O-76-98

Sagen drejede sig om en autistisk pige, der var hjemme fra en amtskommunal døgninstitution ca. 40 % af året. Pigen kunne ikke klare sig selv på nogen måde. Det havde derfor været nødvendigt at låse hende inde eller tage hende i hånden, da hun ellers stak af. Det var nødvendigt for forældrene, at hun fik nogle oplevelser, da hun ellers blev umulig at styre. Som følge af hendes særlige behov havde forældrene derfor søgt om støtte til transportudgifter, udgifter i forbindelse med ferier, entrebilletter m.v. og havehegn.

Kommunen fandt ikke, at der var hjemmel i bistandslovens § 33 stk. 2, nr. 9, idet kommunen lagde vægt på, at der skulle være en klar sammenhæng mellem ydelsen af hjælp og muligheden for enten at undgå anbringelse eller fremskynde en hjemgivelse.

Muligheden for at yde hjælp til udgiften i forbindelse med forældrenes samvær med pigen under anbringelsen skønnede kommunen heller ikke var tilstede, da de ansøgte udgifter ikke skønnedes at være nødvendige for at opretholde samværet.

Sagen blev anket til ankenævnet, der stadfæstede kommunens afgørelse med henvisning til, at datteren, der på klagetidspunktet var under 18 år, var anbragt på en amtskommunal institution efter bistandslovens § 96. Ankenævnet fandt, at det var amtskommunens social- og sundhedsforvaltning, der traf afgørelse om, i hvilket omfang der skulle ydes hjælp til betaling af særlige udgifter i forbindelse med barnets besøg i hjemmet. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om bistandslovens § 33, stk. 2, nr. 9, kunne finde anvendelse ved vurdering af ansøgning om hjælp til udgifter, der var en følge af en autistisk piges særlige behov i forbindelse med besøg i hjemmet. Pigen, der var under 18 år, var anbragt på en amtskommunal institution.