Regelrytter.dkAI superkræfter
Regelrytter›Principafgørelser›F-7-01

F-7-01

PrincipafgørelseBarselsloven2001
Ankestyrelsen
Afgørelse fra Ankestyrelsen

Officiel principafgørelse

Se original

Ankestyrelsen har behandlet 2 sager om betydningen af formelle mangler for afgørelser om standsning af sygedagpenge. Der har i sagerne været mangler i form af bl.a. utilstrækkeligt oplysningsgrundlag, manglende partshøring, utilstrækkelig opfølgning ...

Manden var ikke berettiget til sygedagpenge efter den 31. august 2000. Begrundelsen for afgørelsen var, at manden ikke opfyldte betingelserne for yderligere forlængelse af dagpengeperioden, jf. dagpengelovens § 22, stk. 1. Det blev påtalt, at kommunens sagsbehandling led af formelle mangler. Disse havde imidlertid ikke haft indflydelse på afgørelsens resultat. Manglerne bevirkede derfor ikke, at afgørelsen om at standse udbetalingen af sygedagpenge var ugyldig. Forlængelse efter dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1 forudsætter, at det må anses for overvejende sandsynligt, at revalidering vil blive iværksat. Efter bestemmelsen er det ikke i sig selv tilstrækkeligt, at der må iværksættes afklarende undersøgelser med henblik på at vurdere, om revalidering er overvejende sandsynlig. Det må på det foreliggende grundlag være overvejende sandsynligt, at revalidering kommer på tale. Det er i praksis tillige lagt til grund, at det skal være overvejende sandsynligt, at der bliver tale om revalidering med henblik på tilbagevenden til arbejdsmarkedet på normale vilkår, jf. SM D-7-99. Forlængelse kan efter bestemmelsens nr. 2 ske, hvis lægebehandling inden for en kortere tid kan genskabe arbejdsdygtigheden, efter nr. 3 hvis der er rejst sag om arbejdsskadeerstatning, efter nr. 4 hvis der er påbegyndt sag om førtidspension eller efter nr. 5 hvis særlige omstændigheder i øvrigt taler for det. Dagpengeudbetalingen vedrørte sygemelding pr. 3. september 1998, hvor manden blev indlagt med svær leverpåvirkning og atypisk lungebetændelse med hjernepåvirkning. Varighedsbegrænsningen i medfør af lovens § 22 indtrådte den 30. september 1999, hvor kommunen forlængede dagpengeudbetalingen under forudsætning af, at manden accepterede psykologisk undersøgelse til brug for afklaring af revalidering/pension. Ankestyrelsen havde ikke mulighed for at efterprøve denne afgørelse men fandt anledning til vejledende at bemærke, at en henvisning til en undersøgelse til brug for afklaring af, om der skal iværksættes revalidering eller om der skal rejses pensionssag, ikke er tilstrækkeligt til at forlænge dagpengeperioden efter dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1. På det tidspunkt, hvor kommunen besluttede at standse udbetaling forelå erklæring af 31. januar 2000 fra en psykolog. Psykologen vurderede, at manden i forhold til revalidering ville være begrænset på grund af indlærings- og hukommelsesvanskeligheder, den almene fysiske tilstand samt smerter og begrænsninger som medførte, at manden ikke kunne anvende venstre hånd i nogen form for erhvervsarbejde, samt få psykiske ressourcer til at kunne klare eventuelle krav eller forventninger, som lå udenfor det, manden allerede havde kendskab til (svejserarbejde). Samtidig fremgik det af erklæringen, at det testpsykologiske billede viste, at mandens habituelle begavelse måtte skønnes at være indenfor normalområdet, og at han var i stand til at fastholde et relevant koncentrationsniveau og mentalt tempo. Der forelå tillige oplysninger fra en sygeplejerske på lokalcenteret noteret i revalideringsjournal af 12. april 2000, hvoraf fremgik, at mandens tilstand var rigtig god og at hans fysiske førlighed kunne betragtes som fuldt normal. I statusattest af 9. maj 2000 havde egen læge med udgangspunkt i mandens alder og tilsyneladende stabile tilstand vurderet, at revalidering burde være en mulighed. Af journalnotat af 18. maj 2000 fremgik, at sagsbehandleren denne