P-7-96

En på ansøgningstidspunktet 69-årig mand søgte i oktober 1989 folkepension og blev ved denne lejlighed orienteret om sin oplysningspligt efter § 41 i lov om social pension.

Pensionisten oplyste på ansøgningstidspunktet, at hans arbejdsgiver var gået konkurs, og at han ikke ville søge nyt arbejde. Han fortalte ikke, at han havde søgt dækning hos Lønmodtagernes Garantifond af sit løntilgodehavende for oktober 1989 samt løn i opsigelsesperioden fra november 1989 til maj 1990. Han fik senere udbetalt erstatning fra Lønmodtagernes Garantifond.

Da man i 1989 ikke kunne få folkepension som 67-69-årig, hvis arbejdsindtægten oversteg 119.100 kr., og da kommunen skønnede, at pensionistens årsindtægt oversteg denne grænse, rejste kommunen krav om tilbagebetaling af et beløb på 16.816 kr.

Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse med begrundelsen, at pensionisten havde tilsidesat oplysningspligten efter § 41 i lov om social pension i forbindelse med udbetaling af erstatningen fra Lønmodtagernes Garantifond.

Pensionisten anførte i sin klage over nævnets afgørelse, at han mente sig berettiget til folkepensionens grundbeløb fra sin 70 årsfødselsdag den 8. februar 1990. Grundtanken og lovens mening ved pen sionens indførelse med betaling over skatten var, at man havde krav på hele grundbeløbet, fra man fyldte 70 år - uanset indtægtsforhold.

Pensionisten anførte desuden, at han ikke havde meddelt pensionskontoret om sin indkomst fra Lønmodtagernes Garantifond, da han var af den formodning, at der var tale om en erstatning og ikke en lønindkomst. Han fandt det derfor ikke nødvendigt at oplyse pensionskontoret om det.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om et beløb, der udbetales fra Lønmodtagernes Garantifond, er en indtægt, der midlertidigt træder i stedet for lønindtægt.