P-12-03

Sagen drejede sig om en 62-årig mand, der modtog social pension. Han søgte i forbindelse med flytning fra sin hidtidige bopæl til en lejebolig kommunen om et personligt tillæg til flytning og etablering med et samlet beløb på 7.650 kr. (4.000 kr. for flytningen og 3.650 kr. til etablering).

Om ansøgers økonomiske forhold var det oplyst, at han havde indtægter på i alt ca. 13.000 kr. pr. måned. De faste udgifter var på ca. 8.000 kr. pr. måned.

Til rest til underhold og andre udgifter var herefter pr. måned ca. 5.000 kr.

Ansøgeren havde en psykisk lidelse, som medførte, at han ikke kunne tage offentlige transportmidler. Af hensyn til at det var lægeligt anbefalet, at han havde egen bil, havde kommunen anset hans månedlige biludgifter på i alt 1.700 kr. for en nødvendig udgift, der skulle medtages i beregningen af ansøgerens rådighedsbeløb.

Kommunen traf den 20. marts 2002 afgørelse om, at ansøgeren ikke havde ret til personligt tillæg til flytning og etablering til et samlet beløb på 7.650 kr. efter § 17, stk. 2, i lov om social pension med den begrundelse, at han ud fra en samlet vurdering af sine økonomiske forhold selv ansås for at være i stand til at afholde udgiften over en kortere periode, uden at han derved ville blive bragt i en særlig vanskelig økonomisk situation.

Ved kommunens beregning af ansøgerens rådighedsbeløb var hans udgift til indbetaling til en pensionsordning med 2.000 kr. om måneden ikke medtaget, idet kommunen ikke vurderede denne udgift som en nødvendig udgift.

Kommunen traf samtidig afgørelse om at udlægge det samlede beløb på 7.650 kr. til ansøgeren som personligt tillæg efter § 17, stk. 2, i lov om social pension mod tilbagebetaling efter § 43, stk. 1, nr. 2, i lov om social pension, idet han ikke havde opsparet midler til flytning og etablering. Kommunen begrundede afgørelsen med, at kommunen havde vurderet, at ansøgeren havde økonomisk mulighed for i løbet af kortere tid at tilbagebetale beløbet.

I afgørelse/erklæring om tilbagebetaling af personligt tillæg af 20. marts 2002 var det oplyst, at der endnu ikke var taget endelig stilling til tilbagebetaling.

Ankestyrelsen havde i brev af 12. december 2002 til brug for sagens videre behandling anmodet Det Sociale Nævn om at indhente den indgåede afdragsaftale mellem ansøgeren og kommunen.

Kommunen havde i brev af 16. januar 2003 oplyst, at der ikke var fastsat en afdragsordning. Den manglende indgåelse af aftalen skyldtes flere faktorer, bl.a. langtidssygemelding i afdelingen, hvorfor der var opstået kommunikative fejl mellem pensionsafdelingen og opkrævningsafdelingen. Kommunen mente dog fortsat, at ansøgeren økonomisk var i stand til at indgå en afdragsaftale.

Kommunen havde telefonisk den 28. februar 2003 oplyst, at der fortsat ikke var fastsat en afdragsordning. Ansøgeren forventedes indkaldt til en samtale i løbet af marts måned 2003.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse om tilbagebetaling af personligt tillæg på 7.650 kr., idet ansøgeren med et månedligt rådighedsbeløb på 5.140 kr. var i stand til i løbet af kortere tid at tilbagebetale beløbet.

Nævnet fandt endvidere, at der ikke kunne tages hensyn til ansøgerens indbetaling til en pensionsordning ved vurderingen af hans tilbagebetalingsevne.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at ansøgerens forsørgelse var sikret gennem modtagelse af social pension.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på præcisering af praksis vedrørende personligt tillæg mod tilbagebetaling, jf. lov om social pension § 43, stk. 1, nr. 2.