D-21-05

Lønmodtager blev sygemeldt i september 2003 på grund af forhøjet blodtryk, som hun angiveligt havde haft siden 1990.

Siden 2000 havde lønmodtager været i vedvarende medicinsk behandling for det forhøjede blodtryk og var det fortsat på tidspunktet for kommunens afgørelse. Det havde ikke været muligt at påvise en årsag til det forhøjede blodtryk og det havde trods forskellige behandlingstiltag ikke været muligt at nedbringe blodtrykket til et acceptabelt niveau.

Kommunen standsede dagpengeudbetalingen efter varighedsbegrænsningens indtræden den 31. august 2004. Baggrunden var, at det lægeligt blev angivet, at det på den ene side kunne tænkes at lønmodtageren ville kunne genoptage hidtidigt arbejde, og på den anden side kunne det ikke siges med sikkerhed. Det kunne således ikke fastslås, hvorvidt der blev behov for en revalideringsmæssig indsats.

Det Sociale Nævn ændrede kommunens afgørelse og fandt, at lønmodtager fortsat havde ret til dagpenge efter den 31. august 2004.

Nævnet tog udgangspunkt i, at lønmodtager fortsat var fuldt uarbejdsdygtig på grund af sygdom. Uanset forløbet af den fortsatte medicinske behandling fandt nævnet ud fra en samlet betragtning grundlag for at antage, at afklaringen af, hvorvidt lønmodtager kunne genoptage sit tidligere arbejde som social- og sundhedshjælper, eller hvorvidt der på anden måde måtte være muligheder for, at hun kunne genetablere hel eller delvis tilknytning til arbejdsmarkedet, måtte forudsætte revalideringsmæssige tiltag. Herudfra fandt nævnet det således overvejende sandsynligt, at revalidering ville blive iværksat.

Nævnet uddybede efterfølgende afgørelsen med, at afgørelsen var truffet ud fra en samlet betragtning. Herved var bl.a. henset til, at lønmodtagerens mangeårige lidelse og den lange periode uden arbejde samt afskedigelsen fra seneste ansættelsesforhold måtte pege mod, at revalidering under en eller anden karakter måtte være sandsynlig og nødvendig.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse.

I klagen var det anført, at der jf. ressourceprofilen havde været tale om, at lønmodtageren stort set altid havde været tilknyttet arbejdsmarkedet bortset fra perioder med ledighed og efter eget ønske og i forbindelse med graviditeter. Endvidere var det anført, at en afskedigelse ikke i sig selv medførte, at en person nødvendigvis opfyldte betingelserne for revalideringsmæssige tiltag/støtte.

Kommunen havde vurderet, at det ved varighedsbegrænsningens indtræden var umuligt at sige, i hvilken retning sagen ville gå, hvorfor det på daværende tidspunkt ikke kunne vurderes, at det var overvejende sandsynligt, at revalidering ville blive iværksat.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om nævnets afgørelse om forlængelse af dagpengeudbetalingen efter dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1, var i overensstemmelse med Ankestyrelsens praksis.