P-45-04

Der var tale om en kvinde født i 1960. Hun var uden uddannelse. Hendes tilknytning til arbejdsmarkedet havde været vekslende, og hun havde haft mange ufaglærte ansættelser. Under sit arbejde på en elektronikfabrik i 1996 blev hun ramt i baghovedet af et stort tungt plastiklåg, og udviklede herefter en smertetilstand, som senere blev kronisk.

Kvinden forsøgte uden held i 1997 at genoptage arbejdet på elektronikfabrikken 2 x 3 timer ugentligt. Herefter startede hun i arbejdsprøvning på samme fabrik som piccoline 3 timer dagligt. Ved opfølgning i begyndelsen af 1998 vurderede fabrikken kvindens arbejdsindsats til betydeligt under 1/3 af det normale. Hun blev herefter henvist til en revalideringsinstitution med henblik på afklaring af sine erhvervsmæssige ressourcer.

Kvinden fik det tiltagende dårligere, brug af rollator var nødvendig, og i hjemmet udførte hun kun få og lette opgaver. Arbejdsprøvningen blev annulleret. Ved en ambulant forundersøgelse på revalideringsinstitutionen blev det konkluderet, at der ikke var nogen revalideringsmuligheder for hende.

En AF-konsulent vurderede, at hun ikke havde nogen som helst mulighed på arbejdsmarkedet.

Kvinden blev tilkendt forhøjet almindelig førtidspension med virkning fra 1. januar 1999.

Kvindens læge vurderede i en generel helbredsattest, at hendes funktionsevne var lig nul, og at det formentlig var varigt.

I 1999-2000 gennemgik kvinden et forløb på en smerteklinik. Hun blev behandlet medicinsk med nogen reduktion af smerterne, men det havde ikke været muligt tilnærmelsesvist at fjerne smerterne. Herudover var hun i behandling hos smerteklinikkens psykolog. Behandlingen gjorde, at hun nu så lidt lysere på tilværelsen trods smerterne.

I en statusattest fra smerteklinikken var det vurderet, at kvindens arbejdsevne stort set var ophørt, idet hun havde meget svært ved at klare opgaver, som krævede den mindste fysiske anstrengelse.

Kvinden anmodede om forhøjelse af sin førtidspension, hvilket kommunen afslog. Afgørelsen blev tiltrådt af det sociale nævn i november 2000. Begrundelsen var, at der ikke var forsøgt aktivering eller revalidering siden pensionstilkendelsen.

Efter det oplyste henvendte kvinden sig til kommunen i begyndelsen af 2001 med henblik på beskæftigelse. Det var anført i kommunens journalark, at hun var selvhjulpen. Hun kunne ikke gå meget og brugte rollator. Hun havde bil. Hun kunne bruge højre hånd og hovedet. Der var behov for at veksle mellem stående, gående og siddende arbejde. Hun måtte ikke løfte. Hun kunne ikke skrive, da hun ikke kunne se ned. Hun havde behov for større selvværd og for at komme ud blandt andre.

Kvinden startede herefter i praktik på revalideringsinstitutionen i maj 2001. I november samme år blev hun ansat på denne i beskyttet beskæftigelse efter servicelovens § 87. Formålet var at styrke hendes selvværd og støtte etablering af kollegialt samvær. De første måneder på revalideringsinstitutionen var hun der 2 x 2 timer ugentligt, derefter 2 x 3 timer ugentligt. Hun blev afmeldt fra revalideringsinstitutionen i august 2003 på grund af for stort fravær.

Af udtalelserne fra revalideringsinstitutionen fremgik det, at kvinden igennem hele forløbet havde et stort sygefravær, og at det var svært at finde beskæftigelse til hende, da hun kun kunne bruge én hånd. Tilbuddet blev da også mest brugt til det sociale.

Kommunen traf den afgørelse, at der ikke var grundlag for at påbegynde sag om forhøjelse af kvindens førtidspension.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse med den begrundelse, at alle afprøvningsmuligheder ikke var udtømte. Nævnet fandt, at der var tale om en så begrænset afprøvning på BOMI, at det ikke kunne danne grundlag for en reel vurdering af kvindens resterhvervsevne. Samtidig forelå der ikke helbredsmæssige fund eller andre forhold, der kunne forklare den ringe arbejdsindsats på BOMI.

Kvinden klagede over nævnets afgørelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der ud over egentlige aktiverings- og revalideringsmæssige foranstaltninger i førtidspensionslovens § 24, stk. 2, også kan være tale om beskæftigelse i beskyttede stillinger til belysning af resterhvervsevnen.