dag havde en samtale med manden, og at sagsbehandlerens umiddelbare indtryk ikke understøttede, at pension ikke længere var en umiddelbar option. Manden fremtrådte ikke stærk og resourceholdig, og kunne ikke anvende sine hænder. Han havde en let foroverbøjet langsom og besværet gang. Mentalt fremtrådte han dog normal, selvom han adspurgt stort set ikke kunne forholde sig til anden beskæftigelse end den hidtidige. Af generel helbredsattest af 9. juni 2000 fra egen læge indstemplet i forvaltningen den 27. juni 2000 fremgik under objektiv undersøgelse vedrørende bevægeapparat "intet at bemærke fraset let tremor manuum" (rysten på hænderne). Lægen konstaterede, at man kunne forsøge med medicinsk behandling for håndrysten, og at leverlidelsen kun kunne behandles ved afholdenhed. Øvrige behandling måtte bestå i genoptræning/revalidering den relativt unge alder taget i betragtning. Ankestyrelsen var på baggrund af disse oplysninger enig med kommunen og nævnet i, at der var en sådan usikkerhed om mandens arbejdsevne, at der var behov for yderligere erhvervsafklarende oplysninger med henblik på, om manden ville kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet på normale vilkår, om der skulle arbejdes i retning af revalidering, i retning af fleksjob eller rejsning af pensionssag. Som følge af den betydelige usikkerhed om arbejdsevnen var revalidering med henblik på tilbagevenden til arbejdsmarkedet på normale vilkår ikke overvejende sandsynligt, jf. dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1. Da manden ikke var under og heller ikke afventede lægebehandling og allerede havde fået forlænget dagpengene udover 26 uger var der ikke grundlag for forlængelse efter bestemmelsens nr. 2, jf. dagpengebekendtgørelsens § 37, nr. 2. Da der ikke var tale om en arbejdsskade, kunne forlængelse ikke ske i medfør af bestemmelsens nr. 3. Der var ikke påbegyndt sag om førtidspension, jf. bestemmelsens nr. 4, og Ankestyrelsen fandt ikke, at sag om førtidspension burde være rejst, jf. pensionslovens § 20 a, stk. 2. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at det fremgik af ovennævnte psykologiske erklæring, at det testpsykologiske billede viste, at mandens habituelle begavelse måtte skønnes at være indenfor normalområdet, og at manden var i stand til at fastholde et relevant koncentrationsniveau og mentalt tempo. Når dette blev sammenholdt med de ovenfor citerede oplysninger om mandens helbredstilstand, og med hans alder og tidligere faste tilknytning til arbejdsmarkedet med 20 års ansættelse på samme arbejdsplads, samt at der ikke havde været forsøgt arbejdsprøvning, som manden i øvrigt ikke var afvisende overfor, var Ankestyrelsen enig i, at der ikke var grundlag for at rejse sag om førtidspension på tidspunktet for afgørelsen om standsning af sygedagpenge. Der var således heller ikke mulighed for at forlænge dagpengene efter § 22, stk. 1, nr. 4. Der var ikke særlige omstændigheder, der talte for forlængelse, jf. § 22, stk. 1, nr. 5. Der blev herved henvist til dagpengebekendtgørelsens § 38 hvoraf fremgår, at når der har været ydet dagpenge i 1§ år, kræver yderligere forlængelse, at der enten er tale om alvorlig sygdom, der kræver langvarig behandling, og hvor erhvervsmæssig beskæftigelse skønnes at kunne genoptages indenfor det følgende halve år, eller at der er tale om uhelbredelig sygdom. Ankestyrelsen var opmærksom på, at der nu forelå en mere uddybende beskrivelse af de varige fysiske sygdomsfølger. Det fremgik således af den objektive undersøgelse i erklæring af 15. november 2000 fra en speciallæge i neurokirurgi, at der blev konstateret dårlig kraftudfoldelse på begge hænder og fingre på grund af udtalt dysæstesi af de tre radiale fingre ved berøring. Der var endvidere tydeligt nedsat fingerspil samt en fin tremor manuum (rysten på hænderne), der var svage dybe reflekser, og sensorisk var der svær dysæstesi af tre radiale fingre på begge hænder. Ankestyrelsen fandt, at det kunne lægges til grund, at denne tilstand også var tilstede på tidspunktet for kommunens afgørelse. Imidlertid fandt Ankestyrelsen ikke, at det ville have ført til en anden afgørelse, hvis oplysningerne rent faktisk havde foreligget på afgørelsestidspunktet. