Barselsloven
2007

D-3-07

J.nr.: 7000346-06

Resume

En fuldtidsforsikret lønmodtager, der var arbejdsledig ved barselsorlovens begyndelse, havde ret til supplerende barselsdagpenge for 8 timer om ugen, da hun fik nyt job med 29 timer om ugen få uger før den ordinære barselsorlovs slutning....

Lovgrundlag

  • Lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel - lov nr. 566 af 9. juni 2006 - § 22

Sagsfremstilling

En lønmodtager havde født den 5. august 2005. Hun var ved orlovens påbegyndelse fuldtidsforsikret lønmodtager. Hun fik under orloven et nyt job pr. 1. juni 2006, med 29 timer om ugen. Hun ville gerne i gang hurtigst muligt og aftalte med arbejdsgiver at starte 1. juni 2006 frem for at vente til orloven var helt afsluttet.

Kommunen gav afslag på supplerende barseldagpenge fra 1. juni 2006.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse under henvisning til, at lønmodtager ved orlovens start var fuldtidsforsikret ledig og således ikke havde en arbejdsgiver, med hvilken hun kunne aftale delvis genoptagelse af arbejdet.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af praksis med hensyn til retten til supplerende barselsdagpenge til en forælder, der ved orlovens start var ledig, men fuldtidsforsikret.

Afgørelse

Lønmodtager havde fra den 1. juni 2006 ret til supplerende barselsdagpenge for 8 timer om ugen. Det fremgår af dagældende lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel (nu lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel) § 16 a, at en lønmodtager kan genoptage arbejdet i dagpengeperioden med op til 291/2 time om ugen med den virkning, at retten til dagpenge bortfalder for den tid, hvor arbejdet er genoptaget. Det fremgår af Arbejdsdirektoratets vejledninger om barseldagpenge fra henholdsvis maj 2003 og maj 2004, at forælderen i denne situation kan få nedsatte dagpenge for de timer, hvor arbejdet ikke er genoptaget. Det fremgår også, at det er en forudsætning, at der er en aftale med arbejdsgiveren om at genoptage arbejdet delvist. Ankestyrelsen lagde vægt på, at den sikrede havde fået en aftale med sin nye arbejdsgiver om at genoptage arbejdet med 29 timer om ugen fra den 1. juni 2006. Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

Nøgleord

Arbejdsløshedsforsikret lønmodtagerNyt jobSupplerende barselsdagpenge