O-58-96

Moderen til et barn med et fysisk handicap fik efter endt barselorlov bevilget tabt arbejdsfortjeneste i en periode på 3 måneder fra den 11. november 1993, hvor sønnen skulle til undersøgelser m.m.

Normalt kørte moderen i bil til arbejde, og kørselsforbruget var opgjort til 2.814 km om måneden.

Ved beregningen af tabt arbejdsfortjeneste for de første 2 måneder fratrak kommunen et beløb på 850 kr. om måneden, svarende til de af moderen oplyste sparede udgifter til brændstof.

Sagen blev forelagt det sociale udvalg primo januar 1994. Da det anvendte fradrag alene dækkede udgiften til brændstof og ikke udgifter til f.eks. serviceeftersyn, reparationer og nedslidning, og da disse kunne være svære at beregne, fandt kommunen, at fradraget skulle ske med statens laveste takst for kørselsudgifter på 1,17 kr. pr. km, svarende til et fradrag på 3.292 kr. om måneden.

Ankenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte det af kommunen udøvede skøn, hvorefter kommunen vurderede at besparelsen for udgift til befordring svarede til statens laveste takst for kørselsudgifter, idet der heri var medtaget sparet nedslidning, reparationer, serviceeftersyn m.v. og idet det ikke fandtes sandsynliggjort, at moderens sparede transportudgifter var forskellige herfra.

I klagen henviste moderen bl.a. til, at kørselsfradraget skatte mæssigt var fastsat til 1.600 kr. pr. måned hvorfor hun ikke fandt det korrekt, at kommunen opgjorde besparelsen til 3.292 kr. pr. måned. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en kommune ved beregningen af tabt arbejdsfortjeneste kunne foretage et fradrag for sparede transportudgifter med en fast takst svarende til statens lave sats, eller om der skulle foretages et konkret skøn over størrelsen af familiens besparelse ved ikke at skulle benytte egen bil mellem hjem og arbejde.