N-8-06

Revalidenden havde ikke ret til den faktiske udgift til befordring, Det betød, at hun ikke havde ret til godtgørelse for udgifter inden for de første 24 km af udgifterne. Det var en betingelse for ret til betaling af den faktiske udgift til transport, at udgiften var en følge af en nedsat fysisk eller psykisk funktion, jf. lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 82, stk. 5. Ankestyrelsen fandt, at det var en forudsætning for, at transportudgiften kunne anses for en følge af den nedsatte fysiske eller psykiske funktionsevne, at den pågældende transport var nødvendig for at deltage i revalideringen. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at det fremgik af bemærkningerne til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, at princippet i lov om aktiv socialpolitik § 63 bibeholdtes. Der var herefter anvendt samme formulering i § 82, stk. 5 som i § 63, stk. 2 i lov om aktiv socialpolitik. Denne bestemmelse skulle dog ses i sammenhæng med lovens § 63, stk. 1, som vedrørte transportudgifter, der var en nødvendig følge af uddannelsen eller af en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Det var dermed en betingelse, at følgen var nødvendig. Der blev ved den konkrete afgørelse lagt vægt på, at revalidenden ifølge statusattest fra lægen kunne bruge offentlige transportmidler af enhver art. Men en lang transportvej med mange skift var uden tvivl mere belastende for hende end sædvanligt for andre på grund af smertetilstanden i benene. Lægen anbefalede samtidig en invalidebil som klart den foranstaltning, der bedst kunne kompensere for revalidendens ganghandikap Revalidenden havde oplyst, at hun ikke kunne komme frem og tilbage til bus og tog, da de ikke holdt lige ud for, hvor hun skulle hen. Der ville være en gå-afstand på ca. 300 m fra busstoppestedet og til seminariet. Fra parkeringspladsen var der ca. 100 m. op ad bakke og på brosten, så hun måtte bruge 2 krykkestokke. Ankestyrelsen fandt dog, at udgiften ikke kunne anses for at være en følge af hendes nedsatte funktionsevne, når hun kunne bruge offentlige transportmidler. Ankestyrelsen kom således til samme resultat som det sociale nævn.