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at den beskrevne tilstand svækkede sandsynligheden for revalidering med henblik på tilbagevenden til arbejdsmarkedet på normale vilkår, jf. dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1. Samtidig bevirkede den beskrevne tilstand ikke, at der var grundlag for at rejse pensionssag henset til oplysningerne om mandens intellektuelle habitus, hans alder og tidligere tilknytning til arbejdsmarkedet, samt til det forhold, at arbejdsprøvning ikke havde fundet sted. Der ville derfor heller ikke være grundlag for at forlænge efter dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 4. Manden havde gjort gældende at opfølgningen af hans sag havde været for langsommelig, og at det havde ført til, at han havde haft et indtægtstab, fordi han måtte overgå til kontanthjælp. Dette var Ankestyrelsen ikke enig i. Det fremgik af sagsakterne, at kommunen løbende havde fulgt op på sagen, jf. dagpengelovens § 24, stk. 1 og herunder indhentet relevante oplysninger og taget stilling til relevante forhold. Ankestyrelsen fandt imidlertid anledning til at påtale, at kommunen ikke havde udarbejdet en skriftlig helhedsvurdering, jf. retssikkerhedslovens § 7, stk. 2, og at kommunen ikke havde udarbejdet en skriftlig opfølgningsplan, jf. dagpengelovens § 24, stk. 2, jf. god forvaltningsskik, således at manden havde klarhed over hvilken retning sagen tog. Disse sagsbehandlingsfejl havde imidlertid ikke påvirket afgørelsens resultat. Det blev bemærket, at selv om det ikke var muligt at foretage en endelig vurdering af mandens fremtidige situation inden udløbet af 8 ugersfristen i retssikkerhedslovens § 7, stk. 2, idet manden på daværende tidspunkt lå på hospitalet i respirator, burde kommunen dog inden fristens udløb have meddelt en foreløbig skriftlig vurdering. Det blev kritiseret, at kommunen ikke partshørte manden over de oplysninger, der blev tillagt vægt ved afgørelsen om standsningen, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1, inden kommunen traf afgørelse. Kommunen burde således have partshørt over helbredsattesterne fra egen læge og over oplysninger fra sygeplejesken på lokalcenteret, idet manden ikke kunne antages at være bekendt med disse. I forbindelse med sagens behandling i Ankestyrelsen havde manden fået tilsendt kopi af alle akter i sagen med anmodning om at fremsætte eventuelle bemærkninger. Der var ikke i den anledning fremkommet oplysninger, der pegede på, at standsningen af sygedagpenge ikke var korrekt. Det blev ligeledes kritiseret, at kommunens afgørelse om standsning ikke levede op til kravene om begrundelse, jf. forvaltningslovens § 22 og § 24, stk. 1 og 2, idet afgørelsen ikke indeholdt en angivelse af de hovedhensyn, der blev tillagt vægt, og heller ikke en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, der var tillagt væsentlig betydning for afgørelsen. Den utilstrækkelige begrundelse indebar imidlertid ikke, at afgørelsen fik et forkert indhold. Afslutningsvist blev det kritiseret, at kommunen ikke traf en udtrykkelig afgørelse om afslag på rejsning af pensionssag, jf. pensionslovens § 20 a, senest samtidig med afgørelsen om standsning af sygedagpenge, jf. SM P-17-99. Det kunne imidlertid udledes af kommunens journalnotat af 13. juli 2000, at kommunens afgørelse om at standse sygedagpenge omfattede den vurdering, at der ikke var grundlag for at rejse pensionssag. Da de sagsbehandlingsfejl, der var begået af kommunen, ikke havde haft indflydelse på afgørelsens resultat, kunne fejlene ikke medføre ugyldighed. Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.

