P-6-91

En 46-årig mand P, som modtog forhøjet almindelig førtidspension, søgte om personligt tillæg efter lov om social pension til betaling af behandling for alkoholmisbrug på et behandlingshjem uden for det offentlige behandlingssystem.

P havde været alkoholiker i over 20 år og havde været i behandling flere steder i det etablerede offentlige beandlingssystem.

Kommunen afslog ansøgningen om personligt tillæg under henvisning til, at P kunne benytte amtets behandlingshjem.

Ankenævnet ændrede kommunens afgørelse og pålagde kommunen at yde hjælp til P's behandling.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at P havde haft et meget udtalt alkoholmisbrug igennem 20-25 år, samt at han havde haft en rimelig grad af kontakt til det etablerede behandlingssystem.

Uagtet det ikke med absolut sikkerhed kunne konstateres, at P ikke kunne få udbytte af det etablerede system endnu engang, fandt nævnet, at behandlingsmulighederne inden for det etablerede system måtte anses for udtømte i den konkrete situation.

Nævnet fandt det herefter lægeligt velbegrundet, at der blev ydet hjælp til det ansøgte ophold.

Efter en vurdering af P's økonomiske forhold i relation til udgiftens størrelse fandt nævnet, at P ikke selv havde midler til at afholde udgiften.

Kommunen klagede over ankenævnets afgørelse, idet kommunen bl.a. henviste til, at ansøgning om støtte først var indgivet, efter at behandling havde fundet sted, og til at der ikke kunne drages entydige sammenligninger mellem bistandslovens § 46 og lov om social pension § 17. Endelig henviste kommunen til, at alle muligheder inden for det etablerede behandlingssystem skulle være udtømte.

Sagen blev antaget til principiel behandling af spørgsmålet om, hvorvidt § 17 i lov om social pension giver hjemmel til hjælp til behandlingsudgifter for alkoholmisbrug i institutioner uden for det offentlige behandlingssystem i samme omfang som § 46 a i bistandsloven.

Lovgrundlag: Lov om social pension § 17, stk. 3. Bistandslovens § 46 a.