i Danmark, hvor hun opholdt sig hos en bekendt i A kommune. I midten af januar 2002 blev kvinden indlagt på sygehuset i B kommune på grund af en akut forværring af sclerosen. Under opholdet på sygehuset opgav kvinden boligen i udlandet.

I slutningen af januar afgav sygehuset midlertidigt varsel til A kommune om, at kvinden forventedes at være færdigbehandlet samme dag. Samtidig ansøgte sygehuset sammen med kvinden A kommune om ældrevenlig/handicapegnet bolig, genoptræning i kommunalt regi samt venteplads, da kvinden som følge af den helbredsmæssige forværring ikke kunne klare sig alene i udlandet. Sygehuset havde desuden indstillet kvinden til et genoptræningsophold (3-5 uger) på et specialhospital i C kommune, hvortil der var ventetid.

Det fremgik videre af sagen, at en medarbejder fra A kommune umiddelbart inden havde deltaget i et visitationsmøde på sygehuset, hvor det blandt andet blev konkluderet, at kvindens behov mere var en løsning af boligproblemet end behov for træning.

A kommune gav i midten af februar 2002 afslag på en ældrevenlig bolig. Kvinden ansøgte derfor A kommunes boligformidling om en pensionistbolig, hvilket kommunen gav afslag på. A kommune henviste samtidig kvinden til efter retssikkerhedslovens § 9 at rette henvendelse til den kommune, hvor hun nu havde ophold, da A kommune ikke betragtede sig som opholdskommune. Der henvistes blandt andet til, at kvinden i folkeregistret var opført som udvandret til udlandet, og at hun aldrig havde været tilmeldt A kommune, men alene havde haft ophold i forbindelse med ferie.

C kommune - hvor kvinden i slutningen af februar 2002 havde fået midlertidigt ophold på specialhospitalet - var af den opfattelse, at A kommune var opholdskommune, jf. retssikkerhedslovens § 9.

Som følge af uenigheden mellem kommunerne blev sagen indbragt for det sociale nævn, der fandt, at A kommune ikke var opholdskommune for kvinden fra det tidspunkt, hvor hun blev overflyttet til specialhospitalet i C kommune.

C kommune klagede til Ankestyrelsen over nævnets afgørelse under henvisning til, at lovgrundlaget i forhold til opholdskommuneforpligtelsen for borgere, der har haft ophold i udlandet og vender tilbage, er svært gennemskuelige.

C kommune anførte blandt andet i klagen, at opholdet i denne kommune blev foranstaltet uden at kommunen blev orienteret herom, men alene med det formål at give genoptræning i ventetiden til anvist bolig i A kommune. C kommune blev kontaktet, da det i forbindelse med udskrivning viste sig, at A kommune havde fraskrevet sig opholdskommuneforpligtelsen, og C kommune gik efter en faglig vurdering ind i den akutte situation ud fra en faglig betragtning om, at det ikke kunne være rimeligt, at kvinden skulle være "kastebold" kommunerne imellem.

I forbindelse med klagen til Ankestyrelsen anførte A kommune blandt andet, at formålet med kvindens ophold i A kommune var et besøg hos en bekendt under ferieopholdet i Danmark, og at det var hendes mening at vende tilbage til bopælen i udlandet. Først under opholdet på sygehuset opgav kvinden den faste bopæl i udlandet, og det var således først fra dette tidspunkt, hun erhvervede fast opholdskommune i Danmark.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af opholdskommunen for en person, der efter længere tids ophold i udlandet tog ophold hos en ven i A kommune, hvorfra pågældende blev indlagt på hospital i B kommune og derfra på træningsophold i C kommune. Bopælen i udlandet var under hospitalsopholdet opgivet.