C-57-03

Ankestyrelsen fandt ikke, at ansøger var berettiget til at få hjælp til dækning af udgifter til advokat efter servicelovens § 84 eller aktivlovens § 81. Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse. Begrundelsen for afgørelsen var, at udgiften til advokatsalær ikke var en nødvendig merudgift ved den daglige livsførelse, jf. servicelovens § 84. Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at ansøger var omfattet af personkredsen i servicelovens § 84, stk. 1. Ankestyrelsen lagde vægt på, at der, ifølge servicelovens § 84, stk. 1 og § 4, stk. 1, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 869 af 23. oktober 2002 om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse efter servicelovens § 84, alene kan ydes hjælp til dækning af nødvendige merudgifter, som er en følge af den nedsatte fysiske eller psykiske funktionsevne hos ansøgeren. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at en administrativ myndighed har pligt til at belyse en sag fra alle sider og træffe afgørelse på grundlag af samtlige oplysninger (officialmaksimen) samt at kommunen i henhold til retssikkerhedslovens § 5 skal behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning, herunder også yde rådgivning og vejledning. Ankestyrelsen fandt herefter ikke, at udgiften til advokat i forbindelse med de offentlige myndigheders behandling af ansøgers pensions- og klagesager kunne anses for at være en nødvendig merudgift som følge af ansøgers nedsatte funktionsevne. Begrundelsen var videre, at udgiften til advokatsalær ikke var en rimelig begrundet enkeltudgift efter aktivlovens § 81. Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at der ikke ifølge Ankestyrelsens praksis - henset til officialmaksimen og retssikkerhedslovens § 5 - var grundlag for at yde hjælp til dækning af udgifter til advokat efter aktivlovens § 81 i forbindelse med efterprøvelse af en sag i det administrative klagesystem. Ankestyrelsen fandt ikke, at det forhold, at ansøger ifølge oplysningerne fra advokaten led af en udmattelsestilstand, at en pensionssag indeholdt komplicerede problemstillinger samt oplysningerne om kommunens sagsbehandling, kunne begrunde at ansøger var berettiget til at få dækket udgiften efter aktivlovens § 81. Ankestyrelsen fandt videre ikke, at udgiften til advokatsalær kunne dækkes efter hverken servicelovens § 67 eller servicelovens § 68. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at servicelovens § 67 er en formålsbestemmelse, som derfor ikke indeholdt selvstændig hjemmel til at yde økonomisk støtte. Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at servicelovens § 68 omhandler kommunens pligt til at sørge for tilbud om gratis rådgivning til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Ankestyrelsen fandt ikke, at servicelovens § 68 efter sin ordlyd indeholdt hjemmel til at yde økonomisk støtte til advokatbistand. Ankestyrelsen gjorde afslutningsvis opmærksom på, at Ankestyrelsen ikke ved behandlingen af sagen havde forholdt sig konkret til det oplyste om kommunens behandling af ansøgers pensionssag, idet en sådan stillingtagen forudsatte at Ankestyrelsen behandlede selve pensionssagen. Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.