Lovhenvisninger

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 147 af 2. marts 2001 - § 5, stk. 1, § 5, stk. 2, § 22, stk. 1, § 24, stk. 1 og § 24, stk. 2

Forvaltningsloven - lov nr. 571 af 19. december 1985 - § 19, stk. 1, § 22, § 24, stk. 1 og § 24, stk. 2

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 615 af 26. juni 2001 - § 20a, stk. 2

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2000 - § 4, § 5, § 6 og § 7

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 540 af 21. juli 1998 -

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 700402-00

En nu 54-årig mand havde siden 1969 været ansat i eget anpartsselskab, der var beskæftiget med vinduespudsning og rengøring. Ved afhentning af varer den 6. december 1999 faldt han på et isglat fortov og pådrog sig brud på højre fods indvendige fodrodsknogle.

Manden var som følge heraf fuldtidssygemeldt fra den 6. december 1999 og indtil den 9. april 2000, hvor han genoptog arbejdet delvist svarende til 1§ time dagligt. Han modtog fuld løn fra firmaet, som fik dagpengerefusion fra kommunen.

Af statusattest af 17. januar 2000 fra egen læge fremgik, at der var tale om brud på 2. mellemfodsknogle på højre fod, og at smerter aktuelt forhindrede arbejde. Uarbejdsdygtigheden forventedes at vare 3 uger.

Af statusattest af 24. februar 2000 fra egen læge fremgik, at den forventelige helingstid ifølge sygehuset var 4-6 uger, forstået således, at manden skulle være smertefri og med nogenlunde god bevægelighed i foden efter denne periode. Den 3. februar havde lægen set manden, hvor der fortsat var en del smerter. Disse havde i ugen forinden ikke været i aftagende. Der var en del ømhed ved tryk på brudområdet. Manden vurderedes fortsat uarbejdsdygtig i erhverv som krævede fysisk aktivitet, idet almindelig gang gav en del smerte. Manden ville derimod kunne bestride et stillesiddende job. Lægen fandt det ikke muligt at udtale sig om uarbejdsdygtighedsperiodens længde. På sigt skønnedes mandens erhvervsevne dog næppe at blive nedsat. Lægen afventede udtalelse fra sygehuset.

Det fremgik af journaludskrift af 17. april 2000, at manden under fremmøde meddelte, at han ikke kunne klare vinduespudsning på grund af bruddet i foden. Han kunne arbejde med det rengøringsarbejde firmaet havde. Bruddet var helet, men der var komplikationer, når han skulle udføre arbejde på stiger og gesimser. Han havde ikke den fulde førlighed i foden, og han var anvist at arbejde med stive sko, hvilket umuliggjorde arbejdet, idet hans fødder måtte have kontakt til gangunderlaget. Han kunne ikke gå på stiger eller gesimser, heller ikke i stift fodtøj, og han mente heller ikke, at han ville komme til at kunne klare tidligere arbejdsområde. Han ville kunne arbejde, hvis vinduespudsning foregik fra gulve eller fast underlag. Det blev noteret, at sagsbehandleren ville indhente status fra sygehuset og efterfølgende indkalde manden til samtale.

Den 4. Maj 2000 anmodede kommunen sygehuset om en statusattest og stillede følgende spørgsmål, som blev besvaret ved attest modtaget i kommunen den 18. Maj 2000: 1. Er manden fortsat uarbejdsdygtig og hvor længe? Svar: "vides ikke". ". Er han i behandling, eventuelt hvilken og hvilket resultat? Svar: "nej". 3. Hvornår vil han kunne genoptage arbejde som vinduespudser helt eller delvist) Svar: "når som helst". 4. Vil sygdommen påvirke hans fremtidige erhvervsevne og hvis ja - i hvilken grad? Vil der være skånebehov? Svar: "tvivlsomt". Kan sikkert ikke afgøres på nuværende tidspunkt".

Af vedlagte journalnotat dateret 3. April 2000 fremgik: "Nyhenvist ortopædkir. 8. December 1999 på arbejdet gledet/faldet, pådraget sig en fraktur interartikulært i basis af 2. Metatarts hø. Fod. I februar stadig betydelige smerter, henvist til vurdering. Smerterne nu klinget væsentligt af, men der er stadig lidt hævelsestendens ved større belastninger, gør ondt distinkt ondt sv. T. frakturstedet. Objektivt er gangen upåfaldende, men han er lidt øm sv. T. basis af 2. Meatars, fodbuen er bevaret. Rgt. Viser den intraartikulære fraktur helet. Afsluttes med instruks i at ømheden stadig kan fortage sig noget men at der med al sandsynlighed vil bestå en vis belastningsrelateret smerte sv. T. den intraartikulære fraktur. "

Af anmodning om dagpengerefusion modtaget i kommunen den 17. maj 2000 fremgik, at manden pr. 9. april 2000 havde genoptaget arbejdet delvist, svarende til 1½ time om dagen.

Ved brev af 9. juni 2000 henviste kommunen til statusattesten fra sygehuset og anførte, at det deraf fremgik, at der ikke var helbredsmæssig begrundelse for fortsat sygemelding. Udfra en samlet vurdering af de lægelige oplysninger i sagen mente kommunen ikke, at manden fortsat kunne betragtes som fuld uarbejdsdygtig, jf. dagpengelovens § 5, stk. 1. Udbetaling ville blive bragt til ophør pr. 11. juni 2000.

