D-6-05

Ankestyrelsen fandt ikke, at der var grundlag for at forlænge kvindens dagpengeperiode efter dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 5, da kvinden ikke havde anmodet om, at der alene blev taget stilling til spørgsmålet om førtidspension på det foreliggende dokumentationsgrundlag. Ankestyrelsen fandt imidlertid, at kommunens afgørelse om ophør af dagpengeudbetaling var ugyldig, da der ikke til brug for afgørelsen var udarbejdet en ressourceprofil. En sygedagpengeperiode kunne bl.a. forlænges, hvis der var påbegyndt en sag om førtidspension, jf. dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 5. Begrundelsen for afgørelsen var, at kvinden ikke opfyldte denne betingelse. En borger har efter pensionslovens § 17, stk. 1, 2. punktum mulighed for at anmode sin kommune om alene at tage stilling til spørgsmålet om førtidspension. Det betyder bl.a., at afgørelsen om ret til førtidspension bliver truffet på det foreliggende dokumentationsgrundlag, jf. lovens § 17, stk. 1, 3. punktum. Denne mulighed er en undtagelse fra hovedreglen om, at en ansøgning om førtidspension skal behandles i forhold til alle de muligheder, der findes for at yde hjælp efter den sociale lovgivning. En ansøgning om stillingtagen til førtidspension på det foreliggende dokumentationsgrundlag anses for omfattet af ordlyden i dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 5; "når der er påbegyndt en sag om førtidspension. " Ønsker en borger, at kommunen alene tager stilling til spørgsmålet om førtidspension, har kommunen en særlig vejledningsforpligtelse. Kommunen skal sikre sig, at det rent faktisk er vedkommendes ønske, at sagen bliver fremmet på det foreliggende dokumentationsgrundlag. Kommunen skal i den forbindelse også vejlede borgeren om forskellen på behandling af sagen efter pensionslovens § 17 og § 18. At udtrykke ønske om førtidspension er ikke ensbetydende med en anmodning om stillingtagen til førtidspension på det foreliggende dokumentationsgrundlag, og kommunen har ikke generelt en pligt til at vejlede en borger, der ønsker førtidspension, om muligheden for at få sagen fremmet på det foreliggende dokumentationsgrundlag. Derimod gælder der en særlig pligt til at vejlede om denne mulighed i de tilfælde, hvor der opstår en konflikt/en uenighed mellem kommunen og ansøgeren om det videre forløb i en sag. Ved afgørelsen af den konkrete sag lagde Ankestyrelsen vægt på, at der ikke var oplysninger om en sådan uenighed mellem kvinden og kommunens sagsbehandler - tværtimod indgik hun og sagsbehandleren en række aftaler om det videre forløb. Ankestyrelsen fandt derfor ikke, at det kunne lægges til grund, at kvinden havde anmodet om at få pensionssagen fremmet på det foreliggende dokumentationsgrundlag. Det forhold, at hun efterfølgende klagede over kommunens afgørelse om standsning af sygedagpengene, ændrede ikke denne vurdering. Der var således ikke i kvindens sag påbegyndt en sag om førtidspension på tidspunktet for kommunens afgørelse. Dermed var der ikke grundlag for at forlænge hendes sygedagpengeperiode efter dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 5. Begrundelsen for, at kommunens afgørelse om ophør af dagpengeudbetaling var ugyldig, var, at der var begået en væsentlig sagsbehandlingsfejl. Arbejdsevnebekendtgørelsen skal anvendes ved behandling af sager om førtidspension, fleksjob og revalidering. Hvis en afgørelse efter dagpengeloven forudsætter stillingtagen til pension eller revalidering, herunder arbejdsprøvning, skal arbejdsevnebekendtgørelsen derfor også anvendes. Det vil sige, at der skal udarbejdes en ressourceprofil, før afgørelsen efter dagpengeloven kan træffes. Ankestyrelsen lagde vægt på, at kommunen ikke havde lavet en ressourceprofil i kvindens sag. Reglerne i arbejdsevnebekendtgørelsen har karakter af garantiforskrifter, og Ankestyrelsen fandt, at den manglende ressourceprofil i denne sag bevirkede, at kommunens afgørelse om ophør af dagpengeudbetaling var ugyldig. Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.