D-21-99

En lønmodtager blev sygemeldt den 3. oktober 1995 på grund af årebetændelse i benene.

Hun var oprindelig uddannet kontorassistent, og havde arbejdet som vikar inden for dette fag indtil 1990, hvor hun begyndte at arbejde som ufaglært.

Hun oplyste under opfølgningssamtaler, at hun godt kunne tænke sig arbejde, hvor hun kunne bruge sin kontoruddannelse, men at hun manglede kendskab til EDB. Kommunen besluttede den 18. juni 1997 at forlænge dagpengeperioden efter dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1, da det fandtes overvejende sandsynligt, at revalidering ville blive iværksat.

I juli 1997 blev der etableret en arbejdspraktik i kommunens sekretariat, men denne måtte afbrydes efter 3 dage på grund af for meget stående/gående arbejde.

Fra 1. oktober 1997 blev der etableret et nyt praktikforhold, hvor der blev taget vidtgående hensyn til ansøgers problemer med benene. Hun kunne således selv bestemme, hvornår hun ville stå, gå og sidde.

Den 26. november 1997 blev hun påny sygemeldt på grund af årebetændelsen i benene, og arbejdsprøvningen blev derfor indstillet.

Den 5. februar 1998 indgav hun ansøgning om pension.

Det anførtes i pensionsskemaet, at hun ikke havde ønske om revalidering, da hun ikke kunne se, hvilken arbejdsfunktion, hun kunne udfylde.

Dagpengeperioden blev herefter forlænget under henvisning til dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 4.

Kommunen gav den 28. august 1998 afslag på ansøgningen om førtidspension med den begrundelse, at ansøgerens helbredsmæssige forhold ikke vurderedes at nedsætte erhvervsevnen med halvdelen. Der skønnedes endvidere at være yderligere behandlingsmuligheder, hvorved erhvervsevnen kunne forbedres.

I et brev af 8. september 1998 meddelte kommunen ansøgeren, at der herefter ikke var grundlag for at forlænge dagpengeperioden.

Det anførtes, at kommunen ved afgørelsen havde lagt vægt på, at ansøgeren havde fået afslag på ansøgningen om førtidspension.

Det fremgik endvidere af afgørelsen, at kommunen ikke fandt de øvrige betingelser for forlængelse af dagpengeperioden opfyldt.

Den 10. september meddelte hun telefonisk sagsbehandleren, at hun ikke mente, at hun var afklaret arbejdsmæssigt, og hun anmodede om at blive henvist til Revalideringsinstitutionen R.

Sagsbehandleren afslog dette under henvisning til, at ansøgeren havde været igennem to arbejdsprøvningsforløb, hvoraf det sidste havde været tilrettelagt på særdeles gunstige vilkår. Alligevel havde hun ikke gennemført forløbet på tilfredsstillende vis. Revalidering fandtes derfor ikke realistisk.

Sagsbehandleren orienterede herefter ansøgeren om muligheden for etablering i et fleksjob, hvilket hun den pågældende dag udtrykte interesse for, men den 23. september 1998 meddelte hun telefonisk sagsbehandleren, at hun havde sagt ja til et fleksjob fordi hun var blevet overrumplet over sagsbehandlerens besked om, at hendes sygedagpenge stoppede. Hun havde nu haft tid til at tænke sig om, og tale med sin mand og læge angående arbejde, og hun havde besluttet at afvente afgørelsen vedrørende hendes klage over afslaget på førtidspension. Hun oplyste endvidere, at hun kun kunne have benene nede i ca. 1½ time ad gangen, og at hun herefter skulle ligge og have benene oppe. Hun skulle også bruge en del tid på at gøre sig i stand om morgenen og på transport til arbejde, og hun kunne ikke forestille sig nogen arbejdsgiver, der kunne acceptere, at hun skulle starte en arbejdsdag med at ligge ned.

I klagen over kommunens afgørelse om standsning af sygedagpengene anførte ansøgeren bl.a., at hun havde problemer med sit stofskifte, og at hun på grund af problemer med den ene fod ikke havde mulighed for at dyrke motion for at tabe sig.

Det sociale nævn tiltrådte ved en afgørelse af 10. marts 1999 kommunens afslag på førtidspension. Nævnet lagde bl.a. vægt på, at der skønnedes at være mulighed for iværksættelse af revalidering, hvorved erhvervsevnen kunne forbedres, samt at ansøgeren eventuelt kunne placeres i et fleksjob.

Det sociale nævn traf samtidig den afgørelse, at ansøgeren var berettiget til fortsat at få udbetalt sygedagpenge fra 1. oktober 1998.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at nævnet anså det for overvejende sandsynligt, at revalidering ville blive iværksat.

Nævnet lagde vægt på, at ansøgeren havde været sygemeldt siden efteråret 1995, og at der siden kun havde været iværksat revalidering i form af 2 kortvarige praktik/arbejdsprøvninger, som var blevet afbrudt på grund af helbredsgener.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at kommunen havde afslået at henvise ansøgeren til arbejdsprøvning på Revalideringsinstitutionen R.

Nævnet lagde bl.a. også vægt på, at nævnet havde tiltrådt kommunens afslag på ansøgningen om førtidspension.

I klagen over nævnets afgørelse i dagpengesagen, henviste kommunen bl.a. til SM D-67-91.

Ankestyrelsen har behandlet sagen med henblik på afklaring af, om nævnets afgørelse er i overensstemmelse med § 69 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Ankestyrelsen har ved telefonisk henvendelse til kommunen den 20. juli 1999 fået oplyst, at ansøgeren efter en samtale med forvaltningen den 15. april 1999 var blevet henvist til Revalideringsinstitutionen R, og at Revalideringsinstitutionen R havde besluttet at optage hende, når der blev plads.