P-41-04

Ankestyrelsen fandt, at nævnets afgørelse ikke var i strid med gældende ret. Det var Ankestyrelsens opfattelse, at Vestre Landsrets dom af 27. august 2004 ikke indeholdt synspunkter, der kunne føre til en ændret bedømmelse af forældelsesspørgsmålet. Dommens resultat var i overensstemmelse med Ankestyrelsens praksis. Der henvistes herved til SM P-27-04, SM P-23-03 og SM P-10-03. Ankestyrelsens praksis var baseret på, at pensionisterne i de for Ankestyrelsen foreliggende sager efter en fortolkning af forældelsesloven havde retskrav på de forældede beløb. Ankestyrelsen henviste til, at det fremgik af dommen, at nævnets advokat bl.a. gjorde gældende, at nævnet ikke var forpligtet til at følge Ankestyrelsens praksis om forældelse, da Ankestyrelsens praksis ikke var lovlig. Vestre Landsret fulgte ikke nævnets opfattelse. Det var Ankestyrelsens opfattelse, at Vestre Landsrets dom i øvrigt gav anledning til betydelig fortolkningstvivl. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at den almindelige lighedsgrundsætning alene fandt anvendelse på administrationens udøvelse af skønsbeføjelser og (formentlig) anvendelse af vage og elastiske lovbestemmelser. Derimod kunne lighedsgrundsætningen aldrig føre til, at en borger fik et retskrav på at opnå en ulovlig retsposition, som andre borgere havde opnået, fx som følge af en lovfortolkning fra myndighedernes side, der blev underkendt at domstolene. Hvis Vestre Landsrets dom skulle læses således, at Ankestyrelsens praksis var ulovlig, fordi den byggede på en forkert fortolkning af forældelsesloven, ville anvendelsen af lighedsgrundsætningen være stridende mod Højesterets praksis og den almindelige opfattelse i den juridiske litteratur. Efter Ankestyrelsens praksis skulle forældelsesfristen på 5 år regnes fra anmodningen om genoptagelse af sagen med tillæg af sagsbehandlingstiden i de perioder, hvor begæringen om genoptagelse eller forhøjelse havde været under behandling ved myndighederne. Begrundelsen for at sagsbehandlingstiden indenfor 5-årsperioden skulle tillægges var, at forældelsesfristen var suspenderet, mens sagen var under behandling. Det grundlæggende hensyn bag Ankestyrelsens praksis var, at man ikke på et område som førtidspensionistområdet kunne henvise borgerne til at anlægge retssager. Man måtte derfor nødvendigvis acceptere, at myndighedsbehandling suspenderede forældelsesfristen, idet Højesterets praksis indebar, at reglerne om afbrydelse af forældelsesfristen ikke fandt anvendelse ved administrative klager, når klagen ikke ifølge loven udelukkede anlæg af retssag. Der skulle tages hensyn til sagsbehandlingstid såvel indenfor de 5 år som i den yderligere periode, hvormed tilbageregningen blev forøget som følge af administrativ behandlingstid. Hvis blot en enkelt dag af en sagsbehandlingstid herefter faldt indenfor fristen, forlængedes denne med hele den pågældende sagsbehandling.