Ved brev af 13. juni 2000 klagede manden over kommunens afgørelse. Han anførte bl.a., at ifølge hans samtale med ortopædkirurgen ville foden aldrig blive som før. Lægen havde pointeret, at smerterne i foden fremkom af, at bruddet var et uheldigt sted. Manden anførte endvidere, at det var umuligt for ham at genoptage sit arbejde som vinduespolerer, da han ikke kunne gå på stige samt hoppe ned fra vindueskarme m.v. Han oplyste, at han havde talt med en bekendt, der var læge, som havde sagt, at en sådant brud kunne tage fra måske et år og helt op til halvandet år, før det var i orden. Han havde kontaktet sin kiropraktor, fordi han begyndte at halte, når smerterne blev for store, hvilket ifølge kiropraktoren var en normal reaktion med henblik på aflastning af foden.

Manden afleverede endvidere en skriftlig klage samme dag. I denne forbindelse oplyste han, at han, som følge af smerter, ikke ville kunne genoptage sit arbejde på fuld tid. Han havde siden april måned arbejdet ca. 1§ time dagligt med lettere rengøringsarbejde så som støvsugning, aftørring af borde samt gulvvask. Han turde ikke gå på stiger, og han ville ikke kunne hoppe ned fra vindueskarme, hvorfor han ikke kunne foretage vinduespudsningsopgaver. Han var som følge af de indvendige smerter i foden i tvivl om, hvorvidt han nogensinde ville kunne arbejde som vinduespudser igen.

Ved afgørelse af 24. november 2000 stadfæstede nævnet kommunens afgørelse. Nævnet udsatte samtidig tidspunktet for ophør af dagpengeudbetalingen i 14 dage, således at dagpengeudbetalingen først skulle ophøre pr. 25. juni 2000.

Nævnet var enig med kommunen i, at manden ikke længere var fuldt uarbejdsdygtig den 9. juni 2000, da kommunen traf afgørelse om at standse udbetalingen af dagpenge. Der blev henvist til dagpengelovens § 5, stk. 1. Nævnet lagde herved vægt på oplysningerne i statusattest af 17. maj 2000 fra sygehuset.

Nævnet fandt, at det var en væsentlig fejl ved sagsbehandlingen, at kommunen ikke partshørte manden over statusattesten og ikke indkaldte manden til møde, da attesten var modtaget, således som det var aftalt med ham. Der blev vedrørende partshøring henvist til forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Nævnet fandt, at det tillige var en væsentlig fejl ved sagsbehandlingen, at kommunen ikke foretog en skriftlig helhedsvurdering af mandens situation senest 8 uger efter hans første anmodning om dagpenge, jf. lov om retssikkerhed og administration på det sociale område §§ 6 og 7.

Da disse formelle mangler efter nævnets opfattelse ikke havde haft betydning for afgørelsens indhold, fandt nævnet ikke grundlag for at ophæve afgørelsen som ugyldig. Nævnet fandt derimod, at manglerne måtte medføre, at virkningen af afgørelsen blev udsat i 14 dage, svarende til den periode, der med rimelighed kunne være medgået til at indkalde manden til møde og partshøre ham. Nævnet ændrede således ikke kommunens afgørelse om ophør af dagpengeudbetalingen men ændrede tidspunktet for ophøret.

Manden klagede til Ankestyrelsen og anførte bl.a., at kommunen havde stillet sig over lovgivningen, som har en klar og tydelig lovtekst, og som kommunen måtte forventes at kende. Han anførte endvidere, at det netop med lovgivningen har været meningen, at borgere skal have mulighed for at fremføre synspunkter på afgørende områder, da det kan have betydning for eventuelle afgørelser. Han havde ikke haft mulighed for at indhente en læges mening om sagen, eller fremføre sin mening om sagens kerne - smerterne i foden, og hvordan disse ville påvirke hans fremtidige erhvervsevne. Det var mandens opfattelse, at kommunen havde truffet afgørelsen på baggrund af, at han var en lille selvstændig erhvervsdrivende, som burde klare sig selv.

Under behandlingen af sagen modtog Ankestyrelsen supplerende oplysninger i form af kopi af lægeerklæring II af 7. august 2000 fra egen læge udstedt til Arbejdsskadestyrelsen. Det fremgik bl.a. af denne, at manden fik smerter i fodroden efter ca. 1½ times almindelig gang. Han kunne slet ikke arbejde på stige. Bevægeligheden af højre fod var nedsat til ca. det halve af bevægeligheden af venstre fod. Han fandtes som følge af smerter i foden ikke arbejdsdygtig i samme grad og samme omfang som før skaden. Han var ikke under behandling. Lægen skønnede, at der var nogen chance for bedring af tilstanden.

