M-5-04

En kvinde havde fået bevilget beboerindskudslån til sin daværende bolig.

Kvinden søgte om beboerindskudslån til en ny bolig, før det tidligere beboerindskudslån var blevet afviklet.

Kommunen meddelte afslag herpå i februar 2003. Kommunen oplyste i afgørelsen, at såfremt ansøgeren ikke indfriede det tidligere lån senest en måned efter indflytningen i den nye bolig, skulle afgørelsen betragtes som et afslag på ansøgning om nyt lån til beboerindskud.

Kommunen meddelte på ny afslag i august 2003 og henviste her til kommunens tidligere afgørelse i februar 2003 vedrørende den nye bolig, hvor kvinden var flyttet ind den 15. april 2003.

Kvinden oplyste i klagen over kommunens afgørelse, at hun ikke havde fået udbetalt sit tilgodehavende fra boligforeningen før august 2003, idet hun havde gjort indsigelse over opgørelsen af kravet vedrørende istandsættelsen af den tidligere bolig. Som følge deraf havde kvinden ikke haft mulighed for at indfri beboerindskudslånet i den gamle bolig før august 2003, hvor boligforeningen havde afsluttet opgørelsen af kravet.

Det sociale nævn pålagde i henhold til lov om boligstøtte § 55, stk. 2, kommunen at bevilge kvinden beboerindskudslån til den nye bolig.

Det var nævnets opfattelse, at lovens bestemmelse (§ 55) omhandlede tilfælde, hvor der på ansøgningstidspunktet var en forfalden gæld fra tidligere lejemål.

Nævnet lagde afgørende vægt på, at beboerindskudslånet fra kvindens hidtidige bolig ikke forfaldt til betaling før fraflytningen.

I et tilfælde som det foreliggende, hvor det oprindelige lån ikke var forfaldent til betaling på ansøgningstidspunktet, og hvor det ville være naturligt at afvente en opgørelse fra boligforeningen inden indfrielsen, fandt nævnet, at det var i strid med lovens hensigt, at retten til indskud skulle fortabes ved en overskridelse.

Nævnet bemærkede i den forbindelse, at der ikke i loven var fastsat en egentlig tidsfrist.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse.

I klagen var det blandt andet anført:

Efter punkt 277 i Socialministeriets vejledning om individuel boligstøtte var det forudsat, at beboerindskudslån skulle søges i tilknytning til indflytningstidspunktet.

Med hensyn til spørgsmålet om nægtelse af et nyt indskudslån på grund af lån til en tidligere lejlighed havde det været en mangeårig praksis i kommunen - i lighed med mange andre kommuner - at der ikke var blevet skelnet mellem om det tidligere lån var forfaldent eller ikke.

Ifølge boligstøttelovens § 61, stk. 3 forfaldt beboerindskudslån ved lejemålets ophør, og da beboerindskuddet typisk skulle være betalt inden indflytningen i en ny lejlighed, ville ansøgningen om lån til en ny lejlighed normalt skulle behandles, inden lejemålet vedrørende den gamle lejlighed var ophørt, og hvis der var ydet lån til den gamle lejlighed, ville dette således ikke være forfaldent.

Det fremgik hverken af formuleringen af boligstøttelovens § 55 eller af Socialministeriets vejledning om individuel boligstøtte, at lån til en tidligere lejlighed skulle være forfaldent for at begrunde nægtelse af ansøgning om beboerindskudslån til en ny lejlighed.

Da beboerindskudslån typisk blev søgt inden flytning, ville et krav om, at et beboerindskudslån skulle være forfaldent for at kunne begrunde nægtelse af nyt lån medføre, at lån vedrørende ansøgerens nuværende bolig ikke kunne begrunde nægtelse.

Mange kommuner havde derfor i en lang årrække haft den praksis, at såfremt en ansøger i forvejen havde et beboerindskudslån, kunne dette begrunde, at en ansøgning om nyt beboerindskudslån blev nægtet, uanset om det gamle beboerindskudslån var forfaldent eller ikke.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt der kan gives afslag på bevilling af et beboerindskudslån efter boligstøttelovens § 55, stk. 2, når boboerindskudslånet, til den lejlighed der skulle fraflyttes, ikke er blevet tilbagebetalt, herunder hvilke frister, der kan stilles vedrørende tilbagebetaling af beboerindskudslån ved flytning til anden bolig.