M-1-03

J.nr.: 8500010-03

Resume

En kvinde fik efterbetalt boligydelse fra sin kommune for en periode på 5 år efter at hun i juni 2002 havde anmodet om efterbetaling. Ankestyrelsen var enig med nævn og kommune i, at hun ikke havde ret til efterbetaling mere end 5 år tilbage fra hend...

Lovgrundlag

Lov om individuel boligstøtte - lovbekendtgørelse nr. 696 af 21. august 2002 - § 13, stk. 3
Lov om forældelse af visse fordringer - lov nr. 274 af 22. december 1908 - § 1, § 2 og § 3

Sagsfremstilling

En kvinde anmodede i juni 2002 sin kommune om efterbetaling af boligydelse, da hun var blevet opmærksom på, at hun siden februar 1988 havde haft ret til "rumdispensation", hvilket betød, at hun i hele perioden havde fået udbetalt for lidt i boligydelse.

Baggrunden var, at hendes mand, som hun boede sammen med, i december 1987 var død. I maj 1989 blev hun tilkendt social pension med virkning fra februar 1988. Hun opfyldte derfor betingelserne i boligstøtteloven for at få sin boligydelse beregnet på grundlag af et større boligareal.

Hverken kommunen eller kvinden havde været opmærksom på, at hun havde ret til højere boligydelse.

Kommunen fandt i en afgørelse fra juli 2002, at hun kun havde ret til efterbetaling 5 år tilbage fra hendes henvendelse herom til kommunen. Der blev henvist til 1908-loven om forældelse af visse fordringer.

Hun påklagede afgørelsen til det sociale nævn.

Det sociale nævn fandt ikke grundlag for at ændre kommunens afgørelse om, at hendes krav på efterbetaling af boligydelse var forældet for perioden før den 1. juni 1997, jf. 1908-lovens § 1, nr. 2.

Nævnet lagde vægt på, at det i praksis er antaget, at reglen i § 3 i 1908-loven om utilregnelig uvidenhed om kravet alene vedrører uvidenhed om faktiske forhold og ikke uvidenhed om retsregler med deraf følgende krav.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at hun rettede henvendelse til kommunen om sagen den 3. juni 2002.

I klagen til Ankestyrelsen anførte kvinden bl.a., at hun havde modtaget en række henvendelser fra andre borgere, som ligeledes havde følt sig snydt af deres kommuner. Hendes "fejl" havde været, at hun ikke havde kendt reglen om "rumdispensation" i boligstøtteloven, men kommunens sagsbehandlere burde have kendt den.

Hun anførte endvidere i en senere henvendelse til Ankestyrelsen, at mange mennesker var blevet snydt for deres retmæssige boligydelse. Hun mente, at hun burde få tilbagebetalt fra mandens død i december 1987. Hun kunne have sparet mange spekulationer over en umulig økonomisk situation, hvis kommunens sagsbehandlere havde kendt boligstøtteloven ordentligt.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om kvindens krav på efterbetaling af boligydelse for perioden før 1. juni 1997 var forældet efter 1908-loven om forældelse af visse fordringer

Afgørelse

Ankestyrelsen var enig med det sociale nævn og kommunen i, at kvinden ikke havde ret til efterbetaling af boligydelse mere end 5 år tilbage fra hendes anmodning om efterbetaling. Efterbetaling af boligydelse for perioden før den 1. juni 1997 var således forældet, jf. lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer (1908-loven) §§ 1-3. Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at kvinden siden 1988 løbende havde haft ret til en højere boligydelse efter boligstøtteloven, da hun som efterlevende ægtefælle blev berettiget til social pension inden 3 måneder efter hendes mands død og derfor havde ret til "rumdispensation". Begrundelsen for afgørelsen var, at krav på efterbetaling af boligydelse er en fordring, som er omfattet af den 5-årige forældelsesfrist i 1908-loven, jf. § 1, nr. 2, idet boligydelse er en månedlig ydelse, der væsentligst har samme formål og karakter som livrente, overlevelsesrente, pension og aftægtsydelse. Begrundelsen var videre, at forældelsesfristen blev afbrudt ved kommunens erkendelse af gælden i afgørelse af 31. juli 2002, jf. lovens § 2. Begrundelsen var ydermere, at kvinden i hvert fald siden meddelelsen i 1989 om tilkendelse af social pension havde kendt de faktiske omstændigheder, som medførte, at hun havde ret til "rumdispensation" med deraf følgende ret til højere boligydelse. Årsagen til, at hun ikke havde gjort kravet gældende tidligere, var, at hun ikke kendte de relevante regler i boligstøttelovgivningen. Den manglende viden om lovgivningen kunne ikke begrunde suspension, og eftersom hun havde kendt de relevante faktiske omstændigheder var der ikke grundlag for suspension efter lovens § 3. Begrundelsen var endelig, at forældelsesfristen var suspenderet i den periode, hvor kommunen behandlede sagen. Ankestyrelsen henviste i den forbindelse til den praksis, som fremgår af SM P-10-03. Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.

Nøgleord

Suspension af forældelsesfristFaktisk ukendskabRetligt ukendskabEfterbetalingForældelseBoligydelseForældelsesfrist på 5 årBoligstøtteAfbrydelse

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principmeddelelse 50-22 om efterregulering af pension og boligstøtte - forældelse - opkrævning - henstand - erkendelse af gæld

Principmeddelelsen fastslår Principmeddelelsen fastslår, hvornår et krav som følge af efterregulering af pension og boligstøtte kan anses for forældet. Pension og boligstøtte efterreguleres årligt, når årsopgørelsen foreligger. Begyndelsestidspunktet...

M-1-03

P-41-04

Nævnets afgørelse om forældelse var i overensstemmelse med Ankestyrelsens praksis, hvorefter forældelsesfristen på 5 år i pensionssager regnes fra ansøgningen om genoptagelse af sagen med tillæg af sagsbehandlingstiden i de perioder, hvor begæringen ...

Original principafgørelse:

Ankestyrelsens principafgørelse M-1-03 på retsinformation.dk →