RegelrytterPrincipafgørelserP-21-99

P-21-99

PrincipafgørelseGammelførtidspensionloven1999
Ankestyrelsen
Afgørelse fra Ankestyrelsen

Officiel principafgørelse

Se original

Der var ikke grundlag for at påbegynde behandling af en sag om forhøjelse af tidligere tilkendt førtidspension. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at ansøger led af fibromyalgi og slidgigt i ryggen, men at der alene havde kunnet påvises beskedne obj...

Betingelserne for at påbegynde behandling af en sag om forhøjelse af ansøgers tidligere tilkendte førtidspension var ikke opfyldt, jf. lovens § 20 a, sammenholdt med §§ 14, stk. 2, nr. 1 og 15. Begrundelsen for afgørelsen var, at der ikke fandtes at være sket en sådan objektiv helbredsmæssig forværring af ansøgers tilstand siden tilkendelsen af forhøjet almindelig førtidspension i september 1995, at ansøgers erhvervsevne kunne anses for nedsat med omkring 2/3. Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøger led af fibromyalgi og slidgigt i ryggen, men at der alene havde kunnet påvises beskedne objektive fund til støtte for ansøgers smerteklager og lave funktionsniveau, og at der ikke var tegn på en væsentlig forringelse ved den seneste undersøgelse i oktober 1998. Efter lov om social pension § 20 a, stk. 2, kan en sag om førtidspension, herunder om forhøjelse af en allerede tilkendt førtidspension som udgangspunkt først påbegyndes, når det konstateres at alle aktiverings-, revaliderings- og behandlingsmæssige samt andre foranstaltninger har været afprøvet. Ankestyrelsen fandt imidlertid, at kommunen og nævnet havde kunnet afslå at påbegynde en sag om forhøjelse af den tidligere tilkendte førtidspension alene med henvisning til, at ansøger ud fra de foreliggende oplysninger ikke opfyldte betingelserne i lovens §§ 14, stk. 2, nr. 1, og 15, for tilkendelse af en højere pension. På baggrund af oplysningerne om det tidligere revalideringsforløb forud for tilkendelsen af pension i 1995, hvor ansøgers erhvervsevne ansås for varigt nedsat med mindst halvdelen, fandt Ankestyrelsen således ikke, at der i ansøgers tilfælde havde været grundlag for at henvise til yderligere aktiverings- revaliderings- eller andre foranstaltninger, som nævnt i lovens § 20 a, stk. 2. Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.

Sagsoplysninger

Sagen drejede sig om afvisning af at rejse en pensionssag om forhøjelse for en 44-årig kvinde, der led af fibromyalgi og slidgigt i ryggen.

Såvel kommune som nævn havde givet afslag på påbegyndelse af sag om forhøjelse af tidligere tilkendt forhøjet almindelig førtidspension. Begrundelsen var, at det helbredsmæssige ikke kunne begrunde forhøjelse. Der var ikke henvist til foranstaltninger i form af revalidering eller lignende.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning af praksis for påbegyndelse af pensionssag efter lovens § 20 a, stk. 2.

Lovhenvisninger

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 22 af 14. januar 1998 - § 14, § 15 og § 20a, stk. 2

Lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. - lovbekendtgørelse nr. 485 af 29. maj 2007 - § 14, § 15 og § 24, stk. 2

Emneord
Påbegyndelse af pensionssagPension