N-13-06

Ansøger, der var revalidend og omfattet af § 2, nr. 4, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, havde fået et tilbud efter beskæftigelsesindsatslovens § 32 om vejledning og opkvalificering.

Efter § 82, stk. 1, i beskæftigelsesindsatsloven var ansøger berettiget til befordringsgodtgørelse, når den daglige transport mellem bopæl og stedet, hvor tilbuddet gennemførtes og retur, var mere end 24 km.

Ansøger havde 37,1 km mellem bopælen og stedet, hvor tilbuddet blev gennemført.

Kommunen havde dækket ansøgers befordringsudgifter med det fulde antal kilometer, men med den kilometer takst, der var gældende efter § 82, stk. 2, i beskæftigelsesindsatsloven.

Nævnet stadfæstede kommunens afgørelse.

Nævnet fandt, at lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 82, stk. 5, skulle fortolkes således, at ansøger kunne få dækket sin udgift til befordring med det fulde antal kørte kilometer og ikke kun det antal kilometer, som han kørte ud over de første 24 kilometer.

Nævnet henviste som støtte for denne fortolkning til lovforslag L 193, folketingsåret 2002/2003, vedrørende lov om en aktiv beskæftigelsesindsats til bemærkningerne til § 82 samt vejledning om lov om aktiv socialpolitik nr. 39 af 5. marts 1998, punkt. 287.

Nævnet anførte, at ansøger var tilbudt et forløb med hjemmel i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 32, lovens kapitel 10, og at det i henhold til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 82, stk. 2, betød, at den takst, der skulle anvendes, var 1,02 kr. pr. kørt kilometer, jf. vejledning om satser fra 4. juli 2005.

Ansøger klagede over afgørelsen til Ankestyrelsen. Ansøger, der blev kørt frem og tilbage til tilbuddet af et familiemedlem i dennes bil, gjorde gældende, at den faktiske udgift til befordring måtte opfattes som, hvad det rent faktisk kostede pr. kørt kilometer i familiemedlemmets bil og ikke med en bestemt sats.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvad der skulle forstås ved den faktiske udgift til befordring i beskæftigelsesindsatslovens § 82, stk. 5.