Kommunen fik tilsendt kopi af erklæringen og anførte, at kendskab til indhold i lægeerklæring II ikke ville have ændret kommunens afgørelse om at standse sygedagpengeudbetaling.

Den 12. marts 2001 oplyste manden telefonisk, at han følte, at kommunen havde handlet hen over hovedet på ham, og at han ikke havde fået mulighed for at forklare kommunen, hvordan sagen lå for ham. Efter mandens opfattelse ville kommunen have vurderet anderledes, hvis han havde været almindelig lønmodtager. Manden oplyste endvidere, at han gik ind i sit fars firma i 1969 sammen med en kammerat. Dengang var det et I/S. Siden blev det lavet om til et ApS. Firmaet beskæftigede sig og havde altid beskæftiget sig 90-95% med vinduespolering. Det resterende arbejde bestod i rengøring, hvilket var det eneste arbejde, han kunne klare idag. Det gjorde altid ondt i foden - værkede i den. Han havde også problemer med ryggen. Han gik til kiropraktor med ryggen. Han kunne fortsat kun arbejde 1½ til 2 timer om dagen med rengøring.

Den 13. marts 2001 tilføjede manden, at han godt kunne tænke sig at vide om kommunens og nævnets rådgivende lægekonsulenter var arbejdsmedicinere, og om de mon var klar over hvad vinduespudserarbejde består i og hvor hårdt det er. Manden oplyste, at stigerne vejede mellem 60 og 70 nogen op til 80 kg. Han turde slet ikke sige hvor mange gange man dagligt hoppede op og ned af vindueskarme. Typisk kunne man slet ikke bruge en stige, fordi der stod borde eller lignende foran vinduerne. Desuden kunne han slet ikke gå på stige mere.

Kommunen fik sendt kopi af kontorrapporter, hvori mandens oplysninger var noteret. Kommunen fremsatte ikke bemærkninger hertil.

Den 30. april 2001 fremsendte mandens advokat yderligere lægelige akter til sagen og anførte, at Arbejdsskadestyrelsen til brug for en udtalelse i en erstatningssag havde anmodet advokaten om at skaffe en ortopædkirurgisk speciallægeerklæring, idet styrelsen ikke kunne vurdere skadefølgerne på det foreliggende grundlag.

Advokaten anførte, at kommunens afgørelse efter hans opfattelse var behæftet med så væsentlige forvaltningsretlige mangler, at afgørelsen om stop for sygedagpenge var ugyldig. Advokaten henviste til SM D-18-00 og SM F-3-00 og påpegede, at forvaltningslovens § 19 og retssikkerhedslovens § 7 og navnlig retssikkerhedslovens § 4 var tilsidesat med den konsekvens, at manden ikke havde haft mulighed for at tilkendegive, hvordan sagen efter hans opfattelse burde belyses. Havde manden haft lejlighed til at medvirke, kunne han have peget på muligheden for at indhente oplysninger fra kiropraktor eller fremsat ønske om speciallægeundersøgelse. Det blev oplyst, at advokaten nu havde anmodet om en speciallægeerklæring.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af retsvirkningerne af formelle mangler.

Emneord
OpfølgningsplanBegrundelseOplysningspligtHjemvisningPartshøringDagpengeOpfølgningBorgers medvirkenSkriftlig helhedsvurdering

Relaterede afgørelser

F-7-01
Ankestyrelsen har behandlet 2 sager om betydningen af formelle mangler for afgørelser om standsning af sygedagpenge. Der har i sagerne været mangler i form af bl.a. utilstrækkeligt oplysningsgrundlag, manglende partshøring, utilstrækkelig opfølgning ...
D-7-01
Kommunen var nærmest til at bære risikoen for, at der ikke var dokumentation for, hvilken vejledning, der var givet i kommunen, da lønmodtageren henvendte sig med sit feriekort. Dagpengene kunne derfor ikke standses under ferie. Ankestyrelsen lagde v...
O-4-98
En afgørelse om tilbagebetalingspligt, som ikke havde angivet de hovedhensyn, som havde været bestemmende for, at en kommune havde fundet, at der forelå ubegrundet opsigelse af arbejdet, måtte anses for at være utilstrækkeligt begrundet. Ankestyrelse...